Jeg havde tit været i domkirken i Mérida, og altid undret mig over, at der ikke fandtes en bog eller en brochure, som fortalte lidt om kirkens historie og en forklaring på alle de helgener, der står langs væggene som ’ukendte’ figurer rundt omkring i kirken. Jeg syntes det var lidt for ’dårligt’ at ingen yucateker, eller til nød en udefra kommende historiker, havde taget denne udfordring op. Det er trods alt yucatekernes domkirke og de kan bryste sig af, at deres var den første domkirke, der blev færdig på det Amerikanske kontinent. Årene gik, og nu nærmede 400 års dagen sig i 1998 for kirkens færdiggørelse, og der kom stadig ingen bog. Nå, tænkte jeg, hvis ingen andre vil lave den, så må jeg vel være den bedste til det, selv om jeg hverken er historiker, kunst- eller kirkekyndig, eller for den sags skyld katolik. Jeg præsenterede ideen for Yucatans ærkebiskop Mons. Emilio Carlos Berlie Belaunzarán, som sagde god for projektet. Vi havde mødt hinanden et par år i forvejen, og straks udvist gensidig sympati, selv om vi har forskellige holdninger til religionen. Han arbejder som katolik med at fastholde og udbrede den rette tro. Og jeg som antropolog prøver at at forstå og beskrive den førspanske religion som den katolske kirke forsøgte at udrydde. Meget lykkes det munkene og præsterne, men i de traditionelle maya samfund er der stadig meget af det gamle tilbage, og som nu er blevet en velintegreret del af gode mayaindianeres katolske tro.
Jeg kom i gang med at tage billeder af kirken, så at sige, fra top til tå og fra den ene ende til den anden. Jeg hang ud fra klokketårnet, for at fotografere en indskrift på en af de ældste klokker, og jeg rokerede rundt på nogle løse brædder med lamper og trefod på toppen af et 6-7 m højt byggestillads, der absolut ikke var sikkerheds-sikret, for at kunne tage billeder af de malerier der hang under loftet. Men alt gik godt, og jeg tror det nok var fordi, at jeg på en måde arbejdede for Vorherre og kirkens mange skytshelgener, så de holdt bestemt en hånd over og især under mig.
Da jeg som sagt kun er voyeur, syntes jeg ikke det ville rimeligt, at jeg også skulle skrive tekst, men det fik jeg overtalt Padre Juan Castro til. Han er til daglig leder af kirkens ’folkeregister’. Billederne afleverede jeg til Padre Juan og han skrev så en tekst og forklaring til hvert motiv. Men jeg syntes der manglede en generel arkitektonisk og kunsthistorisk tekst. Her kom skæbnen igen projektet til gode, idet jeg mødte Kate Howe, fra Florida, som var i gang med at lave en doktordisputats om klosteret Sisal i Valladolid. Jeg havde forsøgt at overtale Miguel Bretos, men han svarede aldrig, og så var jeg så heldig, at træffe Kate. Hun sagde ja, og så var vi jo en treenighed, der tilsammen fik lavet bogen om katedralen. Bogen kom både i en spansk og en engelsk udgave. At det er den bedste bog om kirken er der ingen tvivl om, af den simple grund, at den var den eneste. Om den også er god, og god nok, er noget andet. Jeg var ikke helt tilfreds med billedgengivelsen, idet billederne blev reproduceret fra færdige aftryk, og ikke fra negativerne, hvorved de gengives uskarpt og uldent.
I begyndelsen af 2011 løb jeg – igen – ved et tilfælde på Miguel Bretos på et gadehjørne. Vi måtte jo snakke, og han fortalte så, at han var igang med at lave sin bog om Meridas Catedral. Ærgerligt at vi ikke fik det gjort sammen, for så var den blevet alle tiders. Han fik på sidste vers i sit liv med Parkinson sygdom udgivet en stor coffetable bog om katedralen – men uden et ord om min første bog. Jo, han var sur over, at jeg kom først. Men for pokker Miguel, jeg havde jo tigget og bedt dig! Jeg er sikker på, at han var fornærmet over, at jeg var kommet ham i forkøbet, for jeg blev heller ikke inviteret til præsentationen. Men sneg mig dog med.
Selv om det er svært nok at lave en bog, så er det efterhånden min erfaring, at det største problem med bøger, det er at få dem trykt og solgt. Således også med bogen om katedralen. De sælgere der står foran domkirkens hovedindgang og sælge postkort til turister og helgenbilleder til de troende ville ikke videresælge bogen, og byens største boghandel og forlag Dante var nærmest lidt hånlig overfor resultatet, som de sagde, kunne have været blevet meget billigere og bedre, hvis den var blevet trykt i Mexico By (vel underforstået, af dem), så de ville ikke tage den i kommission. Ja ja, tænkte jeg, og huskede på Bibelens ord, at man ikke skal kaste perler for svin ! Det endte med at bogen bliver solgt fra Padre Juan’s ’folkeregisterkontor’, men de som kommer dér, kommer efter dåbscertifikater og vel ikke for at købe bøger, så det svind der er i bogstakken skyldes, har jeg ladet mig fortælle, de eksemplarer Mons. Emilio tager med sig og forærer, når han rejser til Vatikanet og udensogns. Og jeg trøster mig med de ord, som folk her på egnen siger, når man forærer dem noget: ’Dios te paga’ – Gud vil belønne dig !, så jeg på denne måde oparbejder kredit hos Vorherre.
Bogen blev præsenteret for den lokale yucatekiske presse i det højloftede rum bag koret, hvor alle Yucatans biskopper er portrætteret på store malerier, de første frit efter fantasien, og alle med samme alvorlig mine. Jeg mente nu også den burde presenternes for de almindelige kirkegængere, og det fik et underligt forløb. Op til påsken plejer ærkebiskoppen inden aftenmessen at forklare, hvad der skete med Jesus i de følgende dage. Nu blev vi forfattere og fotograf sat ind i dette program. Vi blev bænket ved et langbord foran alteret: jeg, Kate, Mons. Emilio og padre Juan og forklarede for en vist nok undrende menighed hvordan vi havde lavet vores bog, og bla bla bla, hvilken stor betydning den havde. Det var lidt svært for alle at høre hvad der blev sagt, for indenfor skrattede højtalerne og udenfor larmede busserne, når de gassede op i gaden ved siden af kirken.
Vi afsluttede aftenen med en sorbetis i den traditionelle isforretning Colon skråt overfor katedralen.
Som god hedning, halvateist, lutheransk protestant og medlem af den danske folkekirke, gav Vorherre mig i opgave at lave en bog over den første katolske domkirke på det amerikanske kontinent, domkirken på Yucatan – når nu de gode katolikker ikke selv ville. Jo Guds veje er uransagelige !! Og Gud ske lov for det, for hermed fik jeg en himmelfalden opgave.
Siden modtog vi et pænt brev fra bibliotekaren ved det pavelige bibliotek i Rom, og dermed var jeg tilfreds. ’Det er fuldbragt’.
