Jeg vil ikke lige frem påstå, at timerne med indføring i etnografiens metoder og emne hos Nic var vildt spændende. Hyggelige var de, men der manglende ligesom noget. Gnisten! Det relevante! Forbindelsen mellem dem og os. For hvad kunne det rent faktisk interessere os, at nogle unge mennesker nede i Sudan blev gift med deres mors brors datter, eller at der skulle være fuldmåne på en Stillehavsø, hvis man plantede rodfrugter, for at de kunne blive store og runde. Det føltes som data ovenpå data, hvor jeg så ved semestres afslutning kunne åbne et helt skab med viden om mærkelige skikke og simple tekniker, men med en følelse af, at det ikke rigtig sagde mig noget, fordi der ikke var sammenhæng mellem de enkelte dele. Jeg følte jeg manglede en underlæggende forståelse for hvordan relationerne mellem enkelte mennesker, og grupper af mennesker hang sammen, og hvad der motiverede dem til at gøre deres mærkelige ting og skikke.
Jeg kiggede derfor universitetets lektionskatalog igennem og stødte på navnet Mogens Blegvad, der tilbød øvelser i samfundsteori med gennemgang af blandt andre, den kendte og, i hvert fald for mig, temmelig uforståelige amerikanske sociolog Talcot Parson. Han byggede meget af sin teori på den tyske Max Weber, der havde fremsat teorien om den protestantiske etiks store betydning for udviklingen af den industrielle revolution i Europa. Til Blegvads timer mødte også Niels Fock op, så her kom vi begge til at sidde på skolebænken. Jeg havde deltaget i nogle indledende timer i efterårssemesteret, og da vi efter jul skulle tage fat på Weber foreslog Blegvad, at jeg skulle fremlægge en introduktion til Weber ved første time efter jul. Ikke fordi jeg havde gjort mig filosofisk bemærket, men vel ud fra samme princip, som når man vælger estyrelsesmedlemmer i foreninger, hvor man hurtigt bliver opstillet, hvis man åbner munden et par gange ved generalforsamlingen. Jeg var dristig nok til tage imod tilbuddet, og så fik jeg den juleferie til at gå med, at læse og forstå en stor fed moppedreng af en bog om Max Weber skrevet af Reinhardt Bendix. Jeg fik skrevet en 10 sider sammen, som jeg oplæste med bævende stemme.
Max Weber tager udgangspunkt i den europæiske kultur og historie, som jeg jo havde
et vist kendskab og forhold til, så han hjalp mig til bedre at forstå hvordan tro, økonomi, og fælles organisation og handel hænger sammen. Der var hér noget kendt at hænge teorierne op på, så det var et godt supplement til de øvelser over Edmund Leaches’ politiske systemer i Burma, som jeg svedte mig igennem hos Nic, hvor det hele forekom teoretisk, ukendt og noget uvedkommende.
Samtidig med at Mogens Blegvad holdt øvelser over Max Weber, der havde været en pæn borgerlig samfundsstøtte af en professor, blev studenterne ved Europas universiteter, og herunder jo også os på Københavns, mere og mere interesserede i og inspireret af samfundsomvælteren Karl Marx. Hvad der gjorde Marx så attraktiv, var naturligvis muligheden for -, opfordringen til – og nødvendigheden af -, at bruge teorien til at ændre samfundene. Han blev den store gud i denne tid, og selvfølgelig var der megen forståelse og inspiration at hente, men læsningen af hans skrifter, og de skrifter der fortolkede hans skrifter, udviklede sig også til bibelhistorie og tekstfortolkning, som kunne være lige så dræbende for andre end de indviede, som at gå til fromesse kl. 4 om morgenen i et iskoldt munkekloster. Jeg gik mange gange i gang med en af Marx’s skrifter, men jeg kom aldrig mange sider ind i teksten, førend jeg blev fanget af noget ’mere interessant’. Det siger selvfølgelig mere noget om mig end om Marx. Der imod læste jeg senere en del bøger hvor Marx’s teorier var skåret ud i pap, som Martha Harneckers, ( se P. ?? i afsnit om la Huasteca) eller hvor hans teorier var anvendt, som i nogle af Lenin’s analyser af det russiske samfund – som jeg på et senere tidspunkt også underviste i -, eller Günter Franks analyser af Latinamerika.
