Menú

114. Gode venner og veninder

Prostitution er et erhverv som dem jeg kom til at kende, ikke ønskede at forblive i. Men at finde et alternativ er for de fleste svært. Og de som bliver ved i faget, lærer spillet regler.

I de mange år jeg har boet i Mexico har jeg naturligvis set den store fattigdom størstedelen af befolkningen lever i. Men ud over at låne lidt ved et opstået problem, give indpakkerdrengen i supermarkedet rigelige drikkepenge, betale en ordentlig løn til dem som hjælper os i huset, eller give de byttepenge jeg har i lommen til en tigger – for det er også et arbejde at sidde og tigge – så har jeg aldrig involveret mig i gøre noget særligt for ’de fattige’. Med det venskab jeg nu havde knyttet med mange af de gadens piger, har jeg fået et andet forhold til ikke at have til dagen og vejen, ikke at kunne sende sin datter i skole, da der ikke er til buspenge, eller servere andet end et par æg til morgen, middag og aftensmad, fordi der ikke er … Disse indtryk har gjort, at jeg, som har mit på det tørre, forsøger at lave mine egne små danida projekter, for at hjælpe kvinderne og deres familie videre. Rosario som sagde ja til at vise sig på foto i evakostume ved udstillingen har jeg hjulpet til et stort kørekort, så hun nu kører langvejs trailer – lidt usædvanlig for kvinder, men de eksisterer. En anden har fået en symaskine, penge til læge og medicin og en tredje får støtte til børnenes skolepenge. Jeg fik selv en enorm og uvurderlig hjælp af min engelske gudfader til at lande, hvor jeg er idag. Nu oplever jeg, at sønnen i den familie jeg hjælper, nu kan begynde sine studier på universitet i Merida. Jeg ser paralleller, og føler, jeg betaler tilbage. Og sådan hen ad vejen. Nej, når jeg skriver dette, er det ikke for at pudse en glorie, men fordi det er vigtigt at erkende, at du som har det godt, også kan hjælpe til, at andre får det bedre. Lige så godt kan være svært, for så skal du jo gøre som tiggermunken San Francisco og dele alle dine ejendomme ud. Og dét, det gør kun tiggermunken Francisco.

Nora er mig en gode veninder. Mødte
hende, hvor hun arbejdede i gade 58 og jeg interviewede kvinderne dér. Tog fotos af hende ¨på arbejde¨, som blev brugt i bogen, De anstændige kvinder, og billeder af hele familien, ved hendes pigers skoleafslutning. Da hun skulle giftes, bad hun mig være bryllupsfotograf, hvad jeg selvfølgelig sagde ja til. Dér stod hun, smuk og glad omgivet af sine to piger, familie og mange kollegaer. Manden fandt hende på arbejdet, men ikke mange udholder at deres hustru/samlever arbejder på gaden. Heller ikke hendes ægteskab holdt.
Over en kop kaffe fandt jeg ud af, at hendes fulde navn er Nora Christian.

– Christian ?, spurgte jeg. Kender ingen kvinder med dette navn. Cristina, ja, men ikke Ch Christian.
– Jo, sådan er mit navn. Da jeg blev født kunne far og mor ikke blive enige om mit andet navn. Min mor insisterede på Cristina, hvortil min far indvendte, at så ville jeg altid blot blive kaldt Cris. Nej, så må hun registreres CHristian, insisterede min far og sådan blev det i min dåbsattest, med Ch.
Fornylig viste Nora mig, at hun havde fået tatoveret sine to pigers navn på skulderen. Foruden sit eget Christian, men forkortet til Chris. Nu fortalte hun, at hun sparede sammen til en ny tatovering med Chris som en del.
– Nora Christian, Ikke at jeg vil pådutte dig en tatovering, eller mit navn. Men, da vi er navnesøskende, og du alligevel vil få lavet en tatovering med dit navn, så giver jeg mit bidrag til din tatovering, og du tatoverer vores begges fulde navn, Christian. Et tilfælde i livet, som vi kun møder én gang, og som bestemt er det eneste i verden. Som tænkt, så gjort. Jeg selv fulgte ikke op med en tatovering. Vi mødes ofte over en kop kaffe – med og uden fløde. Alderen og diabetes tager sit tag på hende, og uden social sikring er det ikke let. Så må læger og medicin tjenes ind på lagnet. Jeg giver min skærv.

kapitler