Arkæologi handler , hvordan man end vender og dreje emnet, om døde ting. Udfordringer er så, at få disse ting gjort levende. Jeg havde som fotograf ved INAH taget rullevis af billeder af arkæologiske steder ’sitios’, og fremkaldt og forstørret arkæologernes fotos af udgravninger.

Men klage, det skal jeg ikke over min tid i INAH. Tvært imod. Da der blev lavet nyt museum i Cancun, blev mange af mine billeder brugt i udstillingssalene.

Når det er første gang man skal observere en helgenfest, er det et 24 timers job, for der foregår noget hele tiden, som man skal have registreret og få en forklaring på.

Kurset for kulturpromotorerne sluttede godt, og eleverne kunne vende tilbage til deres landsbyer og begynde at promoveere og indsamle ’kultur’. Silvia ville trække sig som leder af enheden, hvorefter der skulle udnævnes en ny.

Da vi begyndte kurset i 1980 for de kommende barfods etnografer – promotores culturales – troppede også en lille, meget energisk og levende gammel gubbe på 70 år op.

Min mor Hanne var kommet på besøg, og ja, hvorfor ikke tage hende med på elev-ekskursioner. Mens eleverne indsamlede oplysninger og jeg tjekkede om de nu også var på rette spor, gik min mor rundt i gaderne i den lille by Ticul og kiggede sig nysgerrigt om.

I sommeren 1980 flyttede Silvia, Elvira, nyfødte Maya og jeg til Valladolid. Det var besluttet at Culturas Populares skulle uddanne en slags barfodsetnografer – unge mayaer der efterfølgende skulle virke som kulturindsamlere og formidlere i deres egne landsbyer.

I den første tid vi boede i Merida havde jeg ikke mit eget mørkekammer. Jeg måtte ’låne’ mig frem, og endte med at få mørkely på antroplogiskolen, Escuela de Antropología de la Universidad Autónomo de Yucatán. Bygningen var nyopført og husede et stort mørkekammer.

Silvias ogf min artesaniabog fra 1981 trængte til en opdatering, for tiden gik bestemt ikke sporløst hen over det kunsthåndværk, vi havde set, da vi kom til Yucatán. Meget forsvandt, som for eksempel de traditionelle guldsmykker, som almindelige folk ikke mere havde råd til at købe, eller fordi de købte industrielt producerede smykker.

Silvia var godt i gang med en kortlægning af kunsthåndværk på Yucatan. På lokalt plan arbejdede hun sammen med Ady Rosa Cuaik, som var en hurtig i aftrækket og bestemt leder af regeringens Casa de las Artesanias.

Sisal agaven har som nytteplante sin oprindelse blandt mayaindianerne på Yucatan. Da selvbinder høstmaskinerne blev opfundet i slutningen af forrige årh. blev plantefibrene en guldgrube for især haciendaejerne – la casta divina, den guddommelige kaste. Det kaldtes ’det grønne guld’. Indianerne blev fattigere, da de mistede arealerne for deres traditionelle selvforsynings landbrug.

Ja så japansk er navnet på det forskningscenter under det lokale universitet UADY, hvor vi fandt tilflugt. Æren tilskrives den japansk læge Hideyo Noguchi (1876-1928), som i 1930’erne for en meget kort tid studerede gul feber på Yucatan.

Under mine studier på universitetet i København havde jeg været meget optaget af den mexicanske socio-økonom Rodolfo Stavehagens (1932 – 2016) artikel om 10 fejlagtige teser til forklaring af udviklingen ( eller snarere manglen på udvikling ) i Latinamerika.