Man skal nok have boet både i Jylland og på Yucatan, og studeret verdenskortet, for at bemærke, at de begge er halvøer, der strækker sig fra syd mod nord. Kigger vi efter, opdager vi også, at de er de eneste store halvøer med denne retning. Alle andre, Italien, Spanien, den Californiske halvø, Florida,Laos, Cambodia og Thailand – alle hænger de på et kontinent med næsen fra nord mod syd.

Kommer du til selskab eller møde, kan du præsentere dig med et – godaften mit navn er Christian, jeg er antropolog. Men, arbejder du på gaden, som gadens piger gør, ville du ikke forvente at blive mødt med et – godaften, mit navn er Lorena, jeg er luder, eller om du vil, sexarbejder. Nej vel!

Prostitution er et erhverv som dem jeg kom til at kende, ikke ønskede at forblive i. Men at finde et alternativ er for de fleste svært. Og de som bliver ved i faget, lærer spillet regler.

Prostitution er, for at sige det gennemtærsket banalt, et universalt fænomen. Og det vil det altid være – så længe der er fattigdom og ulighed. Jeg begyndte at interesserer mig for de prostituerede i Merida omkring 2009, efter jeg i mange år, uskyldig som jeg er, havde gået forbi dem på vej til min hængekøjebutik i gade 58, uden rigtig at lægge vægt på deres diskrete invitationer.

Der er fordele – og bagdele ved alt, og alle. Fordelen ved at være ’free-lancer’, daglejer er, at du er en fri fugl, og kan sætte dig på hver en gren du har lyst til. Bagdelen er, at du altid skal ud og søge, for noget skal du jo have at leve af. Jeg har tilbudt mine uomtvistelige store talenter og fantastiske og nødvendige projekter til gud og hvermand, og de fleste har jeg fået afslag på. Ni modo, desværre – det er frihedens pris.

Jeg har gennem tiden bragt mange foto- og kulturudstillinger med mexicanske temaer til Danmark. Var det så ikke også på tiden at vise noget ’rigtig’ dansk for mexicanerne? Det overbeviste jeg mig selv om, og gik i gang med at vælge ud af de mange fotos jeg altid tog, når jeg var i Danmark.

I ’gamle dage’ var der noget der hed stykgods, og man kunne få en større eller mindre trækasse sendt til Danmark fra Mexico. Det begreb eksisterer ikke mere. I dag skal alt, stort som småt sendes i en container.

Det er banalt at skrive, at vi alle dør. Men folk i forskellige kulturer forholder sig forskelligt til døden, og herom er der spændende stof at hente frem og fortælle.

Under hele mit ophold i Mexico har jeg altid haft en lille ankerplads på Moesgaard Etnografiske Afdeling under Århus Universitet. Det skyldtes mit venskab med Klaus Ferdinand, som jo satte mig på sporet – ganske vist i København – med at læse etnografi. Men kontakten til Klaus og afdelingen blev bevaret, og jeg har indsamlet genstande til museets UNESCO skolesamling, og hen ad vejen har jeg deponeret alle mine fotos i museets mere sikre arkiver, end i mine tropiske, fugtige gemmer.

Min kone Silvia fik som antropolog arbejde som etnobotaniker på Instituto Nacional de Recursos Bioticos – INIREB, i Mérida. Jeg var holdt op med at arbejde på nationalmuseet INAH, og forsøgte mig nu som ’daglejer’, og var derfor altid på udkig efter både spændende, men i høj grad også indbringende jobs. Desværre er de mest spændende arbejder ofte også de mindst indbringende.

Verden er fuld af tilfældigheder og for mig, som regel, gode sammentræf. Mine nu afdøde forældre holdt fra 5. maj 1945 og måske også tidligere, da den stadig var illegal, avisen Information, til min far som 80 ikke mere gad læse de lange artikler, og gik over til den korte ATS i Politiken.

Imens jeg arbejdede på fiskeriudstillingen i 1987, blev jeg kontaktet af Per Schultz og Anette Pilmark fra Danmarks Radios børneafdeling. De skulle til Mexico og optage årets julekalender, ved at følge en dreng og hans familie i hovedstaden.

Jeg havde tit været i domkirken i Mérida, og altid undret mig over, at der ikke fandtes en bog eller en brochure, som fortalte lidt om kirkens historie og en forklaring på alle de helgener, der står langs væggene som ’ukendte’ figurer rundt omkring i kirken.

På mine ture rundt på Yucatan kunne jeg ikke undgå at lægge mærke til og besøge de mange, mange, ofte kæmpe store koloniale kirker, der var i enhver større by, eller der hvor byer nu var forladte og kirken stod helt øde og alene. De fleste kirker var i en elendig forfatning, og hvor taget ikke vár faldet ned, så var det mange steder lige ved. En del kirker havde også gennem årene fået stjålet noget af inventaret, kunne man se, for her og der manglede der et stykke af en altertavle.

Valladolid er, eller var i min tid dér, en mindre by, hvor alle kender hinanden, og da vi var naboer til byens borgmester, don Clementer Alcoser, ja så kunne vi jo heller ikke lade være med at ’snakke over hegnet’, om mayakulturen, den levende og den døde, og om den vigtige rolle som de historiebevidste i Valladolid mente deres by havde haft

I mit lange arbejdsliv på Yucatan har jeg kun haft fast ansættelse ganske få år. Jeg havde, hvad mange ville kalde en drømmestilling på den lokale afdeling af Mexicos ’nationalmuseum’ INAH Instituto Nacional de Antropologia e Historia, med fast løn og udsigt til en god pensión.