Den lille mayalandsby Xocén på den nordøstlige del af Yucatan blev med årene ’min’ etnografiske landsby. ’Min’, nej ikke kun min, men ’vores’, for jeg studerede den sammen med Silvia, min elskede kone. Hun var over halvdelen af de gode grunde, der fik mig til at forblive i Mexico. De resterende gode grunde var selve Mexico; landet, dets natur, dets sjæl, folk, dets alt sammen. Men den fortælling hører hjemme i andre kapitler. Her drejer det sig om landsbyen Xocen. Som jo selvfølgelig ikke er ’vores’, men xocenensernes. Dog, sådan plejer etnografer og antropologer at omtale det samdund og landsby, som er emne for deres studier. Predón!
Tror jeg på skæbnen, på sammenhængende ting der sker mellem mennesker? Det har jeg allerede tvivlet om i tidligere hændelser, som jeg har beskrevet. Næhe, det gør jeg – vist – ikke. Men alligevel, det er som om, at den forfølger mig på sin sammenspillende måde. For, hvis den ikke havde en finger med i spillet, hvordan vil jeg så forklare, at mayaerne på Yucatan og Xocen flere gange optræder i mit liv. Og det, uden at der med nogen målrettet indsats fra min side blev tvundet en tråd mellem mit første og andet møde med mayaindianerne på Yucatan.
Hør blot !
Jeg har nævnt det tidligere, men for forståelsen vil det her ikke skade at gentage. For at kunne smykke mig med titlen: etnograf, mag. scient fra Københavns Universitet, kunne jeg ikke komme uden om, at skulle skrive en ’magisterafhandling’. Emnet for den blev, med udgangspunkt i mayaindianerne på det nordøstlige Yucatan, forandringen og moderniseringen af de traditionelle, samfund. Den amerikanske etnograf Robert Redfield var i 50’erne måske ikke den eneste, men bestemt den eneste antropolog, der mest allround havde beskæftiget sig med dette emne. Som deltager i det store Carnegie Foundation projekt, der i 30-40’erne stod for restaureringen af maya bykomplekset Chichen Itza på Yucatan i Mexico, havde han haft mulighed for at studere den socioøkonomiske struktur i fire samfund på Yucatanhalvøen: Tusik i delstaten Quintana Roo, Chan Kom, Dzitas og Merida i delstaten Yucatan. Ud fra sine etnografiske studier opstillede han en teori om et folk-urban continum, hvor der er en glidende overgang fra små traditionelle samfund, til større urbane, og mere eller mindre industrialiserede samfund. På basis af de optegnelser som skolelæreren Alfonso Villa Rojas gjorde i landsbyen Chan Kom, skrev Robert Redfield den kendste etnografiske monografi fra det nordlige Yucatan: Chan Kom, a Maya Village. At Chan Kom er blevet kendt som ’Redfields Chan Kom’ er noget uretfærdigt overfor Villa Rojas, for med sit kendskab til mayasproget var det ham, der stod for indsamlingen af de oplysninger, som Redfield så kogte sammen til en meget grundig bog om denne traditionelle landsby.
Som specialeskrivende var jeg interesseret i teorien og ikke i den kolossale ophobning af data, med trivielle beskrivelser af huse, redskaber, landbrug og sociale institutioner, som jeg ikke havde noget forhold til, da jeg aldrig havde set dem live, så dem skøjtede jeg let hen over. Men, jeg fik dog på afstand ’snuset’ til indianerne på Yucatan. Det ’morsomme’ er jo nu, at i dag er der ingen, der giver folk-urban teorien mange overvejelser, mens bogens detaljerede, ’trættende’ beskrivelse af mayaindianernes verden, der er ved at forsvinde, får stadig mere aktualitet.
Da jeg blev færdig som magister i etnografi, fik jeg kort efter mulighed for med egne øjne at se de folk på Yucatan, jeg havde læst om i bøgerne. Min første nat i Mexico tilbragte jeg på et noget ydmygt hotel på gade 62, mellem gade 59 og 61 i byen Mérida. At det siden skulle blive den by, hvor jeg har tilbragt længst tid i mit liv – det var der ikke meget der tydede på dengang. Men, skæbnens veje er uransagelige!! Der kom den igen, skæbnen.
I Merida fik jeg kontakt til maya historikeren Alfredo Barrera Vasquez, som havde kontor i det store Palacio Canton på Avenida Montejo, som i dag er antropologi museum. Han var meget imødekommende, og organiserede for os – jeg var sammen med Margrethe Agger, som jeg dengang var gift med – en tur til Chan Kom – så jeg kunne få syn for det læste. Vi lejede en lille Folkevogns – Volcho som den kaldes i Mexico, og med en af Barrera Vasquez unge studenter, Juan Ramon Bastarachea som guide, kørte vi til Chan Kom, og så på vejen også Chichen Itza. Chan Kom lå dengang for enden af en snoet, hullet grusvej – camino blanco. Et sted udenfor landsbyen havde nogle milpabønder gang i en regnceremoni, en Cha Chaak. Den gang kunne jeg blot se til, men ikke forstå, hvad der foregik. Dét kom jeg bestemt til siden. Besøget i Chan Kom var blot et snap shot.
Videre i Valladolid anbefalede Juan Ramon en god, lille, traditionel restaurant. Ja der var nærmest bespisning i familiens egen lille ovale hytte, som var lavet om til restaurant, og vi kunne selv gå ud i køkkenhytten bagved og udvælge og følge med i tilberedningen. Især hvordan tortillas blev klappet runde og bagt på en lerpande fangede interessen. Her fik vi rigtig lækker sopa de lima og queso relleno en kol blanco. Solid og lækker traditionel ’indiansk’ mad. Det må have været restauranten Don Juan i Sisal kvarteret, som mange år efter også blev min foretrukne restaurant i Valladolid.
På vej tilbage til Merida kørte vi slalomkørsel rundt om de utallige vandpytter, der var kommet på den lille snoede grusvejen mellem Valladolid og Dzitas efter det heftige, men korte regnskyl. Slalom, for man kan jo ikke se hvor dybe hullerne er, når de er fyldte med vand. Dzitas var også en af Redfields folk-urban landsbyer, jeg måtte besøge.
Der er den lille interessante krølle på historien, at landsbyen Chan Kom nok er opstået som følge af en udflytning fra landsbyen Xocen. Det fandt jeg mange år senere ud af, da jeg begyndte at grave mig ned i Xocens historie, efter at Silvia og jeg havde gjort den til vort studieområde.
Således fik jeg under mit første besøg på Yucatan et levende billede af de folk og områder, der siden skulle blive mit andet fædreland. Men det var der ikke lagt op til dengang – eller var der ?
