Det vil ikke være forkert at sige, at min ’store dannelsesrejse’ – som tidligere tiders prinser og adelsmænd foretog rundt i Europa – forberedte mig til, at blive det jeg stadig er, etnograf. Der har aldrig været nogen vaklen.
Jeg kom tilbage i begyndelsen af august 1962. Undervejs på min rejse havde jeg in-viteret alle de flinke mennesker jeg havde mødt, til at komme til min fødselsdag. Så jeg skulle jo være hjemme til dagen. Men jeg kunne have sparet mig. Ikke een eneste dukkede op. Lidt skuffet var jeg nu alligevel. Den sidste lift på turen fik jeg til dér, hvor omkørselsvejen omkring Silkeborg krydser Gudenåen ved Resenbro. Derfra vandrede jeg ad Trækstien mod Silkeborg hvor mine forældre boede ned til Silkeborg Langsø. Da jeg fik øje på vores hus på skrænten, kunne jeg se min mor sidde på altanen og læse:
– Hej mor, råbte jeg, så ka’ du godt sætte vand over til en kop the.
– Jamen du store, ER det virkelig dig ! Jeg troede aldrig, at jeg skulle få dig at se levende igen. Typisk en mor-kommentar.
