Der var mange, mange gode grunde til, at jeg blev helt vild med at bo i Mexico. En af dem var ikke mindst den etniske indianske musik, såvel som den almindelige udbredt musik i alle sine forskellige toner, instrumenter og udtryk, der er så øresmægtende gode i Mexico.

Bjørn Førde og jeg havde samarbejdet om flere projekter om Latinamerika i forbindelse med en studiekreds jeg organiserede på Centret for Udviklingsforskning. Bjørn er dygtig, energisk, hyggelig og selskabelig.

Det var gået godt med de to bøger fra La Huasteca, som blev udgivet på Mellemfolkeligt Samvirke. I den tid var Danmark så småt begyndt at rulle sine bistandsprojekt ud rundt om i verden, og for at få opbakning til det i de hjemlige parcelhuse, gik man samtidig i gang med at oplyse danskerne om de kulturelle og økonomiske forhold rundt om i den knapt så privilegerede verden.

Silvia og jeg boede nu sammen med Eckart Boege og Luisa Paré i Tlalpan, en lille forstad i den sydlige del af byen Mexico, som efterhånden var blevet helt opslugt af storbyen. Vi blev sagt op, og Silvia og jeg købte med hjælp fra mine og Silvias forældre, nogle halvfærdige selvbyggerhuse for foden af kirken i landsbyen Tepepan, som også var godt på vej til at blive opslugt af urbaniseringen.

Mexico har siden den spanske koloniadministration, og vel også under aztekerne i den centrale del af Mexico, været et meget centralistisk styret land. Alle initiativer kom og kommer stort set stadig fra centralregeringen, og alle beslutninger skulle ind omkring Mexico By og vende. Sådan var det også med udforskningen af fortiden og historien.

I august 1976 rejste Magrethe og Annika tilbage til Danmark – og jeg flyttede sammen med Silvia og Elvira! Silvia var færdig som etnograf/antropolog og havde fået arbejde i et social-anthropologisk studieprojekt i Mezquital-dalen i delstaten Hidalgo, lidt nord for Mexico By.