Min mor sagde så tit:
– Åhe, jeg skulle have været opdagelsesrejsende! Hun blev læge, kørte lægevagt i Valby og Sydhavns kvarteret, og fik 4 drenge. Det, på den tid alene at komme rundt i husvildebarakker, sigøjnerlejr, og en mørk vinternat blive sejlet ud til en skude i Sydhavnen, det var selvfølgelig også en form for spændende opdagelse, men nu ikke lige den eksotiske form, hun havde drømt om. Hun kunne ikke se eventyret i Københavns forstæder. Men så drømte hun sig tilbage til de vidunderlige høstakke hun havde sovet i, da hun var ung og havde været på cykeltur i Norge og Tyskland – inden krigen kom og satte en stopper for den slags udflugter. Drømmen om de duftende høstakke beholdt hun livet igennem, og når hun kom forbi en, lod hun sig falde pladask på ryggen, med udstrakte arme og lukkede øjne, og så svævede hun af sted, ud i den store drømmende lyksalighed. Men hendes skæbne var mere sengenær, for hun blev gift med en mand, der i hvert fald ikke ville overnatte i en høstak. Til nøds en lur på en søndagsudflugt i det friske græs. Men så måtte dét også være nok.
Første gang jeg var på ferie i udlandet med mine forældre, var jeg 10 år og vi kørte i bil til Sverige. Vi sov i telt, og teltene dengang var med løst underlag og lignede slet ikke det, vi kan overnatte i idag. Det regnede tit, som det ofte har en særlig tilbøjelighed til, når man er
på telttur. Men ved Siljan søen i Sverige, var det strålende solskin, og vi kom til en eng med den mest fortryllende duft af nyslået hø. Da var selv min far lidt overbevist om charmen ved
at sove i høstakke. Men når så alle de små sporer og spidser fra blomsterne begyndte at pigge og kradse, så kunne det også være nok for ham. Så på resten af turen fik han trumfet igennem, at vi sov – på vandrehjem. For billigt skulle det være!
Det er fra min mor jeg har fået drømmen, og overbevisningen om, at en høstak, et gulv, dækket på et skib, eller på en bænk, kan være et lige så godt sted at sove, som prinsessens seng med ærten under de 20 madrasser. Er du træt, skal du nok falde i søvn.
Efter turen til Sverige har jeg dog kun sovet i høstak een gang. Da var jeg 12 år og sammen med min ven Hans Henrik på cykeltur fra Århus til Ålborg. Vi var på Kalø Slotsruin. Her faldt han ned fra et af tårnene og brækkede et ben, så han måtte indlægges på Ebeltoft Sygehus. Nu var det meste af dagen gået, og dér stod jeg på Djursland, uden håb om at nå frem til min mormors seng med blytunge gåsefjersdyner i Ålborg. Så det endte med, at jeg denne sommerskønne månelyse nat borede mig ind i en høstak, hvor jeg ikke sov meget, på grund af kulde og et par nysgerrige heste, der stod og nappede af høet.
Siden har jeg sovet alle mulige andre steder. På risten til metroen i Paris – i en red-ningskasse på toppen af Kilmanjaro – og i ’baronens seng’, desværre uden baronessen. Og efter engang på vej gennem Afrika at være godt træt af at blive betragtet som et tag-selv-bord for sultne tæger og lus i usle hotellers eller på gæstfrie menneskers fladpressede og svedgen-nemtrægte madrasser, gik jeg til modangreb ved at strø lidt ddt ud over madrassen inden jeg lagde mig. Så sov jeg roligt, hvad jeg bestemt ikke havde gjort, hvis jeg havde vidst det, jeg i dag ved om dette effektive giftstof. I Mexico fandt jeg ud af, at den bedste tropiske seng er en hængekøje. Jeg har siden undret mig over, at den ikke har fundet total udbredelse i alle tropiske lande. Her ser man så tit i små hytter en stor ulækker seng optager det meste af pladsen, eller folk sover på gulvet på måtter, hvor de er udsat for bid af alle nattens krybende dyr. På Yucatan er hytterne også små, men her er der rigelig plads til at 5-6-7 hængekøjer kan spændes ud om natten. Og om dagen er de pakket sammen, så der i hytterne er plads til alle dagligdagens ak-tiviteter. Da jeg på nogle danmarksbesøg fik tilbudt husly på Jeffs guitarværksted i det gamle baghus i Studiestræde, slog jeg min hængekøje op imellem de tykke stolper, og gyngede mig dejligt i søvn. Bedre kunne det dårligt blive.
