Jeg vil ikke skrive, at jeg var løbet tør for ideer om at bringe mexicanske temaudstillinger til Danmark. Problemet var snarere, at det efterhånden var svært at få afsat udstillinger til danske museer med kunstneriske eller kulturhistoriske emner fra fjerne Mexico. Forklaringen, som jeg kunne opfatte den og fik præsenteret fra forskellige museer var, at budgetterne til særudstillinger var meget få, og blev for hvert år mindre. Midler skulle i stadig højere grad indhentes fra offentlige eller private fonde eller sponsorer – og der var kamp om de knappe midler.
Jeg måtte finde en hest at ride videre på. Hvorfor ikke forsøge med noget ’rigtig’ dansk, heste. Og selv om hesten ikke har sin oprindelse i Danmark, men er indvandret, først som vild og siden som tæmmet, så må vi godskrive den en enorm betydning for hele udviklingen af det velfærdssamfund, vi i dag kan glæde os over. Med sine hestekræfter har de trukket os frem gennem historien, fra de første tamheste der kom for omkring 4.000 siden, til de i dag er blevet afløst af motoriserede hestekræfter. Hele denne spændende historie måtte da være et oplagt emne for en museumsudstilling, og jeg fandt ud af, at der aldrig er blevet lavet en sådan samlet beskrivelse om hesten. Nok bliver der hvert år udgivet masser af hestebøger, men om hestens kulturhistorie, og specielt i Danmark, fandtes der ingen nutidig. Men nej, det var mig ikke muligt at få trommet tilstrækkelig interesse – og midler ikke mindst – sammen, blandt de adskillige landbrugsmuseer i Danmark.
Men så skete der alligevel et lille mirakel. Peter Baunshøj, direktøren ved Dansk Landbrugsmuseum på Gl. Estrup fortalte om en person, der altid viste interesse, når det drejede sig om heste, og som måske kunne få mine heste i trav. Det var Ib Møller, arkitekten for restaureringen af den gamle herregård Vilhelmsborg syd for Århus, som var blevet center for Dansk Varmblod. Han var aktiv i foreningen Dansk Køresport, som samler interesserede i kørsel i gamle hestevogne, og han har selv en stor samling af hestevogne hjemme i sin nedlagte landbrugsejendom. Blandt mange, en sort ligvogn, som han insisterede på, at på den ville han fragtes til sit sidste hvile. Den havde han dog solgt, da han døde i 2019.
Det blev begyndelsen til vores store bog Heste i Danmark. Vi fandt hurtigt ud af, at vi måtte begrænse hestens historie til Danmark, og selv det, var så stor en mundfuld, at vi fandt det klogest, at invitere hestekendere til hver at skrive om deres kæphest. Det blev til 47 bidrag i en kgtung bog på 450 sider. Foruden vores egne bidrag stod Ib og jeg for det store redaktionsarbejde, som med så mange indlæg med rettelser og omskrivninger var det rene loppecirkus. At vi kunne gøre det, med mig siddende i Mexico og Ib i den lille by Assedrup, kan vi alene takke internettet og emailsystemet for. Med tidsforskellen på 7 timer mellem Mexico og Danmark kunne Ib sende de kommentarer af sted om aftenen, som jeg så modtog ’næste’ morgen, rettede og returnerede, så han havde dem om eftermiddagen. Det blev et frugtbart ping-pong spil, og på den måde kunne vi i fuld galop få bogen færdig. Jørn Autrup ved Viborg fandt alle de fejl vi andre var blevet blinde for i teksten. Når jeg kom til Danmark arbejde vi sammen med forlæggeren Klaus Krogh og hans medhjælper Andreas Krautwald, og her fik vi ret frie tøjler til at rette og komme med stadig flere udvidelser. Et privilegium vi vist ikke havde fået ved så mange andre forlag, og nok slet ikke de store. Men Klaus er en begejstret mand, som synes det skal være sjovt at lave bøger. Det hedder sig, at når krybben er tom nappes hestene, men for at vi ikke skulle arbejde på tomme maver sørgede Liv Krogh for, at vi hver dag kunne spise frokost ved et veldækket bord.
Vores bog blev præsenteret i den imponerende rundbuede forhal til Thorvaldsens Museum 1 november 2007. Vi havde fået trommet en større hestekortege sammen, og to gange kunne vi byde forfatterne en tur rundt om Frederiksholms Kanal med to politiryttere i spidsen, efterfulgt af en lille deling af de blå gardehusarer med den store paukehest Meindert, styret af en lille kvindelig husar, derefter en kopi af en gammel stagecoach med 4-spand, så Carlsbergs 4-spans ølvogn med de seje jyske heste, og til sidst en vogn trukket af fjordheste, og som afslutning nok to politiheste. Det var et festligt skue, og en sjov oplevelse, at de motoriserede hestekræfter her måtte gøre reverens for de firbenede.
Det var en fantastisk rig oplevelse for mig at lave denne bog sammen med Ib, og jeg, som ellers kun har redet på gyngehest, kæphest og jernhest er blevet noget klogere på Den danske Hest.
Ib døde i 2019, men han blev alligevel, uden egen rustvognv, som han havde ønsket det, kørt fra Beder i en hestetrukken rustvogn, fra ’Petersens Vognfabrik’ i Aarhus, fortalte Ole Jespersen mig.
Til slut bør det rettelig også nævnes, at bogen blev så stor, flot, tung og billig, fordi vi fik gavmilde tilskud fra en række fonde. Tak!
Og en udstillingen om hestenes historie i Danmark er stadig meningsfuld at lave.
