Nu forblev etnografien heldigvis ikke bare Danmarks jættestuer og Ruslands republikker.
En dag gik jeg efter forelæsningen i Etnografisk Samlings frokoststue ned i Nationalmuseets foredragssal med de mange marmorerede søjler af træ, videre gennem forgemakket – med indgang til toiletterne hvor der var unisex, samme tønde til herre og damer, så herrerne altid skulle slå brættet op, og damerne slå det ned – videre ind i forkontoret, og så til højre op ad den lange gang med ærværdige tidsskrifter langs den ene væg, og åbne døre ind til museumsinspektørernes kontorer til den anden side. Og endelig kom jeg frem til et stort flot kontor hvor Overinspektør Helge Larsen sad bag et stort poleret mahoniskrivebord, ulasteligt klædt med lyseblå eller hvid skjorte, brede elastikker til at holde skjorteærmerne oppe, slips, og et sort, skinnende – brylcreme? – velredt hår, gennem hvilket der trak sig en ulastelig skilning. Og så for det meste med en pibe i munden.
Også her var døren – for det meste – åben, men jeg bankede pænt på dørkarmen, til hvilken lyd Helge Larsen tog piben ud af munden og svarede:
– Kom ind.
Og så blev jeg ansat som studentermedhjælp med den opgave, at hjælpe til med omrokeringen af bibliotekets bogsamling. Det var lige alle tiders job for en ung nybegynder i etnograf. Her begyndte jeg, på høje stiger, for der var bøger fra loft til gulv, at stifte kendskab, til hver eneste væsentlig bog der beskrev faget i al almindelighed, og siden til den mange bøger der mere detaljeret beskrev nogle af de mange ’primitive’ folkeslag rundt i verden. Det var virkelig en skattekiste, og jeg må indrømme, at jeg tog min tid med at støve hver enkelt bog af, og bladre, kigge billeder og læse, så jeg mentalt noterede hvad den drejede sig om. På den måde fik jeg i det første år af mit studium et, i hvert fald overfladisk, kendskab til ’fagets litteratur’. Men det hjalp til at finde rundt i alverdens folkeslag, og siden kunne jeg altid gå ind og finde lige den bog, jeg havde brug for.
Det sociale udbytte af mit arbejde på Etnografisk Samling var heller ikke ringe. Nanna Norell var leder af biblioteket, men nogen bogorm eller systematisk bibliotekar var hun vist ikke, så tiden gik også med megen pjat og pjank, som en gang imellem endte med, at jeg kørte hende i flyvende fart på hendes nye kontorstol med hjul gennem de lange gange. Tiltrukket af Nannas hvin, kiggede et par inspektører lidt overrasket ud fra deres kontor-celler.
Bibliotekets ’bogorm’ var hr. Nielsen – mener jeg han hed. Han var lidt af et udskud på Samlingen. Hvorfor? Som altid, fordi han var lidt anderledes. Han var henvist arbejdskraft, og gift eller ugift, dét vidste ingen, men at han boede i en lejlighed uden adgang til bad, dét lugtedes. Han havde indrettet sig med et lille bord foran et vindue der vendte mod det sure nord mellem to høje reoler – men med radiator under bordpladen for at holde fødderne varme. Her havde han oprettet sin egen lille verden, med hver ting på sin plads og spidsede blyanter i forskellige farver, så han hurtigt kunne registrere indkomne tidsskrifter og bøger på kartotekskortene. Nanna og jeg havde knapt så ordnede forhold, så vi måtte ustandselig låne en af hans spidse blyanter. Men han var, som man siger om den slags personer, faktisk meget flink, bare man spurgte ham på den rigtige måde om, hvor det tidsskrift eller den bog nu stod. Han blev aldrig svar skyldig. Og sådan en mand, med eller uden bad, er jo guld værd i en bogsamling.
Som ansat, også studenteransat, på Nationalmuseet fik vi udleveret en nøgle fra portvagten i Ny Vestergade, når vi ankom. Og den skulle vi selvfølgelig aflevere igen når vi gik. Manglede der en nøgle efter lukketid, fordi én havde taget den med hjem, eller ladet den ligge på kontoret, så var den glemsomme synder virkelig på den. Man måtte skyndsomt komme tilbage med den, hvor end man opholdt sig. Nøglen gav adgang til alle de steder der var låst, men uden alarm. Hvor der var alarm, skulle man have en særlig nøgle, som man langsomt kunne gøre sig fortrolig til. Og for en grøn student var det jo noget af en opdagelsesrejse, at lukke sig ned i kælderens magasiner og se kajakker og telte og kasser, der stadig manglede at blive udpakket. Det gik jeg dog ikke i gang med.
Dengang da Birket-Schmidt i 1940´rene havde opstillet den etnografiske samling, var målet at vise så mange af genstandene som montrerne kunne rumme. Man kunne godt blive træt og overvældet over, at skulle lade så mange indtryk passere nethinden. På den anden side, så så man jo også variationen og kunne selv gå på opdagelse. Men nu sagde tiden, at dét bare var for meget. Der skulle luges ud i samlingerne, så man kun så det væsentligste og det bedste, – hvad det så er. Så lidt efter lidt blev de gamle samlinger pillet ned. Den første man gik i gang med var Afrika-samlingen, som under ledelse af Torben Lundbeck blev nyopstillet på en spændende og attraktiv måde. I de hektiske dage inden åbningen forlod jeg bogsamlingen og blev hvid slave til over midnat med opgave at slæbe ting frem og tilbage. Men det havde bestemt også sin belønning, som var mindste lige så meget værd som de Ashanti guldvægte, jeg pludselig fik mulighed for at stå med i hænderne. Tænk at stå med de guldvægte, som vel engang havde gået fra hånd til hånd på en markedsplads på Afrikas Guldkyst og måske været betalingen for en sort slave, der blev sendt til De dansk Vestindiske Øer.
Inspektørerne på Etnografisk Samling var foruden Helge Larsen, Jørgen Meldgaard, der var arkæolog og udgravede i Grønland. Desuden Martha Boyer, der var en fin høflig dame, lige så formel som de japanske og kinesiske krukker hun studerede og tog vare om. Torben Lundbeck tog sig af Afrika, selv om han vist nok aldrig havde sat sine ben dér. Jens Yde forsvarede Amerika, men da han havde fået en hjerneblødning, førte han en stille tilværelse på museet. Da han gik af, overtog Niels Fock hans kontor og opsynet med de to amerikanske verdensdele. Henny Harald Hansen, ’Haralda’, var en dejlig varm kvinde, der glødende forsvarede de slørklædte kvinders nøgleposition i familierne, som magten bag tronen i de arabiske islamiske lande. Inger Wulff var for os vilde studenter en stille, men altid hjælpsom og pænt hilsende dame. Lise Rishøj var lige så venlig, men mere skrap i munden, og kunne godt be’ om lidt ro, når de unge studenter, det var mest mig, stormede gennem gangen, – men senere kom Jan Hjarnø til, og han satte med stor selvbevidsthed, men også mange gode ideer, blæst i kludene på Samlingen.
Ude i Nationalmuseets afdeling i Brede sad George Nellemann. Hans gebet var polakkerne på Lolland, så han var den første etnograf der tog ’egne’ indenlandske kulturer op til studium. Ham fik jeg senere en del samarbejde med.
Det var stort set alle de til dato uddannede etnografer, og det eneste sted hvor man kunne få arbejde som etnograf, var på Nationalmuseet. Så man kan jo godt forstå at Birket-Schmidt blev lidt betænkelig, da han hin mindeværdige dag stod overfor, om ikke et hav, så da en bølge af nye interesserede etnografer. For hvor skulle de dog kunne finde arbejde?
På Etnografisk Afdeling var mødetiden kl. 10 – hvis man var inspektør. Og var man det, så var man jo ’forsker’ og havde så ret til at sidde og forske lidt hjemme, inden man gik på arbejdet. Kl. 10 dukkede de fleste op, og kl. 12 var der så frokost. Hver kom med sin madpakke, og gik op på etagen ovenover, hvor frokoststuen, og forelæsningssalen lå. Man skulle dog først lige igennem et rum med eksotiske krukker og spyd. Der var ikke faste pladser, men alle vidste hvor ’man’ plejede at sidde, så der satte man sig så – ikke. Der var privat snak med sidemand eller dame, men når bølgerne gik højt, kunne vi alle deltage i snakken – de nytilkomne og studentermedhjælperne naturligvis med en lavere stemmeføring. Det var en hyggelig forsamling, hvor alle kendte hinanden, eller hurtigt kom til det. Ind imellem kom der også gæster. Jeg kan endnu høre Thor Heyerdahls høje syngende norske stemme, og en gang imellem dukkede Prins Peter af Grækenland, som i den borgerlige verden var etnograf. Jens Rosing fra Grønland var en hyppig og meget hyggelig og åbensindet frokostgæst. De havde hver deres tydelige accent og bidrog med deres gode historier til, at frokostpausen godt kunne trække ud.
Foruden de daglige frokoster var Frokoststuen også rammen om Julefrokosten. Enhver kom med lidt, som blev spædet til det fælles indkøb – og stemningen blev høj og god. Især når den lille professor i Eskimologi Erik Holtved hen på eftermiddagen eller aftenen fik pudset sine briller, rejste sig og sagde, at det vel nu var tid til at sige nogle usammenhængende ord. Hvad hans brudte kæde af ord handlede om, kan jeg ikke huske, for jeg havde fået mindst lige så meget under skjorten som han under vesten – men morsomt var det. På et tidspunkt tog Nic over, og det blev det ikke mindre underholdende af. Hans far havde været hestehandler i Tommerup, og om nogle af hans handler, som hestehandlere jo er godt kendte for, fik vi nogle brave historier, plus om alt det han havde oplevet hos Tuaregerne i Sahara. Vi var på alle måder i høj stemning, når vi tumlede hjem fra disse julefrokoster.
På Etnografisk Samling var der, ligesom i de andre afdelinger på Nationalmuseet søndagsrundvisninger kl. 14. Det var mest de studerende der stod for dem, og jeg blev skrevet op til at snakke om Nordamerikas indianere. Helt ærligt, dem viste jeg ikke noget om. Mit kendskab til ’de primitive’ var jo lidt Afrika, men dem var der andre, der havde sat sig på, så jeg fik Nordamerika. På god kolonialistisk vis skar vi verden op i lunser, og jeg fik på denne måde en god chance til at få noget at vide om ’indianerne’, for jeg måtte jo læse på lektien, så jeg havde noget at fortælle. På denne vis opdagede jeg så, at indianerne var en mere varieret og broget flok, end det fremgik af den gængse præsentation i cowboyer-og-indianer filmene. Ja og endda i skolebøgerne. En kritisk gennemgang af denne fremstilling førte til min første etnografiske artikel.
I dag kan jeg uden blusel sige, at Mexico blev mit etnografiske speciale. Første gang jeg stødte på dette land, var netop på Nationalmuseet, da Den dansk-mexicanske Venskabsforening gerne ville have en aftenrundvisning på Etnografisk Samling. Og den blev jeg sat til at stå for! Gud bedre det, for hvad skulle jeg snakke om! Det er nemlig sådan, at der på Nationalmuseet kun er een rigtig god ting fra Mexico. Ganske vist et flot og sjældent jadehoved, men det er jo lidt lidt til en hel aftens underholdning. Og om Mexicos kulturer og indianere anede jeg intet. Men jeg fik da sat et foredrag sammen og snakkede løs. Jeg vil nødigt i dag høre hvad jeg fortalte, men jeg husker klart, at jeg fortalte løse om ruinbyen Mitla der ligger i et område som jeg udtalte som OaXaca, med tydelig markering af X. Jeg vidste ikke bedre, og ingen rettede mit x til et skarpt J. Men siden blev jeg klogere.
Sidste gang jeg var i Etnografisk Samlings frokoststue var, da jeg vendte hjem fra mit første ophold i La Huasteca i Mexico og fortalte om mine oplevelser dér. Jeg var blevet inviteret af Etnografisk Forening, og der var pænt fremmøde. Dog ikke så meget af kollegaer som af ’andre medlemmer’. Men Nic, Ida Nicolaisen og Haralda (Henny Harald Hansen) husker jeg tydeligt. Jeg havde min lille datter Elvira med. Hun sad på gulvet i sin røde bluse og fløjlsspencer og tegnede, mens jeg snakkede – ikke så meget teori eller nye opdagelser, det har jeg aldrig været god til, men om hvordan de nulevende mexicanske indianere havde det. Og det var og er jo stadig en trist historie.
