Men nu var jeg altså vendt levende tilbage, og helt overbevist om, hvad jeg skulle i gang med. Jeg fandt ud af, at der var oprettet et etnografisk institut ved Århus Universitet. Der tog jeg ind og mødte Klaus Ferdinand, der lige var blevet udnævnt som lektor og igangsætter af ’etnografien’ i Århus. Han sad oppe i nogle meget klemte lokaler under taget til det gamle kunstmuseum ved Århus Å. Han var flink, bød på en kop the, men mente i øvrigt, måske ud fra mine interesser om at arbejde med udvikling i de dengang kaldte u-lande, som man godt måtte kalde de fattige lande dengang, at jeg hellere skulle tage til København og studere.
Det var jo et flot slag, når man tænker på, at han vel havde en vis interesse i at samle en flok studenter omkring sig. At det ikke var for at komme af med mig, viste sig ved det venskab, vi siden har haft. Jeg har undervist de nye studenter på Moesgaard, hvortil etnografistudiet kort efter flyttede, og Klaus har været primus motor med at skaffe mig forskningsmidler, da jeg blev færdig som etnograf og arbejdede i Mexico. Han var en fantastisk åben og varm lærer, og hans entusiasme for de studerende gjorde nok en ende på den doktordisputats om stammerne i Afghanistan, som ’man’ jo forventede, for at han kunne blive udnævnt til professor i faget.
Inden jeg tog fra Klaus Ferdinand til København var jeg ude i Risskov og besøge Mette Bovin. Hun var Klaus’ første student, og han havde henvist mig til hende, for at få at vide ’hvordan man gør’. Det var stadig sommer, men hun tog imod iført en stor islandsk sweater, nok fordi der var koldt nede i det kælderværelse hun havde lejet, hvor hun sad og tyrede Danmarks Oldtid af Johs. Brøndsted. Danmarks oldtid! Det var ikke lige det jeg syntes, jeg ville starte etnografien med.
