Under hele mit ophold i Mexico har jeg altid haft en lille ankerplads på Moesgaard Etnografiske Afdeling under Århus Universitet. Det skyldtes mit venskab med Klaus Ferdinand, som jo satte mig på sporet – ganske vist i København – med at læse etnografi. Men kontakten til Klaus og afdelingen blev bevaret, og jeg har indsamlet genstande til museets UNESCO skolesamling, og hen ad vejen har jeg deponeret alle mine fotos i museets mere sikre arkiver, end i mine tropiske, fugtige gemmer. Mange af de genstande jeg har været vist på danske museer, er siden overdraget til Moesgaard Museum.
Under et besøg til mine negativer faldt jeg i snak med Sibba Einarsdottir, som stod for samlingerne. Hun var netop i gang med at planlægge næste års Pilefestival. Og hvad skulle der nu sættes på programmet? Sidste år havde der været besøg af polske pileflettere – og hvorfor så ikke mexicanske flettere til næste år, foreslog jeg. Der er meget og forskelligt flet i Mexico, men ikke det hele er med pil – hvis det overhovedet eksisterer. Men man skal også være åben for nyt. Så enden blev, at jeg skulle komme med en lille flok flettere, og samtidig organisere en mindre udstilling med mexicansk flet – som endte med ikke at blive så lille endda.
Indsamling til udstillingen bragte mig rundt i Mexico i delstaterne Queretarro, Michoacan, Mexico, Puebla og Oaxaca, Campeche og Yucatan. Det giver nogle fantastiske oplevelser, at sidde ude hos fattige indianske håndværkere – alle indianere er næsten pr. definition fattige – og se hvordan de omformer de naturlige vidjer til smukke kurve, hatte, skåle. I delstaten Oaxaca i en af de fattigste egne i Mexico sidder de tilbageblevne kvinder – for mændene arbejder i USA – og fletter hele orkestre i små loppecirkustore figurer. I Merida på Yucatan fik jeg ’junkfood’ flettekurve fra en stor flergenerationsfamilie, som bor i et hus ‘sort som kul’ – indvendigt – og uhumsk som bare … Men, når jeg trådte ind, var det ligesom at synge videre på den gamle slager: Her i vores hus er glæde, her er liv og glade dage… med Raquel Rastenni I DRs Giro 413. Ja, I kan høre, at jeg er af den gamle årgang, for hvem er nu hun ?. Sådan var familien, enormt gæstfrie!
Da vi kom tilbage til Mexico hørte vi fra holdet rygter om, at de ikke havde fået nok at spise. Ikke nok at spise ?, vi var gået fra den eneinvitation efter den anden, og alle var nok kommet et par kg. vægtigere tilbage. Da vi borede i emnet viste det sig, at doña Juanita klagede sig over, at der ikke var tortillas. Og de er uundværlige i traditionel maya spisevane, hvor tortillaen bruges som ske og gaffel. Juanita led meget af hjemve. En antropolog ville kalde det kulturchok. Doña Malena, som var den altid glade på rejseholdet, erklærede, at hun i sit kommende liv ville genfødes som hund – vel at mærke som dansk hund, når hun nu betragtede hvor meget danskerne kælede for de firbenede, lod dem spise med ved bordet og sove med i seng og sofa.
