Menú

51. På feltarbejde

Dette store område med dets folk og forskellige kulturer var den udfordring jeg nu stod overfor. Hvordan pokker skulle jeg gribe den an. Jeg var blevet ansat til at lave en etnografisk eller antropologisk beskrivelse af området – men ! hvordan? Det var noget af en mundfuld at bide over.

Ingen blandede sig i mit arbejde, eller specificerede hvad jeg skulle lave. Da jeg jo var ansat af DANIDA og udlånt til INI, var der ingen i INI der blandede sig i, hvad jeg fik tiden til at gå med. Og i DANIDA troede man sikkert, at man i INI tog hånd om, hvad jeg lavede.Men det gjorde de ikke. Man skulle tro, at det var et ønskejob. Hvad det også var, men det havde været rart, og alle havde fået mere for pengene, hvis nogle havde orienteret mig, og holdt hånd i hanke med, hvad jeg gik og lavede. Men, det var der nu ingen andre en mig selv, der gjorde. Ikke at jeg dovnede den af, tvært imod. Jeg sprang ud på det dybe vand – uden korkbælte. Og lærte lidt efter lidt at svømme til land.

Som jeg skrev i indledningen, manglede der basale oplysninger på alle områder om regionen, dens forskellige befolkningsgrupper og kulturer.

INI-Centret administrerede udsendingen af indiansktalende skolelærere til fjerntliggende landsbyer, ligesom de på denne konto havde oprettet nogle kostskoler, hvor de samlede indiansktalende drenge og piger fra endnu mindre eller fjerntliggende landsbyer. I begyndelsen fulgte jeg skolelærerne rundt til deres skoler, og fik derved et godt indtryk af området. Besøgene foregik for det meste til fods, ad små stier og bakke op og bjerge ned. Da landskabet var så smukt, afvekslende og grønt, ja så var turen også den rene fornøjelse. Jeg havde fået stillet en ung hjælpe-skolelærer, Santos, til rådighed, og selv om han ikke var meget talende, hverken med mig eller de folk jeg ville interviewe, så hjalp hans lokalkendskab dog til, at vi ikke gik vildt.

kapitler