Nu forblev etnografien heldigvis ikke bare Danmarks jættestuer og Ruslands republikker. En dag gik jeg efter forelæsningen i Etnografisk Samlings frokoststue ned i Nationalmuseets foredragssal med de mange marmorerede søjler af træ, videre gennem forgemakket – med indgang til toiletterne hvor der var unisex, samme tønde til herre og damer,

Niels Fock holdt nogle forelæsninger om det han havde fået ud af sine studier hos Mataco indianerne i det nordlige Argentina. Det eneste jeg kan huske fra denne forelæsningsrække er, at når man nævner de planter som indianerne bruger, så skulle man altså også lige sige og vise, at man ved hvad de hedder på latin. Det er selvfølgelig vigtigt og rigtigt, men det var nok ikke lige det de nysgerrige unge studenter kom for at høre.

Hvorfor studenteroprøret begyndte, i Paris, i Berlin, eller for den sags skyld i Mexico i forbindelse med de Olympiske Lege

Da jeg startede på etnografien foregik undervisningen på Nationalmuseet i Etnografisk Samlings frokoststue. Men med den tilstrømning der nu var til faget, var det klart, at dér kunne vi ikke blive ved med at være. Vi flyttede ind i den gamle Polytekniske Læreranstalt på Sølvgade. Der blev ryddet gevaldigt op i de gamle laboratorier da de sidste ingeniører flyttede ud, og det var både godt og ondt, for gangene var fyldte med store gedigne smukke instrumentskabe fra gulv til loft, og da der dér var højt til loftet, kunne det være svært at finde anvendelse for inventaret andetsteds.

Nic – som Johs. Nicolaisen blev kaldt – havde skrevet en meget læseværdig introduktion til etnografiens historie og vigtigste emner, og ud fra den holdt han nu forelæsninger. På et tidspunkt fremlagde han også resultatet af sine studier blandt tuaregerne, nomadefolkene i det centrale Sahara. Han fulgte Birket-Schmidt hvad angår ’dress-code’. Altid i mørkt jakkesæt og hvid skjorte og slips/butterfly (?).

Studiet af etnografi hørte i 1962 under faget geografi ved det naturvidenskabelige fakultet. Mit første møde med faget og undervisningen i etnografi var i den kombinerede frokost- fest- og foredragssal i Etnografisk Afdeling på Nationalmuseet.

Det var Klaus Ferdinand, der havde givet mig en henvisning til Niels Fock. Så en dag stod jeg foran hans dør, oppe på 5 sal under taget på Strandboulevarden og ringede på.

Men nu var jeg altså vendt levende tilbage, og helt overbevist om, hvad jeg skulle i gang med. Jeg fandt ud af, at der var oprettet et etnografisk institut ved Århus Universitet. Der tog jeg ind og mødte Klaus Ferdinand, der lige var blevet udnævnt som lektor og igangsætter af ’etnografien’ i Århus.

Det vil ikke være forkert at sige, at min ’store dannelsesrejse’ – som tidligere tiders prinser og adelsmænd foretog rundt i Europa – forberedte mig til, at blive det jeg stadig er, etnograf. Der har aldrig været nogen vaklen.

Min mor sagde så tit: – Åhe, jeg skulle have været opdagelsesrejsende! Hun blev læge, kørte lægevagt i Valby og Sydhavns kvarteret, og fik 4 drenge. Det, på den tid alene at komme rundt i husvildebarakker, sigøjnerlejr, og en mørk vinternat blive sejlet ud til en skude i Sydhavnen, det var selvfølgelig også en form for spændende opdagelse, men nu ikke lige den eksotiske form