Gulsot, skrev jeg. Historien var denne:
Busserne mellem Quito og Otavalo var bestemt ikke lavet med plads til store gringoer, ligesom affjedringen ikke var helt tilpasset den hullede brolægning på dette stykke af den Pan-Amerikanske Highway. Så det var noget af en lidelse at tilbringe 4 timer i en bus mellem Peguche og Quito. På en tur i november, på vej til Quito var jeg blevet både bleg og svedig, og da vi stoppede i en lille landsby, sprang jeg skælvende og med sveden haglende ned fra panden ud af bussen. Ja hvor pokker kunne jeg finde en skideplads, og det skulle gå stærkt. Der var ikke andet at gøre end hoppe over et hegn, og så ned med bukserne. Da jeg kom op at stå igen tog jeg to skridt og faldt besvimet om. Heldigvis i retning bort fra gerningsstedet! Hvor længe jeg havde ligget dér ved jeg ikke, men bussen var dog ikke kørt fra mig.
Det blev min sidste bustur fra Otavalo til Quito, for det vár gulsot jeg havde fået. Hvad der havde givet mig gulsot er ikke til at vide, men det er, eller var jo en erhvervssygdom blandt etnografer, når de lever ude i ’det primitive’. Men jeg kunne næsten gætte det. Lige så snart Peguche-indianerne vågner om morgenen, bliver børnene sendt efter vand fra en lille bæk, der løber gennem landsbyen. Samtidig med, at børnene er ved bækken, benytter de sig af lejligheden til at få gnedet skidtet og søvnen bort. Man bliver hurtigt vågen, for vandet kommer lige oppe fra sneen på bjergene. Ved bækken er der kommet en masse andre børn – også for at hente vand, så der udvikler sig snart en voldsom snakken og et vandpjaskeri. Længere ned ad bækken er nogle koner og unge piger begyndt at vaske tøj. De gnider tøjet ind i sæbe og gnubber det så mod en stor flad sten, der ligger ude i bækken. Når tøjet er vasket rent, lægges det til tørre på nogle buske eller i græsset. Da bækken er Peguches eneste vandforsyning, er det vel ikke så svært at gætte hvorfra jeg fik min gulsot – til trods for de mange forholdsregler.
Nu blev jeg sammen med Bjarke, der var ramt af det samme, indlagt på et nonne-hospital – dog også med nogle søde unge sygeplejerske, som ikke på sammen måde havde aflagt kyskhedsløfte. Jeg vil ikke sige, at vi benyttede os af det, men det blev til megen fjant, når de stramme nonner havde overstået stuegangen. Morgen og aften kom sygeplejerskerne og tog temperaturen på os, ved at stikke os et lille termometer i munden. Vi var ikke altid lige morgenduelige, og jeg tror det var morgenen efter, jeg en nat var sprunget ud gennem vinduet og kommet sent hjem efter en middag med den søde sygeplejerske Teresa Gordon, at jeg i søvnighed kom til at tygge termometeret over. Og så blev jeg vågen.
Eva Krener bævrede noget, da hun hørte om vores mandefald, for hendes sygeforsikring var lige hørt op. Og hjem til jul skulle hun med den sidste Lauritzen-båd. Det kom hun også, sund og heldigvis uden samme gule farve i huden, som bananerne i Lauritzen’s bananbåd. Bjarke og jeg rejste et par dage inden jul hjem med flyver. Der er et fotografi taget i lufthavnen den dag vi drog af sted.
Bjarke står i den gamle amerikanske militærjakke, der dengang var højeste mode i vores omgangskreds, og som man udvalgte af stakkerne i kælderen i Amerikansk Overskudslager på Ndr. Frihavnsgade. Han var kommet alene til lufthavnen. Jeg står på billedet med min nyvævede store blå Otavalo uldponcho, omgivet af hele min kære familie fra Peguche, samt af det gudbarn, og hans forældre, som jeg ugen i forvejen havde fået, ved at være padrino ved Antonio’s konfirmation / primer comunión i Quitos domkirke, hvor ærkebiskoppen havde lagt hånd og olie på hans lille hoved. Kan man lægge noget i dette fotomotiv ? Jeg tror det ! Jeg står dér som lidt ’native’. Og sådan er jeg jo også senere endt. Jeg er blevet hængende på evigt feltarbejde. Ganske vidst i Mexico, men blandt indianerne og med en mexicansk familie. Bjarke kunne ikke se den overvældende glæde og skønhed livet trods alt er. Han kiggede ind i sit eget liv, og hvad han så, var ikke overbevisende nok til at fortsætte det.
Under mellemlandingen i Bogota – dengang skulle man ud af maskinen – var Bjarke og jeg så sløve af sygdommen, at vi stod og kiggede på at døren til vores flyver blev lukket og trappen rullet væk, førend vi — hjælp det er vores maskine! Vi begyndte at vinke og markere til luftkaptajnen derude i cockpittet, så kraftigt som vores hepatitissvækkede kræfter slog til. Men det var nok til at kaptajnen slog bremsen i, og det er således første gang, at jeg har stoppet en flyver i farten. Landgangstrappen blev rullet tilbage og vi kom med – dog ikke uden en ordentlig opsang af overstewarden. Men det havde vi ikke rigtig flere kræfter til at reagere imod.
På det sidste stykke, fra Paris til Købehavn, kom vi til at flyve sammen med Thorkild Kristensen, ’Thorkild Livrem’ – der nu var leder af OECD’s kontor i Paris. Jeg havde lyst til at gå i snak med ham og fortælles om vores oplevelser og give mit bud på udvikling. Men — hvorfor er man, og det vil sige ’jeg’ ofte så genert, at man ikke tør ? Havde han nu været en ’lille’ indianer, så havde jeg ikke tøvet med, at gå i flæsket på ham. Men nu var det en ’stor’ mand. Der stod jeg som Klods Hans brødre, der står måbende overfor det fine hof ? Og jeg ærgrer mig den dag i dag. Senere blev han min chef i en kort periode på Centret for Udviklingsforskning. Og så snakkede vi en del sammen om udvikling.
