Menú

69. Artesania – blir’ jeg aldrig færdig med

Silvias ogf min artesaniabog fra 1981 trængte til en opdatering, for tiden gik bestemt ikke sporløst hen over det kunsthåndværk, vi havde set, da vi kom til Yucatán. Meget forsvandt, som for eksempel de traditionelle guldsmykker, som almindelige folk ikke mere havde råd til at købe, eller fordi de købte industrielt producerede smykker. Og lerprodukter blev erstattet af plastik. Mange nye ting kom også til, især genstande der kunne sælges til det stigende antal turister, der kommer til Cancun og la Riviera Maya. Men det blev først omkring 1998 vi syntes, at nu kunne det være nok, og vi gik i gang med at lave en helt ny bog. Jeg skrev den første grovtekst, som Silvia ’oversatte’ til korrekt spansk. Fotografierne stod jeg for. Luz Elene Arroyo, som var blevet leder af Yucatan regeringens Casa de Artesanía, kom med sit store lokalkendskab til artesanos og artesania med på holdet. Vi fik bogen færdig og gjort trykklar, men Luz Elena fik aldrig skaffet de penge, der skulle til, for at få den gennem trykken. Jeg ved ikke hvad den egentlige grund var, men jeg tror, at det var fordi hun ikke havde de bedste relationer til sin overordnede chef, der var leder af regeringens økonomiske udvikling i Yucatan, og vist ikke havde meget til overs for maya indianernes småhåndarbejde. Til trods for, at ’artesanias’ dog giver en del af føden til over 50.000 familier. Det korte af det lange er, at bogen ikke udkom, inden der kom regeringsskifte, som også var et systemskifte. Fra det 70 årige ved magten gamle revolutionsparti PRI – Partido Revolutionario Institutional ( Det institutionelle Revolutionsparti ) til det borgerlige PAN Partido Acción Nacional. Jeg ærgrer mig utroligt over, at jeg ikke selv gik direkte til guvernøren Don Victor Cervero Pacheco, som jeg havde mødt et par gange. Han havde skaffet mig flere flyveturer over Yucatan, så jeg fra fulgleperspektiv kunne fotografere kirker og sisalhaciendaer.

Nu måtte vi begynde forfra med at finde en udgiver.

Silvia havde fået kontakt til Claudia Madrazo, er gift med don Roberto Hernandez, dengang ejer af en af Mexicos største banker BANAMEX. Claudia har sit eget forlag La Vaca Independiente og jeg foreslog nu Claudia, at hun udgav bogen på sit forlag. Imidlertid mente don Roberto, at bogen fint kunne glide ind i den gode tradition med bøger over mexicanske emner, som Fomento Cultural de Banamex udgiver. Fomento Cultural Banamex er kustode og ejer af en af Mexicos største samlinger af ældre kunst og kunsthåndværk, og har i de seneste år gjort en stor indsats for at restaurere bygningsværker og støtte mexicansk artesania af den bedste slag. Vi følte ikke, vi kunne komme i bedre selskab.
Men her havde vi gjort regning uden vært. Den daglige leder af Fomento, Doña Candida Fenandez, følte vist ikke det var hendes projekt, men noget pålagt. Og vores tekst er ikke i hendes stil. I vores tekst fremhævede vi de sociale og økonomiske problemer, som los artesanos i Yucatan havde. Og jeg skildrede virkeligheden, som jeg så den, hvor mændene står svedende, måske uden skjorter. Forståeligt når man arbejder i 40 graders varme. Og konerne ikke altid i nyvaskede hipiles, som helst skulle være broderet med korssting. Men i Fomento’s verden er der ikke sociale problemer, og de fattige kunsthåndværkere bliver pænt stillet op i rene skjorter og kjoler til fotografering. Virkeligheden forskønnes til Potemkins kulisser. Set i bakspejlets klare lys, kunne vi have øjnet denne konflikt, men man kan jo også altid være bagklog. Vi afleverede vores manus, som jeg havde indsamlet i 1998-9 i år 2002 til Fomento. Efter uendeligt sejt tovtrækkeri er bogen endelig udkommet – i slutningen af 2009 ! Jeg er sikker på, at bogen kun er udkommet, fordi Claudia Madrazo fra begyndelsen støttede den, hele vejen igennem. Og nu ligger bogen der så. Stor, flot luksusbog i egen foret kasse. En rigtig Banamex udgave!!

Undervejs havde jeg faktisk mistet troen på, at den ville udkomme. Så for at lave den nødvendige opdatering, og for at Fomento ikke skulle få det sidste ord, gik jeg i begyndelsen af 2009 i gang med en ny udgave. Igen med de tre musketerer, Silvia, Luz Elena og Christian. Da Banamexbogen nu udkom, var der ingen grund til i vores bog, at gentage historiske oplysninger og detaljerede arbejdsprocesser. Vi prøver med en bred pensel, at vise den strygende udvikling der er sket i de seneste år, gearet af globale udvikling, og nødvendigheden hos arbejderne at finde på noget at leve af. Men det behøvede absolut ikke at være på bekostning af det gode og smukke. Tvært imod, er fantasi, kvalitetsbevidsthed og nytænkning de bedste redskaber til at overleve med.

I 2010 udkom vores opdaterede Las artesanías en Yucatán, Tradición e innovación på det lokale regeringsforlag. Her satte jeg mig på som førsteforfatter. I strid med den tradition at Silvia i vores fælles bøger altid står først. Men her syntes jeg nok, at jeg havde trykket et meget tungt læs. Grrrr! Det er ikke altid gnidningsløst, når ægtefæller arbejder sammen.

kapitler