Etnografien var udviklet i tæt tilknytning til de europæiske landes interesser i deres kolonier, eller for USA’s vedkommende, i de indianske reservater. Oplysninger blev indsamlet for at forstå de indfødte og deres mange mærkelige skikke, men bestemt også for at kunne administrere de koloniserede folkeslag. Det kunne selvfølgelig nok give nogle interessekonflikter. Hertil kom diskussionen om etnografernes ret til at gå ud og, som mange indfødte ledere udtrykte det, at stjæle deres kultur ved at indsamle etnografika og, jo også myter og fortællinger. Havde etnograferne egentlig lov til det, og skulle de i det mindste sørge for, at tilbageleverer kopier og bøger med de oplysninger de havde indsamlet, og på anden vis få de studerede folk medengageret i forskningen ?
Det var emner som i stigende grad blev diskuteret i USA, men ikke i Danmark. Og vi var dog stadig en slags kolonimagt i Grønland, selv om vi kaldte vores kontrol for hjemmestyre. Da jeg nu, efter forprøverne, var begyndt rigtig at studere etnografi, så havde jeg samtidig tegnet abonnement på fagtidsskriftet ’American Anthropologist’. Denne diskussion havde være i gang i mange år blandt amerikanske anthropologer, og i juni 1996 blev Code of Ethics of the American Anthropological Association vedtaget. Det læste jeg med stor interesse, og fremlagde på Nordisk Etnografisk Møde på Moesgaard under. Århus Universitet i 1997 nogle forslag til, hvordan man kunne overføre disse ideer til danske etnografiske forhold. Jeg argumenterede for, at vi burde, om ikke selv udarbejde en etisk kode, så i hvert fald diskutere og være os problemerne i forbindelse med forskning og arbejde som etnografer bevidste. Meget af det jeg fremlagde var naturligvis en oversættelse af det amerikanske kodeks, men da det var fornuft snak, kunne jeg ikke se hvad der skulle være galt i det. Men de fleste ved mødet, især de ældre, følte at emnet var dem temmelig uvedkommende, men hørte selvfølgelig pænt på den unge – umodne ? – etnografspire, og gik så i gang med at fremlægge materiale fra deres lille landsby eller fortælle om deres særlige kæphest Bagefter kommenterede Klaus Ferdinand og etnografen Prins Peter af Grækenland positivt mit oplæg. Men derfra skete der ikke mere. Heller ikke fra min side. Om der siden er kommet tiltage fra danske antropologer, skal jeg ikke kunne sige, men det er bestemt blevet mere vanskeligt at få forskningstilladelse i mange lande. Dengang var det bare om at pakke kufferterne og komme afsted. Og det gjorde jeg – til Mexico.
