Da jeg kom tilbage til Danmark, gik det langsomt med at komme op af gulsotdøsen, for mange kræfter har man ikke. Men lidt efter lidt fik jeg skrevet en rapport til Cornell på engelsk, og derefter også nogle artikler til undervisningsbladet ’Rundt i Verden’.

Gulsot, skrev jeg. Historien var denne: Busserne mellem Quito og Otavalo var bestemt ikke lavet med plads til store gringoer, ligesom affjedringen ikke var helt tilpasset den hullede brolægning på dette stykke af den Pan-Amerikanske Highway.

Jeg knoklede videre, og jo dybere jeg kom ned i forholdene, jo mere spændende blev det. Nu endte det også med, at jeg foreslog Niels Fock, at vi skulle prøve at få sønnen i det hus, hvor jeg boede med til Danmark. Antonio Lema gik på universitetet i Quito, og kunne i Danmark udfylde en rolle som quechua-lærer, samtidig med, at han selv fik undervisning og udvidede sin horisont – som jeg havde gjort det i hans landsby og verden.

Da vi kom tilbage til Cornell-kontoret i Quito lå der en håndskrevet meddelelse fra Eva, der ikke havde haft den samme behagelige omgang med indianerne i den landsby, hvor hun var blevet udstationeret:

Jeg havde fra begyndelsen spottet landsbypræsidentens meget flotte bordeaux- og nærmest ilka-farvede poncho. Den måtte jeg have med hjem til Margrethe, der er væver og under alle omstændigheder ville sætte pris på den.

På et tidspunkt syntes jeg, at jeg også skulle se noget mere af Ecuador. Niels Fock havde også opfordret os til at tage ned til et inkatempel – Inkapirca, dels for at se ruinen, og ikke mindst for at se Tsitsit, den berømte eller berygtede indianerlandsby i nærheden. Alle ved hvordan rygterne går, og de var efterhånden blevet til, at der i Tsitsit var blevet brændt nogle læger fra Mission Andena, og alle betragtede folkene dér som meget farlige.

Hekse, ånder, tro, og hvordan folk bliver kureret. Det var nogle af de emner jeg også var interesseret i at vide mere om. Jeg havde været henne og snakke med en medicin-mand / shaman, men han var ikke meget for at udlevere sin viden. Men vide, det ville jeg. Så en mørk aften gik jeg sammen med en præsteelev fra landsbyen hen til en meget dygtig kone, der var curandera – altså ’klog kone’.

Eileen Maynard var i gang med en anden rapport om drikkevanerne blandt indianerne, og det blev så Bjarkes, Evas og min opgave at komme med indtryk fra vores del af Ecuador. Et af etnografernes adelsmærker er, at vi er deltager i det vi observerer og beskriver – ’deltagerobservation’, kaldes det. Altså, vi skulle med til fester og ceremonier – og drikke med. Det var ind imellem noget af en blandet fornøjelse og et kors

Lederen af Cornell projektet i Ecuador var antropologen Eileen Maynard. Hun var i gang med en rapport om livet på en traditionel hacienda i højlandet. Hun følte virkelig med indianerne, der levede under de mest usle forhold, og hendes rapport fik titlen: ’Indians in Misery’ – hvilket jo ikke lige var den slags anklagende titler, vi var vante til at se på antropologernes landsbymonografier

Ankommet til Ecuador blev vi først indkvarteret på Cornell’s kontor i Quito, og derefter sat ud i hver sin landsby. Bjarke i en lille landsby udenfor Quito, hvor han havde sit hyr med den lokale præst. Eva i en fjern og kold landsby, som hun døjede meget med. Og jeg i den lille venlige landsby Peguche, udenfor Otavalo i det nordlige Ecuador.

Da jeg begyndte at studere etnografi, var der endnu ikke så mange færdige kandidater. Og de som var, havde på fornuftig vis delt klodens verdensdele mellem sig. Een fik Afrika, een Indien, een Indonesien, til der ikke var flere kandidater og verdensdele tilbage.