Jeg havde fra begyndelsen spottet landsbypræsidentens meget flotte bordeaux- og nærmest ilka-farvede poncho. Den måtte jeg have med hjem til Margrethe, der er væver og under alle omstændigheder ville sætte pris på den.
– Hva’ skal den koste, spurgte jeg den gamle.
– Den er ikke til salg, svarede den gamle.
– Åhe kom nu, du kan altid få lavet en anden. Men -nej, og -jo, og -kom nu, og -jamen så da – så endte det med at jeg fik den, for en for mig billig penge, og for ham?? – Det ville i hvert fald tage lang tid at skulle væve en ny, og jeg så ikke siden nogen flottere. Og da vi nu var i gang med pengepungen, så dukkede der en mand op med en sten i form af et hoved. Havde jeg været arkæolog, kunne jeg sikkert have fået den til at passe et sted i den nedfaldne inka-mur ved Inkapirca. I den anden hånd havde han en lille fin bronce-økse. Og hvem rejste af sted med dem ? Gæt. Røveri, handel eller udveksling ?? I dag ville jeg ikke være gået med til at købe nogle af tingene, men sådan tænkte jeg eller ’man’ ikke dengang. Og det er jo på den måde, at museerne og private samlinger i USA og Europa er blevet fyldt med oldsager og etnografika fra alverdens kulturer. Jeg kom senere ind på et Peace Corps kontor, og her stod der to kæmpe kasser fyldte med store før-spanske krukker som lederen sendte hjem til USA. Vi gir med den ene hånd og tager med den anden. Som etnograf er jeg siden rundt omkring på Yucatan blev tilbudt gamle mayakrukker. Nogle har jeg købt, og så deponeret på det lokale museum.
