Jeg havde til min magisterafhandling i etnografi skrevet ’stor’ opgave om landsbyen Chan Kom på Yucatan. Siden været på et kort besøg i Mexico, og blevet vild begejstret for landet. På anbefaling af den mexicanske økonom Alonso Aguilar, som jeg havde besøgt i Mexico og siden kunnet invitere til Danmark i forbindelse med mit Latinamerika seminar på Centret for Udviklingsforskning, forsøgt jeg at få forskningspenge til at lave et – og det indrømmer jeg gerne nu – helt urealistisk projekt om at sammenligne den kapitalistiske landbrugsudvikling i den nordvestlige delstat Sonora med udviklingen i den mere traditionelle sø-lige del af Mexico. Men uden resultat! Hvad kunne jeg så gøre for at komme til Mexico ? En anden mulighed var jo også, at fortsætte med de undersøgelser jeg havde været med til i Afrika, da jeg var udsat som militærnægter på Centret for Udviklingsforskning. Men jeg følte mig mere som ’latinamerikanist’. Jeg ville tilbage til Mexico. Men hvordan?
Som så mange gange i mit liv er appelsinen faldet i min turban, lige som jeg stod og drømte om en. Gennem den hollandske sociolog Gerrit Huizer, som jeg også havde inviteret med til mit Latinamerika seminar, fik jeg at vide, at der ved det nationale indianerinstitut (Instituto Nacional Indigenista – INI) blev givet forskningsmidler til udenlandske studenter. Hvad jeg ville få i kostpenge, var dog ikke nok til, at en dansk familie kunne leve af det. Men, så lykkedes det mig at blive udsendt af DANIDA til Mexico som ’expert’. Wauwee! Min ekspertviden var yderst begrænset, men da jeg var vild efter at komme til Mexico, ville jeg lægge mig i selen for at gøre mig fortjent til titlen!
Det lykkedes. I april, 1974 tog jeg flyveren til Mexico. Med mere gratis håndbagage end indskrevet. Skrivemaskine, et nyindkøbt Nikkormat fotoapparat med 105 mm og 35 mm linser, samt et Durst forstørrelsesapparat. Plus alt det ’løse’. Det var dengang! I kufferten havde jeg også fået klemt et B&O stereo- og grammofonanlæg med. Det gav en del problemer i tolden i Mexico, hvor jeg insisterede på, at jeg havde ’diplomatstatus’, da jeg var udsendt af det danske udenrigsministerium. Men det forstod tolderne med rette ikke noget af. Det endte med, at en garvet dansker i Mexico ordnede mit problem, ved at stikke tolderne nogle sedler, så jeg kunne forlade lufthavnen med hele indboet. Velkommen til Mexico!
