Mit emne blev: jordreformer, og det var noget jeg interesserede mig for og havde læst en del om. Det vil sige, at lærerne ville være flinke mod mig, så det hele kunne ende på denne lykkelige måde, som vi alle så frem til. Man havde een uge til at skrive sammen, og det var for 99% af studenterne ikke megen tid, især når man også tager nervøsiteten med i betragtning. Ikke blot skulle emnet indkredses og beskrives, men det skulle også pakkes ind i en form, så det kunne aflevere på 45 min – hverken mere eller mindre.

Men en magisterafhandling er ikke nok til at gøre én til magister. Næhe, nu skulle jeg så i gang med at læse op til den mundtlige prøve. Og for at kunne gøre det, skulle aspiranterne først aflevere en aller helvedes lang liste over alle de bøger man prøvede at bilde Nic ind, at man havde læst.

Min hensigt med etnografien var, og er stadig, at bruge den indsamlede viden til at forandre samfundene i en mere retfærdig og positiv retning, end de nu var på sporet til. Den udvikling der var i gang i mange samfund, fra ’primitive’ isolerede stammesamfund, til bondesamfund, og derfra videre til mindre og så større bysamfund, blev indenfor etnografien først studeret og beskrevet af den amerikanske antropolog Robert Redfield.

Som etnografistuderende var jeg ikke særlig ophidset over de emner der blev undervist i, og som lå indenfor fagets rammer.

Jeg var dumpet til forprøven i geografi. Men anden gang lykkedes det at blive færdig. Så manglede jeg bare den anden del af forprøven, der ny hed Danmarks arkæologi. Nej tak!, så jeg valgte i stedet, at prøve at blive klog på lingvistikken. Jeg var blevet fanget af den sammenbinding der er mellem sprog og kultur, og som især etnolingvister har skrevet om. Men sprog er jo også grammatik og lyde systematiseret i fonetik.

Mens jeg studenter-arbejdede på Folkemindesamlingen, fik jeg kontakt med en australsk studerende, eller var han færdig, og hvad hed han har jeg glemt og ikke kunnet opspore.

Etnografien var udviklet i tæt tilknytning til de europæiske landes interesser i deres kolonier, eller for USA’s vedkommende, i de indianske reservater. Oplysninger blev indsamlet for at forstå de indfødte og deres mange mærkelige skikke, men bestemt også for at kunne administrere de koloniserede folkeslag. Det kunne selvfølgelig nok give nogle interessekonflikter.

Der var i årene fra 1965 stor tilgang af studenter til etnografi. Der var fri adgang til alle studier, og da faget ér spændende, så var det jo ikke så underligt med tilstrømningen. Til de mange nye studenter skulle der bruges lærere, og hvor skulle man få dem fra, når der var så få færdiguddannede? Så det blev i vid udstrækning de ’ældre’ studerende de underviste de ’yngre’.

Jeg fortsatte ikke i FN forbundet da jeg kom hjem fra Ecuador. Egentlig ved jeg ikke hvorfor, men måske har det noget at gøre med, at jeg ikke går tilbage til noget, jeg een gang har forladt.

Mens jeg studenter-arbejdede på Folkemindesamlingen, fik jeg kontakt med en australsk studerende, eller var han færdig, og hvad hed han har jeg glemt og ikke kunnet opspore. I det spændende tidskrift Current Anthropology havde jeg set, at der dér løbende blev publiceret biografier over forskellige landes etnografer, og det var jo egentlig meget nyttigt og oplysende, når man som ung etnograf gerne ville finde ud af, hvad der rørte sig rundt om i Europa, og stadig ikke havde fået de personlige kontakter gennem kongresser.

Til den nye storkommune hører også de to øer, Agersø og Omø. Vel på grund af deres relative isolation havde de bevaret nogle skikke, som på det tidspunkt var forsvundet andre steder. Det var blandt andre, at ’løbe hellig 3 kongers løb’. Unge og gamle blev klædt ud, for det meste med en maske og en omvendt jakke eller en gammel damekjole. Så gik de fra hus til hus, bankede på, og her var man var klar til at tage imod.

Det var i de år, 1965 – 66, da mange små kommuner blev lagt sammen til storkommuner. Med det nye velfærdssamfund kunne de små kommuner, der ofte ikke var mere end det kirkelige sogn, og derfor havde en sognerådsformand som leder, ikke mere klare de funktioner og tilsyn, som man nu krævede fra borgernes og statens side. Sammenlægningen af kommunerne omkring Skælskør by var blandt de første, og nu ville man gerne se hvad der kom ud af den, og hvordan den påvirkede det lokale liv i de tidligere små kommuner.

Tilbage fra Spanien i efteråret 1966 havde jeg gennem Gustav Henningsen fået et studenter-job på Dansk Folkemindesamling. Samlingen og kontorer var lige flyttet ud fra nogle meget snævre, men hyggelige omgivelser på Det Kongelige Bibliotek til Biblioteksskolen på Amager.