Det er banalt at skrive, at vi alle dør. Men folk i forskellige kulturer forholder sig forskelligt til døden, og herom er der spændende stof at hente frem og fortælle.
Jeg har ikke været hele jorden rundt og studere dødekult, men jeg tror ikke det er for meget at sige, at Mexico er det land, den kultur, de mennesker, der har den mest afslappede holdning til ’døden’, og på smukkeste vis har inkorporeret den i deres dagligdag. Døden undslipper ingen, men så kan vi jo lige så godt forberede os med det uundgåelige, ved at lave skæg og ballade med døden og de døde – på respektfuld vis.
Hvor der er liv, er der også død. De levende begraver de døde på den kirkegård der, generelt set, altid ligger vest for enhver stor eller lille by på Yucatan. Jeg kan ikke helt sige hvorfra min interesse for kirkegårdene stammer, men måske var det i forbindelse med min datters død og begravelse på den meget smukke kirkegård i Hoctun øst for Merida. Efter den tid begyndte jeg systematisk at besøge alle de kirkegårde jeg i forbindelse med mine fotoregistreringer af kirker kom forbi. Det viste sig, at der ’indholdsmæssigt’ og i udformningen af gravminderne er forskel på de mange kirkegårde på Yucatan, og at hver især afspejler historien og traditionerne i den landsby hvor de ligger. Den store fælles kirkegård i Mérida er som en by i byen, med de fines ’kvarterer’ i den ene ende med alle deres prangende mausolæer, og mellemklassens og de fattiges dødehuse i den anden ende af kirkegården, af mere ydmyg fremtoning. Og i den lille landsby Xocen, hvor alle er milpa-bønder og lever af jorden, dér er alle gravstederne blot en enkel markering med nogle få, af de mange sten, der ligger overalt på jorden.
Jeg fotograferede systematisk de forskellige kirkegårde og gravsteder, og når det blev tid for de døde sjæle, los pixanes, at komme på besøg hos de levende i slutningen af oktober og begyndelsen af november, fotograferede jeg de altre og spisepladser, der bliver stillet op i ethvert hjem på Yucatan. I Mérida bliver der hvert år arrangeret processioner af ’døde’ sammen med et fornøjeligt teaterstykke mellem Catrina skellet, udødeliggjort af den mexicanske grafiker Guadelupe Posadas, og den folkelige yucatekiske la huira. Det vises foran domkirken og er et tilløbsstykke.
Alle de billeder og indtryk brugte jeg til en fotoudstilling og et seminar på Universidad Autonoma de Yucatán, UADY, og år senere samlede jeg billederne i en serie, som stadig vises på universitetets www hjemmeside. http://www.uady.mx/sitios/mayas/exposicion.
De mange indtryk fra Yucatan om kirkegårdene ogv de døde sjæles gav mvig inspiration til en stor udstilling, som i 2001 åbnede på Moesgaard Museum. Til denne udstilling Festen for de Døde hentede jeg også billeder og indtryk fra andre dele af Mexico. I Mexico By er den lille forstadsby Mixque blevet et turistmål, hvis man vil se noget om Allehelgens festen for de døde. Jeg tog derud, sammen med Lars Sand Kirk, men der var flere blitzlys fra turisternes kameraer, end der var levende lys på gravene, så vi flygtede hurtigt derfra. Men på vej tilbage gennem byens mørke gader i minibussen så jeg pludselig det gule varme lys stråle ud i den mørke nat. Det kunne kun komme fra levende lys. – Her stop, jeg skal af, råbte jeg til buschaufføren. Vi trådte nu ind på en kæmpe stor kirkegård, fuld af mennesker, blomster og levende lys eller små bål til at holde sig varm eller lave lidt mad. Resten af natten forløb let med at gå rundt og snakke med de mange mennesker, der sad og holdt sig varme med punch og atole omkring gravstederne i selskab med døde og levende familiemedlemmer. Det blev til en masse stemningsfulde billeder, som jeg tog på stativ, for ikke at bruge blitz. Ud på de tidlige morgentimer fik vi lov til at sove lidt i en lænestol på kirkegårdskontoret.
Et andet år opholdt jeg mig i egnen omkring byen Oaxaca, hvor der er virkelig gang i festen for de døde. Især var danseprocessionerne i den lille landsby San Agustin Etla et fantastisk skue, hvor de mange unge dansede med tunge dragter af påsyede bjælder, der rytmisk angav dansens trin. Andre var udklædte som forhadte politikere, præster og biskopper, der dansede fra det ene hus til det andet. Og alle steder blev de rigeligt beskænket – for at få dansekræfter.
Udstillingen med masser af indsamlede genstande og fotos er siden blevet vist på 10 danske museer. Og genstandene er endt på Moesgaard Museum.
