Fra jeg ankom til la Huasteca, har jeg taget fotografier i s/h og dias. En del er blevet brugt i de bøger jeg fik lavet, men der var alligevel en del til overs på de 350 ruller film, jeg fik taget i min tid dér. Det havde altid været min idé og drøm, at lave en rigtig god fotobog fra la Huasteca, hvor det er fotografierne, der tages hensyn til ved trykningen, og ikke kun teksten, hvorved det ofte giver snusede billeder.

Hvad blev så resultatet af mit ophold i la Huasteca ? Når jeg nu (2007) 30 år senere ser tilbage, så må jeg vel sige eller indrømme, at opholdet var et led i en større plan for min mexicanske uddannelse. Der kom nogle småpublikationer ud af opholdet i La Huasteca, men de større resultater skulle vente på sig. De kom langt senere, og fra en hel anden region, nemlig Yucatan.

Dengang jeg blev færdig som etnograf, var det stadig indiskutabelt, at den nybagte kandidat skulle på feltarbejde i langbortistan, hvor han eller hun helst skulle opholde sig mindst et års tid. Og familien ? Jo tak, den måtte så finde ud af, hvordan den kunne indrette sig.

Jeg følte nok, at jeg sad i et etnografisk smørhul med al den ’etnografi’ jeg kunne ønske indenfor rækkevidde. Men jeg havde også fornemmelsen af, at sidde noget alene med hele herligheden.

La Huasteca var, og er stadig et meget fattigt område med store sociale modsætninger og ringe økonomisk udvikling. Det førte også til sociale og politiske sammenstød. Mange mente, at den mexicanske revolutions løfte om jord og frihed til bønderne langt fra var blevet indfriet.

Min anden udvalgte landsby blev kaffebyen Tamapatz. Landsbyen ligger oppe i bjergene, 6 timers vandring fra byen Aquismón ad en gammel muldyrsti, der mange steder er regnet væk, og andre steder i regntiden er fuld af mudder.

På baggrund af disse lystfulde orienteringsture besluttede jeg, at udvælge et par landsbyer i forskellige regioner, hvor jeg ville bore ned. Den ene blev den lille landsby Tataquatla med en ren indiansk huastekisktalende befolkning.

Dette store område med dets folk og forskellige kulturer var den udfordring jeg nu stod overfor. Hvordan pokker skulle jeg gribe den an. Jeg var blevet ansat til at lave en etnografisk eller antropologisk beskrivelse af området – men ! hvordan? Det var noget af en mundfuld at bide over.

Det område hvori INI-centret opererede, la huasteca potosina er på størrelse med Fyn, og det består af vidt forskellig natur og samfundsøkonomier. Et stort områder udgør den frugtbare kystslette, der strækker sig ca. 100 km fra Den Mexicanske Golf ind til Sierra Madre Bjergene.

Heldigvis var det umuligt at finde et hus til leje i Cd. Santos – for byen var indeklemt, støjende og snusket. Mit drømmehus fandt vi i den nærliggende by Aquismón, som ligger på den svagt bølgende slette for foden af de høje Sierra Madre bjerge. Mit hus var et stort træhus med store åbne skoddevinduer. Her flyttede jeg ind sammen med Margrethe og vores datter Annika.

Efter en 7-8 timers lang bustur fra Mexico By ad den snoede Pan American landevej over Sierra Madre bjergene, steg jeg en eftermiddag sidst i april af bussen og stod med alle mine pakkenelliker for foden af en stejl bjergkam.

Mellem 8 – 10 % af den mexicanske befolkning har som modersmål et af de 56 forskellige indianske sprog, der er registreret i landet. Om de fleste af disse nulevende grupper fandtes der meget lidt litteratur og oplysninger, hvad angår økonomi, sociale, kulturelle og religiøse aspekter. Heldigvis er dét siden blevet meget bedre.

Mit spanske var ikke overvældende da jeg præsenterede mig i INIs kontorer. Men jeg klarede mig igennem de første interviews med antropologen Salomon Nahmad (1935 – ?), daglig leder af INI. Et par dage efter fik jeg foretræde for Mexicos ’grand old antropolog’ Dr. Gonzalez Aguirre Beltran, (1908-1996) direktør for INI, og samtidig vice-undervisningsminister for uddannelse af den indiansktalende del af befolkningen.

Jeg havde til min magisterafhandling i etnografi skrevet ’stor’ opgave om landsbyen Chan Kom på Yucatan. Siden været på et