Jeg knoklede videre, og jo dybere jeg kom ned i forholdene, jo mere spændende blev det. Nu endte det også med, at jeg foreslog Niels Fock, at vi skulle prøve at få sønnen i det hus, hvor jeg boede med til Danmark. Antonio Lema gik på universitetet i Quito, og kunne i Danmark udfylde en rolle som quechua-lærer, samtidig med, at han selv fik undervisning og udvidede sin horisont – som jeg havde gjort det i hans landsby og verden. Niels var med på ideen, og gik med ildhu i gang med at undersøge mulighederne. Og det lykkedes faktisk. Men, det endelige ansvar måtte ligge på mine skuldre, som der stod i Nielses svar af 12.11.65:
Tak for dit tossede brev, som jeg trods alt synes rummer noget spæn-dende og godt. Jeg gik derfor straks i gang, og fik Lauritzen direkte på telefonen, og fik med lidt kniberi tilladelse til at Lema gratis kan rejse med båden den 19-20 november fra Guayaquil til Antwerpen. Samme dag sendte jeg følgende telegram til dig: ”Lema can embark free no-vember 19th on your responsability. Lema must deposit money for re-turn journey.”
Desværre stod der også i brevet, at der ikke ville gå bananbåde tilbage, og så kunne der blive et problem med at få Antonio tilbage. Dels herpå strandede udvekslingsprojektet, men også fordi jeg nu gik hen og fik gulsot, og slet ikke kom med den planlagte båd tilbage.
I slutningen af brevet fornægtede museumsinspektøren og forskeren sig heller ikke, for som Niels sluttede brevet:
Husk at få min kasse med fra Olaf. ( CHR: Olaf Holm, dansk konsul i Guayaquil, og ivrig amatørarkæolog og etnograf ).
Husk at købe al den litteratur som vi kan tænkes at få brug for i fremti-den.
Husk at et par stykker arkæologi og etnografika, altid luner på samlin-gen (og rimeligvis kan afkøbes jer).
Ja den med lige at lægge et par stykker ’arkæologi’ med i bagagen, den går ikke i dag.
