10. Studenteroprøret, – på universitetet og instituttet

Hvorfor studenteroprøret begyndte, i Paris, i Berlin, eller for den sags skyld i Mexico i forbindelse med de Olympiske Lege der blev afholdt dér, det skal jeg ikke komme ind på. Men da det først begyndte, bredte det sig som en steppebrand over hele Europa, – og nåede på et tidspunkt også til København. Finn Ejner Madsen sprang på talerstolen ved årets modtagelse af de nye studenter i Universitetets Festsal. Den fortrængte, og i hvert fald tidligere revolutionære rektor Mogens Fog hørte pænt på, men han blev forarget da studenterne var inde på hans kontor og tog fra cigarkassen. Og så fulgte mobiliseringer og møde og møder og endnu flere møder. Den nyudnævnte professor Goldschmidt ved det nystartede Institut for Kultursociologi var aktiv på studenternes side, mod det traditionelle professorvælde, som i den hede debat ikke fik for lidt kritik, og mange af de indledende møder foregik på hans institut i Rosenborg Annekset – den tidligere KFUM bygning, hvor den kristne ideologi var praktiseret, og nu skiftet ud med den marxistiske.

Bølgerne nåede også ud på Etnografisk Institut på Sølvgade. Her begyndte vi på det
ene debatmøde efter det andet, hvor vi diskuterede fagets indhold, og satte spørgsmålstegn ved, om det vi blev undervist i nu også var så relevant, når vi som færdige etnografer / kandidater

skulle ud og arbejde i en verden med stadig større modsætninger, fattigdom og som bevægede sig hastigt bort fra de billeder, der blev tegnet af ’de indfødte’ i de monografier, der var fagets klassikere og obligatorisk læsning for os studenter. Mange, her iblandt mig, fandt faget alt for teoretisk, uden nogen praktisk forberedelse på de arbejdsopgaver vi senere kunne stå overfor: på museer, ved formidling, i ulandsarbejde, i forvaltning eller almindelig folkelig oplysning.

Vores lærere på dette tidspunkt var fagets leder Johs. Nicolaisen, og så Niels Fock.
Niels deltog både i møder og diskussioner, men Nic nægtede konsekvent at deltage og afslog enhver indbydelse. Men han blev sikkert informeret om hvad der skete og blev sagt igennem sin kone Ida Nicolaisen, som var etnografistuderende, og som deltog sammen med os andre i marathonmøderne. Jeg prøvede engang gennem Ida at opfordre ham til at deltage, men nej, det ville han ikke, fik jeg at vide. Men det var ikke til at få at vide, hvad den egentlige grund var. Under alle omstændigheder syntes de fleste studenter, at det var kedeligt at Nic ikke deltog, for nok var der oprør mod professorvældet og en positiv interesse for at nytænke faget, men ingen havde noget at udsætte på Nic, som vi jo altid havde haft et åbent og godt forhold til. Og det fik vi også fortsat, for Nic var ikke den der blev sur, eller han viste det i hvert fald ikke.

Det mere konkrete resultat af studenteroprøret blev for os en ny styrelseslov, som gav både studenterne og det tekniske personale – hos os var det kun Nic’s sekretær fru Alexander – plads og stemmeret i de nyoprettede institutråd. Til disse råd skulle der nu indvælges studenterrepræsentanter. Jeg blev een af de indvalgte, sammen med blandt andre Peter Aaby, Hans Berg og Palle Christiansen. Fra lærersiden sad både Nic og Niels Fock. I dette institutråd diskuterede vi så alt til studiet hørende. Det var ny studieordning, pensum og praktiske forhold på instituttet. Jeg skal ikke komme med nogen beskrivelse af hvad vi diskuterede, men jeg kan huske, at efter den første begejstring havde lagt sig, føltes møderne længere og længere og længere, og mere og mere dræbende med et pindehuggeri om de mindste detaljer. Peter Aaby var særlig aktiv i denne sport. Sikkert havde han nok ret i noget, men smidighed og især humor var ikke lige ham. Så der sad vi og kun fordi, at alle vi andre vidste at middagsmaden snart skulle på bordet, eller nogle børn skulle hentes – det var min udgangsbillet – fik vi afsluttet dagens møde, men måtte altid udsætte nogle punkter til næste.

 

 

kapitler