40. Små-industri i Kenya

Men det var nu ikke Latinamerika det hele. Jeg blev koblet på en arbejdsgruppe, der skulle undersøge eksistensen af ’small-scale industries in East Africa’ – jo al skriftlig kommunikation på centret foregik på engelsk. Det var et projekt sat igang af DANIDA. Tovholder i dette projekt var stud. polit Jørgen Rasmussen, en charmeende, lidt vel kraftig stud. polit, som kunne slå lige igennem med de rigtige argumenter på en blød måde, så alle lyttede med. I gruppen var også Britha Mikkelsen, som kom fra Kultursociologi. Og så var Per Kongstad aktiv i gruppen. Vi, det ville reelt sige de andre, og med mig på som læser, skrev resumeer fra Verdensbankens og den kenyanske regerings rapporter og kom med oplæg om hvordan tingene kunne forbedres. Jeg læste og gav mit bud. Der blev planlagt en studierejse til Kenya, men pludselig var Jørgen Rasmusen forsvundet som dug for solen, så det endte med, at jeg blev sendt afsted som erstatning sammen med Britha.

Det blev en fantastisk oplevelsesrig rejse. Fagmæssigt, men bestemt også safarimæssigt. Britha var alle tiders rejsekammerat. Hun var med på den værste og vi gik sammen gennem tykt og tyndt. Vi ankom til Kampala og lejede en Peugeot bil hos en inder – det var før de blev kylet ud af landet af Ugandas Idi Amin, – og kørte så rundt i Kenya i 3-4 uger, hvor vi besøgte fire forskellige udviklingsprojekter, sat igang med Danida penge. Det var meget small-scale, det vi så på landbyernes markeder. Vi besøgte en smed, der sad under sit palmetag og af et stykke rundjern hamrede lanser ud til masaiernes spyd. Og vi så, og grinede en del af en slags altmulig blikkenslager, der var ferm til at lave hvad det skulle være af gammelt blikemballage. Men han grinede sidst, for åbenbart fik han en stor eksport af blik-genbrugs ting igang til Danmark hvor man siden kunne købe flyvemaskiner, karruseller og andet opfindsomt ’junk’ med reklamer for Coca cola eller skosværte. Danida var igang med at oprette nogle værkstedsskoler, hvor alle disse selvlærde håndværkere skulle kunne få oplæring og større ekspertise.

På vores lange rejse fra det ene center til det andet, levede vi på herskabelig vis på de bedste af de bedste af den engelske kolonimagts efterladte hoteller. Spænding var der også nok af. En gang skulle vi være fremme i byen Nyeri, men vi befandt os på den forkerte side af Kikuyu-bjergene, hvor der nu var en nationalpark. Skulle vi køre igennem og spare den 2-300 km lange omvej via Nairobi? – Ja, tænkte jeg. Er der en vej, kan vi også komme igennem – med en Peugeot. Vi ankom til dyreparkens gate lige før lukketid. Det er ikke godt at vide, hvorfor vi alligevel fik lov til at køre ind her, kort før solnedgang hvor skyerne hang lavt omkring bjergene. Der var ingen smørepenge, det var ren overtalelse. Og da vi nu var kommet ind, så var det bare om at trykke på speederen. Vejen snoede sig og bestod efterhånden bare af opkørte dybe hjulspor. Og nu faldt mørket også tæt. Et sted delte vejen sig, men hvilken var vores. Jeg måtte i den mørke nat ud og se, om jeg kunne tyde det vejskilt, der var halvt væltet om. Da jeg steg ud trådte jeg i en kæmpe- , ja så stor en lort, at den måtte være fra en elefant !!! Vi mente at have fundet den rette vej og kørte videre, men ikke langt, for efter den næste kurve stod der virkelig et par elefanter og blafrede med ørerne. De storørede afrikanske elefanter er de aggressive af arten, havde jeg lært i skolen så vi stoppede øjeblikkelig motoren og slukkede bilens lygter. Der sad vi så en 10-15 min i mørket og hørte på myggenes summen. Men gud ske lov, da vi tændte lygterne igen, havde elefanterne fortrukket. Starte bilen, rulle langsomt forbi hvor de havde stået. Og så fart på. Men meget længere kom vi ikke, før vejen efter en kurve forsvandt i mørke. Mørke – ja men det var mørket af en stor flok vildbøfler – dem med knebelsbarts hornsætning, og som min barndoms naturhistorielærer på Lykkebo skole, kaldet Delle-Larsen, var steppens farligste dyr og lette at tirre. -Stop, stop, stop, råbte Britha, så lavt hun kunne. I kan tro jeg stoppede og slukkede lygterne. Og der sad vi så den næste halve time musestille, mens vi kunne se bøflerne vandre omkring bilen, men heldigvis betragtede de os tilsyneladende som en anden venlig bøffel af stammen, som det ikke var nødvendigt at støde horn med. Til sidst var det ligesom ’tågen lettede’ og bøflerne havde fundet bedre græsgange, så vi kunne snige os videre.

Ja og så er det som i eventyrerne, alle gode gange tre, for efter en tids kørsel kom vi ud af en kurve, og hvad ligger der så dér og flyder midt på vejen? En løve med hele sit harem. Nå, dem var vi nu ikke bange for – inde i bilen. Vi besluttede at give dem en chance til at forsvinde fra ’vores’ vej, så vi stoppede og slukkede lygterne. Da vi 5 min efter tændte – lå de der stadig. Vi slukkede igen, men da de to min. senere ikke havde forstået hentydningen og stadig langstrakte sig midt på vejen, ræsonnerede vi, at det er dem eller os. Og så kørte vi ganske langsomt op mod dem – og de overlod vejen til os. Således nåede vi alligevel, omend noget forsinket frem til en Karen-Blixen stilrigtige travel lodge og en stor velfortjent 3 retters aftensmad.

Og – en gang spejder, altid spejder. Da jeg nu var i Nyeri ville jeg ikke tage derfra uden at have besøgt spejderbevægelsens grundlægger Baden Powell’s grav. Dog uden at lægge en blomst, hvad den forsømte grav ellers nok kunne trænge til.

Og det faglige vi var kommet for at undersøge? Jo selvfølgelig besøgte vi de nyoprettede centre, interviewede de danske ’eksperter’ og de kenyanske ansatte. Og til sidst skrev vi en lang fyldig rapport.

kapitler