Forside
Jeg vár længe om at blive færdig som etnograf. Fordi jeg var indvolveret i en masse spændende projekter, med lidt forskning og internationalt studenterarbejde. Og så var der også min dejlige familie med Margrethe og lille Annika. Det skulle alt sammen passes og gives tid til. Men nok kan også blive nok.
Jeg måtte se at blive færdig. Og det blev jeg ikke uden at skrive en ‘magisterafhandling’. Ordet lyder meget højtideligt, og det var det vel også dengang. Så meget, at mange aldrig kom over bjerget. Jeg var heller ingen ørn, så der var meget der skulle skrives om. Lap på lap – uden saks og klister – ingen magister. Men Annika hjalp mig med at holde modet oppe. I vores store lyse hjørnestue i Lille Strandstræde, med udsigt til Skt. Annæ Plads – hvor det sagdes, at forfatteren Tom Kristensen, havde boet – blev mit opus endelig færdigt. Vores dejlige lille Annika var god til at læse korrektur over skulderen.
Denne bog er skrevet, først og fremmest for egen fornøjelse. Men bestemt også for at mine børn, børnebørn og forhåbentlig olde- og tipoldebørn kan blive kloge på, hvad deres far, bedstefar, olde- og tipoldefar brugte sit arbejdsliv til. Jeg har her kunnet hente de utallige gode minder frem af hjernekistens harddisk og dermed fået gjort regnskab over, hvad jeg fik livet til at gå med. Der har ind imellem været røde tal, men når det samlede regnskab tælles sammen, står der på bundlinjen et pænt stort overskud af gode oplevelser, livsglæde, og tilfredsstillende arbejdsresultater.
I et langt arbejds- og livsforløb har jeg haft kontakt med spændende og inspirerende mennesker, som alle har givet deres lille skærv eller store guldmønt til, at jeg kunne betale for mit gode liv. Nogle dukker op i de følgende sider, dog vil det være umuligt at nævne alle – men gemte er ikke glemte.
Her vil jeg kun nævne de personer, der gav mig et første skub ud på de snørklede etnografiske stier.
Hanne og Tommy, min mor og far
Pop – John Colbert Bennett
Klaus Ferdinand
Niels Fock
Nic – Johannes Nicolaisen
Margrethe Agger
Silvia Teran
Annika
Elvira
Maya
Pop – min engelske gudfar gjorde det med en pose penge muligt for mig, at blive student og rejse ud i den store vilde verden. Et år blev det til gennem Mellemøsten og Afrika. Den blev min øjenåbner og store ’dannelsesrejse’. Hjemme igen satte Klaus Ferdinand mig på toget fra Århus til København, videre frem til etnografistudiet.
I København stod Niels og Bodil Fock og tog med stor generøsitet imod mig. Og til sidst forbarmede Nic ( Johannes Nicolaisen) sig, så jeg endelig kunne kalde mig magister i etnografi.
Men så langt var jeg ikke kommet uden Margrethes opbakning imens jeg studerede, eller med Silvia på tandemcykel gennem Mexico i resten af mit liv og karriere. Og slet ikke uden mine tre dejlige pigers afbrydelser.
Det var ikke altid lige let at leve som den frie fugl, daglejeren og freelanceren. Havde det ikke været for de mange penge mine forældre Hanne og Tommy ikke brugte på sig selv, men lod regne over deres fire børn, så var nogle af de projekter, du nu kan læse om ikke blevet realiseret. Tak til Jer, far og mor.
Bogen er tilegnet alle de generøse mennesker, der har hjulpet mig med at finde og leve med verdens bedste job – etnografi, eller som det nu hedder, antropologi.
Fortællingerne er skrevet lidt efter lidt over mange år, hvor jeg ikke havde ‘andet at lave’. De kommer ikke helt i kronologisk orden, men er samlet i emner, hvor det giver bedre forståelse. Jeg betegner mig konsekvent som etnograf – beskriver af folkekulturer, hvilket passer mere til, hvad jeg har gjort. Betegnelsen antropolog dukker dog op i mexicanske sammenhænge. Det er her betegnelsen forfaget og dets udøvere.
Jeg håber at leve mange år endnu, så jeg kan føje nyt til. Men sker det ikke, er jeg fuld tilfreds med, hvad livet har givet mig til nu.
¡Vida, nada me debes! ¡Vida, estamos en paz!
Livet, du skylder mig intet. Livet vi er i fred.
Amado Nervo
Og derfor elsker jeg verden
trods al dens nød og strid;
for mig er jorden skøn endnu
som i patriarkernes tid.
Vilhelm Kaalund
Juni 2023
Yucatan, Mexico.
At fange blæksprutter kræver en øvet hånd og et snuptag. Du skal hurtigt trække den op, hive den af krabben, der er madding, og smide den i bunden af båden. Eller får dens fangarme greb om din hånd, og sender dig sort en blækstråle i hovedet. Min gode ven i fiskerlejet Cuyo fangede mig i et uheldigt øjeblik.
Hvorfor studenteroprøret begyndte, i Paris, i Berlin, eller for den sags skyld i Mexico i forbindelse med de Olympiske Lege...
Som etnografistuderende var jeg ikke særlig ophidset over de emner der blev undervist i, og som lå indenfor fagets rammer....
Jeg havde til min magisterafhandling i etnografi skrevet ’stor’ opgave om landsbyen Chan Kom på Yucatan. Siden været på et...
På evigt feltarbejde – her fortæller Christian om sit lange liv som etnograf og antropolog i forskellige lande og kulturer. Det begyndte i 1965 på tommelfingeren til Sydafrika. Som student i Ecuador. Og hvad der skulle være et 2 års feltstudie i 1974, er nu blevet til 50 år i Mexico med vidt forskellige projekter, mest på Yucatan. Et broget supermarked med etnografiske studier om landbrug og religion, kunsthåndværk, teater, fotografering af kirker og arkæologiske maya ruiner, sexarbejderes historier, graffiti, og bekæmpelse af ovevægt og diabetes.
Jeg har også vandet mine danske rødder, så i Danmark blev det til en bog om Den danske Hest, og hesteskulpturer i det åbne danske land, samt udstillinger på danske museer. For ikke at glemme, at jeg og fire mayakvinder leverer de hvide manchetter, du kan se på de danske præsters ’kjole’.
En lidt forskellig udgave på spansk er Las fotos del antropólogo.
Proyecto realizado con el apoyo de
