Min kone Silvia fik som antropolog arbejde som etnobotaniker på Instituto Nacional de Recursos Bioticos – INIREB, i Mérida. Jeg var holdt op med at arbejde på nationalmuseet INAH, og forsøgte mig nu som ’daglejer’, og var derfor altid på udkig efter både spændende, men i høj grad også indbringende jobs. Desværre er de mest spændende arbejder ofte også de mindst indbringende.
Lederen af INIREB var den unge, dynamiske og begejstrede biolog Iliana Espejel. Jeg foreslog hende nu, at vi skulle lave en stor samlet udstilling om Vores Planter / Nuestra Plantas – som på populært folkeligt plan skulle give en videnskabelig funderet oversigt og forklaring over Yucatan halvøens botanik og brug af planter. Alle på instituttet arbejdede med begejstring med på ideen, og jeg tog de fotos der skulle bruges til udstillingen, hvilket bragte mig vidt omkring på Yucatan. Med den begejstring blev det en meget flot udstilling vi fik sat op i forhallen til teateret Peon Contreras i februar 1987- midt på byen Meridas hovedstrøg, så et højt besøgstal automatisk var sikret med de forbigående, der så lige kiggede ind. Vi havde planlagt at lave en bog på grundlag af udstillingens tekster og billeder. Men – pludselig skulle instituttet af politiske grunde nedlægges eller lægges sammen med et andet, så al den viden og de mennesker der var på instituttet, blev spredt for alle vinde.
Ideen og inspirationen fra denne udstilling tog jeg med til Danmark, hvor jeg præsenterede den på Dansk Landbrugsmuseum, på Gammel Estrup på Djursland. Her skulle der gå flere år, inden tiden var moden til en sådan udstilling. Det skete da udstillingsarkitekt Lars Sand Kirk og jeg mere målrettet begyndte at lave udstillinger til danske museer. I 2001 kom vi efter ansøgning og afslag, og ansøgning og afslag endelig igennem med udstillingen Agricola – Planterne vi har fået fra America. Det skyldtes ikke mindst den nyudnævnte museumsdirektør Peter Baunshøjs stædighed og tro på ideen. Man kan jo undre sig over, at så få kan se det indlysende i en oplagt idé, og først når hele teaterforestillingen er sat op, klapper i deres små hænder!
Ideen i udstillingen var at vise alle de nytteplanter vi – altså os europæere – har fået fra det amerikanske kontinent. Og det er ikke så få. Livet blev mere smagfuldt efter at vi fik kakao, chokolade, vanilje, tobak, og coca (uha uha), ananas, foruden majs, bønner, græskar, bomuld, sisal, gummi og en række medicinske planter. For slet ikke at tale om noget så dansk som jordbær og kartofler. Hvad skulle vi have gjort uden alle de indvandrere?
Da udstillingen var blevet godkendt rejste jeg sammen med Lars Kirk rundt i Mexico, hvorfra de fleste af disse nytteplanter stammer. Jeg, for at tage billeder, og han for at indsamle genstande til udstillingen. Det endte også med, at vi tog til Peru, for et billede af en kartoffelmark taget i kartoflens hjemland, syntes vi ikke skulle mangle.
De menneskelige samfunds udvikling gennem årtusinder er historierne om lån, udveksling og videreudvikling mellem forskellige kulturer, hvor alle har bidraget. Det er, eller burde være almenviden, men pludselig var der i vores lille danske smørhul opstået en frygt for det og især angsten for de fremmede. Retfærdigvis skal det indrømmes, at angsten også skyldtes en vist angst for, at vi ville blive løbet over ende af grupper, der var betydelig talstærkere end det samlede antal danskere. For at give vores lille gram sand til at aflive denne frygt, blev temaet ’indvandring’ til en væsentlig pointe i vores udstilling, selv om hovedfokus stadig var på selve planterne. En stor del af de nytteplanter, som vi i dag betragter som rigtig danske, som kartoflen, tomaten og jordbær stammer oprindeligt fra Amerika, og er altså indvandrere.
Udstillingen blev åbnet af den mexicanske ambassadør i Danmark i sommeren 2002, og siden på 9 forskellige museer i Danmark.
