Arkæologi handler , hvordan man end vender og dreje emnet, om døde ting. Udfordringer er så, at få disse ting gjort levende. Jeg havde som fotograf ved INAH taget rullevis af billeder af arkæologiske steder ’sitios’, og fremkaldt og forstørret arkæologernes fotos af udgravninger. Og det var sten oven på sten. Men rundt på museerne og deres magasiner står der en mængde store og små livagtige figurer af de mayaer, som har levet engang. De bliver til en hel familie. Og sådan begyndte jeg at betragte dem, som levende personer – medlemmer af en stor mayafamilie. Jeg besøgte lidt efter lidt alle de små regionale museer, hvor arkæologer og lokale interesserede har indsamlet og hæget om figurerne. Jeg var i landsbyen Hechelchakan i Campeche. Da jeg kom til Jonuta i Tabasco brød min bil sammen, og jeg måtte vende tilbage, på samme måde, som jeg kunne forestille mig de gamle mayaer havde rejst på, ved at stige ombord på en flodbåd / bus, der sejlede ned af Usumacintafloden fra byen Palizada til Ciudad del Carmen ved den Mexicanske Golf. Ved små steder og ved skrænter hvor der stod et hus på toppen, stoppede vi og satte af og på. Da vi sejlede ud i den store lagune ved Ciudad del Carmen, blev vi ledsaget af delfiner.
Ud af alle de fotografier lavede jeg udstillingen La Familia Maya som i 1985 åbnede i Merida i forhallen til Teatro Peon Contreras. Da jeg jo var ansat på ’nationalmuseet’, kunne jeg til udstilling frit udvælge og udstille alle de figurer der var gemt på INAH’s lagre. De blev udstillet i montrer mellem fotografierne, – under maskingevær skarp beskyttelse af den lokale politistyrke. De første dage var vagterne svært bevæbnet, men så fandt man nok ud af de lignede en lille mayafamilie på ’skovtur’, og jeg satte dem i sand, som var de blevet fanget i et ’snapshot’ på stranden ved Progreso, nord for Mérida. Som man kan se de nulevende maya familier en søndag ved stranden.
