Forskningsenheden i Culturas Populares virkede ikke samlet. Hver kunne lave hvad vi ville – og nogle lavede lidt eller intet. Max og jeg fik lavet en festkalender og en beskrivelse af de traditionelle fester. Det kunne og burde vi selvfølgelig arbejde videre med – hvad Max gjorde. Men if it aint got that swing, hvad er det så værd ? Silvia puklede løs med to gode filosofiske artikler om forskning og grundviden. Det var vist lige så meget en eksercits hun brugte til, at blive klar over sine egne indre problemer. Den der med: – hvad er meningen med … Nå, jeg skal ikke gøre grin, burlar, med ’hvad der er meningen med’. Det ser vi alle vidt forskelligt på, og for de fleste er det ret vanskeligt at finde melodien, takten og meningen. Jeg er jordnær og har lettere ved at finde meningen, – her lige for næsen af mig selv, – her og nu.
Min gode ven Raul Murgía var blevet direktør for den lokale afdeling i Mérida af ’nationalmuseet’, Instuto Nacional de Antropología e Historia, INAH. Man var begyndt at decentralisere fra Mexico By, og det nyoprettede regionale center i Mérida havde nu fået direkte opsyn med alle arkæologiske og historiske steder i de tre delstater på Yucatan-halvøen, Yucatán, Campeche og Quintana Roo. Det var en ordentlig mundfuld, og hurtigt derefter kom der da også et regionalt center i hver af delstaterne. Til de nye aktiviteter og ansvarsområder skulle der naturligvis ansættes personale.
Der blev opslået en stilling som fotograf, og Raul spurgte, om det ikke var noget for mig, da han vidste, at jeg var ’vild’ med at fotografere. Selv om jobbet var klassificeret som ’tekniker’ og jeg jo var ’forsker’ (uha da da), så tænkte jeg alligevel, at det rigtig nok lige var noget for mig. Så jeg blev fotograf i INAH ! Problemet var blot at mit arbejdssted skulle være Merida og familiens hjemsted var Valladolid.
Det gav nogle problemer med at rejse frem og tilbage, men blev løst da Silvia fik job i det botaniske institut INIREB – Instituto Nacional de Recursos Bioticos, – i begyndelsen fortsat i Valladolid. Den første tid som ansat boede jeg hist og pist hos gamle og nye venner, skiftede for ikke at ligge for megen til last, eller tvinge dem til at flytte børnene fra børneværelset, som jeg så fik. Det kunne jo ikke gå i længden, og det var trættende også for mig. Jeg blev meget god ven med den lille restaurator Chiri – Rocio Jimenez. Hun har et fantastisk godt humør, griner altid og kan sætte et øgenavn der bare klistre, passer og får dig til at skraldgrine på enhver person. Ja øgenavne kan vanskeligt oversættes, men her er et par: Ruben Maldotado – den uheldige Ruben Maldonado. Og den tykke Juan Ramon Bastarachea blev til Juan Jamon Panzarachea – Juan Skinke Tykmave. Og jeg – jeg blev, fordi Rasmussen er temmelig almindeligt i Danmark, til Don Cristo Perez – hvor Perez er det mest almindelige mexicanske efternavn.
Vi blev så gode venner, at jeg blev indbudt til at bo i Chiris store hus. Og, må det indrømmes, det varede ikke længe inden jeg byttede hængekøjen i det inderste rum om med madrassen på gulvet hvor Chiri sov. Vi var, og forblev gode venner. Men da Silvia så den menage, sagde hun, at nu var det tid for hele familien at flytte til Mérida. Der gik nogle år, og tiden læger alle sår, så Silvia og Chiri forblev bedste venner, efter at have skældt Christian huden fuld. Chiri døde desværre alt for ung af den kræft, som hun til at begynde med ikke troede på, før end det var for sent.
Verden er lille – eller er der danskere overalt. Efter at være blevet ansat i INAH, fandt jeg ud af, at jeg ikke var den eneste dansker ’på holdet’. I det gamle jesuiterkloster, Tepozotlan udenfor Mexico By, arbejdede en dansker som fotograf. Palle Petersen, gammel sømand, altså tidligere, der var gået i land i Veracruz. Med i køjesækken havde han et Leica kamera. Med det og lidt overtagelse og gode forbindelser, fik han ansættelse og blev hurtig en dygtig fotograf. Han har taget mange af de flotte billeder af altre og andet kirkekunst, som er blevet publiceret af INAH.
Fotograf ved INAH var et ønskejob, for da INAH centrets arbejdsområde var hele Yucatan halvøen, gav det mig chance til at komme rundt i alle tre delstater.
Da der ikke eksisterede fotografier af alle de mange mayaruiner eller historiske bygninger og kirker, insisterede jeg på at tage rundt og fotografere. Det blev til nogle eventyrligde ture. En af de bedste var, da jeg ville samle ’portrætter’ ind til udstillingen La Familia Maya, hvor jeg tog billeder af mayafigurerne og lod dem repræsentere personer.
En anden gang kørte jeg rundt i delstaten Quintana Roo for at og fotografere ruinerne Becan, Chicana, Xpujil og kom en mørk nat til ruinen Kohunlich. Der var lys fra en petroleumslampe i vagtens hytte. Jeg blev – naturligvis – inviteret indenfor af den gamle vagtmand ?? Ek, og da vi have snakket nogen tid, spurgt han om jeg ikke var sulten. – Joe, tak som byder, for jeg kunne jo nok forstå, at det var en indbydelse til at spise med. Der lå noget der lignede en medisterpølse på stegepanden. En lang rund kødstrimmel, der fyldte hele panden rigeligt ud. Jeg rykkede lidt tilbage på stolen, for at få plads ved bordet og stødt ind i noget langt løsthængende. Da jeg vendte mig om, kunne jeg nok se at det var overfrakken til en lang slange, så nu kunne jeg også gætte hvad menuen stod på: stegt slange, som viste sig at være en ordentlig kleppert af en klapperslang. Nå, det var godt for mig, at det var mig der bed i den, og ikke omvendt.
Som fotograf var jeg ansat som ’tekniker’ og hørte derfor til fagforeningen sammen med vagterne rundt på alle ruinerne og det administrative personale. Som antropolog havde jeg oen vis kontakt med det akademiske personale, arkæologer og antropologer. Men det var med teknikerne, jeg knyttede de bedste kontakter.
Jeg fik efterhånden taget en masse billeder til det fotoarkiv, jeg så småt begyndte at få stablet på benene. Men mit job var jo også at forstørre de tekniske billeder af faser i udgravningen eller restaureringen, som skulle klistres ind i arkæologernes rapporter. Og dét var ikke sjovt arbejde. Oftest var filmene blevet ’kedeligt’ fremkaldt hos en lokal fotohandler, der så ud til at havde dyppet dem i en fremkaldervæske, han havde haft stående i ualmindelige tider. Og for at føje spot til skade, havde arkæologerne ofte klippet rullen op i enkelt-billeder, så de stort set var umulige at få ind og ud af forstørrelsesapparatet.
Men klage, det skal jeg ikke over min tid i INAH. Tvært imod. Da der blev lavet nyt museum i Cancun, blev mange af mine billeder brugt i udstillingssalene.
Og da museet i Chetumal blev åbnet med en udstilling om ler og keramik, selvfølgelig med hovedvægt på de arkæologiske genstande, blev mine billeder af pottemageren Juanita Dzul fra Uyama brugt.
Til sjove opgaver hørte også, at hægte mig på de helikopter-rekonoceringer som arkæologerne Eduard Kurjack og Silvia Garza foretog over Yucatán, for at registrere alle arkæologiske byer og steder i staten til deres Atlas Arqueológico de Yucatán, som blev det første af sin slags i Mexico. Det er sjovt, at se det hele lidt fra oven, og nogle ’gode’ billeder fik jeg også taget fra luften. Men vi er jo ikke fugle og det er ligesom, at de ’bedste’ billeder er dem, som bliver taget i menneske fod-perspektiv. Det er naturligvis ikke generelt, men der er noget om, at hvis et foto ikke er interessant, så er det fordi du ikke er kommet nær nok.
Det ’faste’ arbejde på INAH var ikke så overvældende at der ikke også blev plads til alt det ’ved siden af ’, eller som jeg selv ville sige, ’alt det rigtig interessante’. Og det er gammelkendt, at hvor man har interessen, dér lægger man den største indsats. Jeg kunne let finde både rimelige og urimelige undskyldning for ikke at lave ’det faste’ med samme entusiasme som jeg lavede ’mit eget’. Det i og med, at der næsten aldrig var materialer til at arbejde med, eller bevillinger til at købe ind for. Derfor var det ofte vanskeligt at fortsætte en mere systematisk registrering af, ikke blot de arkæologiske men også de historiske interessepunkter og kulturelle aktiviteter i området. I disse døde perioder fik jeg så tid og muligheder for at registrere alt det, jeg personligt syntes var væsentligt at få dokumenteret. Oftest brugte jeg egne midler for at komme i gang eller holde dampen oppe. Men det skal jeg heller ikke klage over.
