Menú

73. Don Tiburcio

Da vi begyndte kurset i 1980 for de kommende barfods etnografer – promotores culturales – troppede også en lille, meget energisk og levende gammel gubbe på 70 år op. Don Tiburcio Tzakun Cab! Men med den alder, og uden andet end to år i grundskolen ’hvor vi ikke lærte noget’, som han skrev i en tekst vi kommer til, ja så kunne han ikke blive elev. Men, med hans gode evner som fortæller, tegner, sanger og billedskærer, blev han ansat som lærer.

Don Tiburcio blev født på en hacienda i ’slaveriets tid’ i 1911. Nej, der var ikke formelt slaveri i Mexico, men som slaver blev arbejderne på de traditionelle godser ofte behandlet, med pisk og gæld i haciendaens forretning inden Revolutionen i 1914 kom til Yucatan. Livet har givet ham mange koldbøtter, og nu stod han med sin taske, sin hængekøje og sin guitar og ville ’være med’.

Med i bagagen havde Don Tiburcio også et manuskript på 84 sider, med hans tegninger og fortællinger om, hvordan hans landsby Polhuacxil (tyrehoved) blev grundlagt i 1950, La historia de la vida de Tiburcio Tzakun Cab y la formación del ejido de Polhuacxil. Det er en enestående bog, for hvor mange bøger er der skrevet af en ’simpel’ bonde, der beskriver hele det bureaukratisk og meget praktiske forløb med at få ejerskab til ny jord. Fra vores danske mark med Stavnsbåndets ophævelse og landbrugsreformer har jeg kun kendskab til Jens Holmgaards udgivelse af Fæstebonde i Nørre Tulstrup, Christen Andersens dagbog 1786-1797, fra 1969. Den skulle selvfølgelig udgives og blev derfor sendt til undervisningsministeriet i Mexico By – hvorefter den så forsvandt sporløst.

Men, unden manuskriptet blev sendt til Mexico havde jeg taget sort/hvide fotos af alle bogens sider, og på basis af dem, kunne den oprindelige bog i farver trods alt udgives i s/h i 2012.

Jeg havde besøgt Don Tiburcio i 1983, hvor han viste mig forskellige skulpturer. Da hans manuskript nu skulle udgives, ville jeg se, hvad der var blevet af dem og tog igen til hans landsby. Don Tiburcio regnede jeg ikke med at møde, 30 år efter hans fyldte 70. Stor var min overraskelse, da jeg spurgte om nogle kunne huske Don Tiburcio, og fik svaret – Ja men han lever da endnu. Det var en meget svækket olding jeg mødte. Han kunne knapt se og høre mig. Men efter mange skrighøje hilsner svarede han med pibende stemme: – Christian!!, ja selv mit efternavn ’Rasmussen’ udtalte han. Og jeg som ikke engang kan huske nummerpladens tal og bogstaver på min bil, jeg kom kørende i! Jeg var ved at svime.

Bogen blev udgivet og præsenteret i hans landsby på hans 101 års fødselsdag, hvor han spiste lagkage omgivet af sine børn, børnebørn, oldebørn og tipoldeoldebørn. Det var et stort øjeblik for os alle!

Men her ender historien om Don Tiburcio ikke. Da jeg besøgte ham i 2010 opdagede jeg i hans arkiv, en malerbøtte der også tjente som base for hans spise og køkkenbord, flere manuskripter med tekst og tegninger i farver af ham, lavet da han var mere end 84 år gammel. Et manuskript, Historia de la Rebulocion del Pueblo de Bolonchen Ticul, Can. El año de1918, med en beskrivelse af et militært sammenstød i hans landsby under den Mexicanske Revolution, illustreret med tegninger, der ikke står tilbage for den spanske Goyas raderinger med krigens rædsler.

Malerbøtten indeholdt endvidere en lang selvbiografi, også her med hans enkle, ’enfoldige’, naive tegninger. Begge disse bøger er nu udgivet.

Et mere saftigt fund, kunne man kalde det, var et lille hefte med meget erotiske tegninger, lavet af en over 80 år gammel Tiburcio. Så kom ikke og sig, at lysten forsvinder med ælden. Har vi Kama-sutra bogen, hvor ’cama’ er det mexicanske ord for ’seng’, så har vi med Don Tiburcios tegninger en sand Hamaca-sutra bog, hvor ’hamaca’ står for den hængekøje de fleste på Yucatan fødes, sover og laver sex i.

De tre førstnævnte bøger har jeg skrevet indledning til og stået for udgivelse af. Det har været en fantastisk oplevelse, Jeg føler det som et privilegium. Som en Aladin, at få en hel pose appelsiner hældt ned, ikke i min turban, men dog til stor glæde over hovedet på mig. Ukompliceret var det dog heller ikke, for undervejs i processen forsøgte en akademisk forsker, som jeg havde fortalt om mine fund, at overtage udgivelsen, som han jo også fandt enestående. Hans forsøg på akademisk uærlighed, tyveri, som jeg vil kalde det, fik jeg og Silvia bremset ved at få registreret rettighederne til udgivelsen i det mexicanske copy-right kontor. Så der lærte jeg, at det ikke kun er til havs, der er pirater!

Efter utallige bønner til sin ’Jesusito’ om at tage ham med, åndede Tiburcio endelig ud, i november 2012, et halvt år efter bogpræsentationen, med sine sidste ord ’nu tager jeg af sted’ ( ya me voy). Med en vis tilfredsstillelse kunne han se tilbage og sige, ’færdigt arbejde’.

Men, heldigvis retter skæbnen alligevel op på urimeligheder og uretfærdigheder, og således kom don Tiburcio alligevel til ære og værdighed. Kulturkomissionen i hans hjemby Tzucacab havde læst hans tre bøger – dog ikke den erotiske, som gemmes til andre tider. Den besluttede nu, at byens nyoprettede kulturhus passende skulle bære hans navn, så det blev til Casa de la Cultura Tiburcio Tzacun Cab. Indviet i november 2022, hvor jeg igen mødte sammen med hele hans store familie. Jeg, i al ydmyghed, takker skæbne for at hans og mine veje krydsede. Et guds benået sammentræf !

kapitler