Da jeg begyndte at studere etnografi, var der endnu ikke så mange færdige kandidater. Og de som var, havde på fornuftig vis delt klodens verdensdele mellem sig. Een fik Afrika, een Indien, een Indonesien, til der ikke var flere kandidater og verdensdele tilbage.
Niels Fock var blevet tildelt eller havde udvalgt sig Sydamerika, fordi han havde deltaget i en etnografisk forskningsrejse til Waiwai indianerne i det indre Amazonas, sammen med museumsinspektør ved Nationalmuseet, Jens Yde. Siden havde han været på, som det hedder blandt etnografer, feltarbejde, i Argentina, for at se hvordan Mataco-indianerne levede. Nu havde han overtaget Jens Ydes post på Etnografisk samling, og sad så ene mand ’på Amerika’, og det er jo en stor bid at administrere alene. Derfor ville han gerne have nogle medhjælper og kollegaer at snakke med. Jeg var en af dem, der godt kunne overtales. Ganske vist grøn i faget, og kun med en vis rejse-erfaring og begejstring for Afrika. Men jeg kunne overtales til noget bedre.
Nu kom det sig så, at Niels havde gode kontakter til Henry Dobyns ved Cornell University. Cornell universitetet havde haft fin vind i sejlene i et integreret landsbystudie i Peru, hvor forskningen skulle bruges til at sætte udvikling og fornyelse i gang i en lille landsby dér. Det var et banebrydende projekt, og en forløber for de senere ulandsprojekter, som ethvert land med respekt for sig selv, og halvdårlig samvittighed overfor verdens mange fattige, satte i gang. I Danmark skete det indenfor rammerne af Udenrigsministeriet, i den afdeling der i dag hedder DANIDA. Den erfaring Cornell projektet havde høstet fra landsbyen i Peru, skulle nu også kunne anvendes i andre lignende landsbysamfund. Cornell University var derfor gået i gang med at studere et meget traditionelt hacienda-samfund, Colta Monja, i det centrale højland i Ecuador, i nærheden af byerne Riobamba og Cochibamba.
Niels fik nu organiseret, at 3 studenter kunne kobles på forsknings og udviklingsprojektet i Ecuador. De heldige blev Bjarke Frølund, Eva Krener – og så mig. Ja, der havde været andre interesserede, som Niels også foreholdt mig, da jeg midt under opholdet fik hjemve, så vi var heldige. Nu fik vi alle tre travlt. Vi begyndte med at finde en som kunne lære os en smule spansk, så vi ikke stod helt så hvabehvad-måbende, som Klods Hans’s brødre foran prinsessen, når vi kom frem. Rita Barrit Humle blev vores gode lærerinde.
Niels Fock gjorde et virkeligt ihærdigt arbejde for at hjælpe os af sted. Det endte med, at han også fik os gratis ombord på en Lauritzen bananbåd til Guayaquil i Ecuador. Det var storsindet af J. Lauritzen! Mange år senere, da jeg havde samlet materiale til en udstilling til Dansk Landbrugsmuseum på Gl. Estrup, og A.P. Møller var blevet den største på containermarkedet, spurgte vi om vi for den gode sags skyld, kunne få fri eller nedsat fragt. ’Nej’ var svaret! Når der handles – skal der ikke spildes!
Det var nu om at blive rejseklar. Jeg læste til geografi-forprøve, og nåede at dumpe lige inden vi skulle af sted. Da jeg fortalte Niels Fock det, kan det godt være, at han spekulerede på, om han nu også havde udvalgt den rigtige. Men nu vár jeg jo heldigvis blandt de udvalgte, og her på falderebet kunne han heldigvis for mig ikke skifte hest.
Men det var ikke kun med rejseforberedelser jeg havde travlt. Margrethe min kjære kæreste og jeg havde heller ikke ligget på den lade side. Og det kommer der jo noget ud af, hvis man ikke … Og selvfølgelig skulle vi have brugt noget, og været forsigtige, og alt det andet man får at vide, når det ér sket. Men det havde vi ikke været, og det havde båret frugt. Nok var man i 1965 holdt op med at tælle, hvor mange måneder der var mellem bryllup og første fødsel. Men, det var stadig i de tider da børn udenfor ægteskabet ikke var så velsete, især ikke af pigens forældre, så det endte med stort festligt bryllup, inden jeg rejste af sted til Ecuador. Vi var meget lykkelige Margrethe og jeg. Hun selvfølgelig mindre, fordi jeg rejste af sted et par dage efter vores bryllup.
At rejse med skib er en vidunderlig måde at komme fra det ene sted til det andet. Bjarke, Eva og jeg spiste som grosserer, og boede som baroner ombord på båden ’Arabian Reefer’ på vej til Ecuador. For at kunne sejl med igennem Panama-kanalen måtte vi dog for et døgns tid synke i rangklasserne og blive påmønstret som purser og køkkenmedhjælper.
Fra Arabian Reefere som vi sejlede med på fra Antwerpen til Guayaquil i Ecuador, skrev jeg onsdag d. 28 juli, 1965 om den fantastiske naturoplevelse det er at sejle:
Vi har nu været til søs i over en uge. Det er en sjov fornemmelse hver morgen at vågne op, og stadig blot have vand inden for øjets rækkevidde. Havet er meget smukt, det er hele tiden forskelligt fra hvad det lige var. Det er svært at fatte, at vi allerede har sejlet så længe, men at vi endnu skal sejle lige så lang tid inden vi igen kommer til land. Jeg længes, eller jeg gjorde det i hvert fald til at begynde med, efter at se en lille ø, eller et stykke land, eller blot et andet skib. Det var vel af gammel vane fordi man kender jorden bedst. Ikke fordi man føler sig ensom. Jeg har svært ved at føle mig ensom på havet nu. Havet er levende, stort og fortroligt. For tiden er vandet stille, men om det så var i storm, og vi lå helt underdrejet, så tror jeg alligevel det ville virke på samme trykke måde. ( Dog, kun en tåbe frygter ikke havet, siger garvede sømænd).
I lørdags var der en helt fortryllet stemning her om bord. Jeg skal prøve at beskrive hvor vidunderlig den var. Men vor falder ordene mig dårligt. De rette viger langt uden om mig, og tilbage bliver blot de forslidte tillægsord.
… Idet vi gik ud af vor kahyt ud på dækket, kunne vi intet se, så mørkt var det. Så mørkt som tusch og mørkere til, men som vore øjne vænnedes til det ringe lys blev hele himmelen fyldt med stjerner. Som et tykt tykt tæppe var himmelen, hvor enkelte stjerner lyste særlig kraftigt op. Vinden var varm, og talte venligt til mig. Den var så svag, at den næsten ikke eksisterede. Men alligevel var den hele tiden til stede. Vandet var som olie, så roligt og så kraftigt skinnede det i stjerne-lyset. Jeg stod oppe i spidsen af skibet, og der kunne maskinernes støj ikke høres, blot vandets bru-sen når det blev kløvet af skibets skarpe jern. Morild tændtes som store glimt fra havkarlens tændstikker, når han nede på bunden af vandet tændte sin store pibe. Som de smukkeste og hemmelighedsfuldeste væsner var spillene og trosserne med deres skygger, der var kuldsorte. Hele rummet var et, og selv var man en del af dette store univers. Hele verden var som et venligt dyr, der kærtegnede en med sin store lap.
I disse øjeblikke var ens lykke højest, og jeg tror ikke den kan være større, fordi alt om en blev nært. Hver del af omgivelserne spillede lystigt på deres lille instrument og aftenens fortryllelse skyldtes at disse violiner blev stemt i, og hornene gav klang, og bassen snorkede. Jeg selv spillede fløjte, og helt der ude i horisonten stod den store elefant som dirigerede hele orkestret.
På denne aften steg kærligheden til alt op i mig. Kærligheden til det jeg var en del af. Men denne kærlighed ville i mig ikke blot blive en ting i sig selv. Den kunne gøre mig vild af god følelse, men først blev den rigtig stor i mig, efter jeg havde bragt den videre ud over mig selv, ud til mine omgivelser. Den vellysts-følelse af kærlighed blev først virkelig i mig efter jeg havde overført den til mine medmennesker. Til de personlige som de upersonlige ukendte. Denne følelse blev til det man kalder inspiration til, at gøre godt mod andre. En missionærfø-lelse.
Den næstre dag skrev jeg:
Arabian Reefer d. 29 juli, 1965.
Det er en underlig tanke at vi skal sejle lige så længe som de fleste folk holder sommerferie. 17 dage i alt. Når jeg tænker på hvad mange men-nesker ofte når at udrette i disse dage, tage til Spanien, fare rundt i Pa-ris og hvad ved jeg, er vores virkefelt jo noget begrænset. 100m langt og 15 bredt. Så den afstand er hurtigt gennemtravet. I går holdt Bjarke og jeg kapløb fra den ene ende til den anden. Parat, start, nu, og så spurtede vi af sted, og inden vi vidste noget af det var vi i fulde firspring kommet ind på fordækket, som matroserne lige havde malet.
Dagene ligner meget hinanden, og når vi på næste torsdag går i land i Guayaquil, kan vi vel dårligt skelne den ene dag fra den anden. Vi bruger tiden til at læse og læse og læse, og der er ikke meget andet at lave. Så ligger vi i solen, men det gider jeg nu ikke, da jeg synes det er tidsspilde. Meget af tiden går med at se efter flyvefisk, som forfærdede stryger væk ved bådens masende tilsynekomst. En dag så jeg delfi-ner, og ud for Azorerne så vi små brandmænd der ligger halvt op over vandskorpen, og lader sig drive bort med vinden. Biden-vind-sejlere kaldes de også, da de går helt op mod vinden, hvilket enhver sømand ved, giver den bedste fremdrift. De kaldes også portugiske man-of-war.
Ved måltiderne sammen med skibets øverste officerer og et par me-dpassagerer fik vi vores første indtryk og oplysninger om de mennesker vi nu skulle over og ’undersøge’ og leve sammen med i de næste par måneder. Det sagde noget om danskerne, og om hvordan ’vi’ ofte ser de ’fremmede’.
Måltiderne er det der bryder monotomien, men har nu ikke samme til-trækning som i begyndelsen. Det er også på disse tidspunkter vores medrejsende, og de søofficerer i hvis hånd vi lægger vor skæbne, viser sig for os, og alt efter personligheden afslører deres sande sjæl. Lad mig tage passagererne først, de er lettest at rive igennem. Der er et gammelt ægtepar, der nu her i deres anden barndom, skal besøge de-res søn, der er vicekonsul i Guyaquil. De siger ikke noget. Den tredie passager er en gammel reder i Lauritsen’s rederi. Han er også gået i barndom, og snakker en del. Nr. fire er en gæv usandsynlig tyk gammel gut, der i sin unge dage sejlede, og som siden har gjort det bedre ved at blive reder i Algier. Han elsker mad, og guffer pølser og kød og sala-ter og fisk i sig i et stræk under hele måltidet, men får også tid til at for-tælle skønne historier. Hans store sorg er, at han ikke mere rigtig kan få succes med at opvarte Eva, for han synes han kommer ud for urimelig konkurrence. Det er synd. Han er så rar.
Så har vi kaptajnen, førstemester, og førstestyrmand. Resten af office-rerne sidder i deres egen messe, og ’grabberne’ i deres. Arter af de to sidstnævnte racer træffer vi rundt om på dækket.
Samtalen under måltidet skal helst være af en fuldstændig ligegyldig art: hvordan er vinden, suppen er god, et la la la!
Men en gang i mellem kommer vi ind på spændende områder – synes jeg da, selvom det af officererne nok ikke regnes for lige så interes-sante som meningsytringer om det sprængte oksebryst vi får serveret. Spændende bliver det, når vi kommer til at tale om de vilde, om india-nerne, eller ”banditterne derude i Ecuador”, eller for den sags skyld i enhver ikke-dansk, i første omgang, i anden, ikke-europæisk havn.
Det skal nok være sandt at de bananslæbere og handlende og hvem de danske søfolk ellers kommer i kontakt med i Guayaquil ofte tilhører det værste proletariat, og at officererne ved ordning af alle problemer vedrørende skibets sejlads kommer til at se meget bestikkelse, og pengegriskhed lige fra højeste embedsmænd til små usle toldere. Men den måde hvorpå alle folkene derude bliver karakteriseret og omtalt, vil jeg mene, til trods for ovenstående indrømmelse, vidner om et bjerg af stereotype, sikkert viderelærte fordomme, og manglende tolerance og indlevelsesevne.
Bemærkninger som at de alle skulle skydes en kugle for panden, eller en mærkelig en som, ”de burde alle udryddes, og japanerne sendes derover i stedet for”, giver mig kuldegysninger.
Bemærkninger af denne art hører man fra alle på båden, vel de samme bemærkninger gennem århundreder om fremmede folkeslag.
De hører sandelig med til vor folkearv, og burde i historiebøgerne op-tage et lige så stort kapitel som vores folkeviser. For søfolkene er vel ikke anderledes end de fleste andre folk. Men de hører til den gruppe af befolkningen, der indtil nu har haft den største kontakt med fremmede folk. Lignende bemærkninger hørte jeg også tit i Afrika hos ex-patrioter, og i Sydafrika blandt Boerne.
