Jeg havde fået opsnuset, at det som samfundsforsker ville være ret let at blive udstationeret som ’nægter’ i det forholdsvis nyoprettede Center for Udviklingsforskning. Jeg tog kontakt til Per Kongstad, som var den daglige leder af centret. – Jo, kom endelig! Den formelle leder var tidligere finansminister og generalsekretær for OECD Thorkild ’Livrem’ Kristensen. På Sankt Annæ Plads i Forligsinstitutionens store fine bygning, hvor centret havde lånt sig ind i en periode mellem to arbejdsmarkedsforhandlinger, fik jeg nu eget stort kontor, med sofa og dobbelt dør ud til en lang gang. Lettere kunne det ikke blive, for jeg boede næste skråt overfor, i Lille Strandstræde 15, på hjørnet ud til den lille plads hvor Lille og Store Strandstræde løber sammen. På 1 sal boede Margrethe, Annika og jeg. Man sagde dengang, at digteren Tom Kristensen havde boet i huset, men at det også var i samme lejlighed som vores, fandt jeg senere ud af, da jeg læste Jens Andersens novelle-spændende biografi om denne drukdigter. Joe, det er spændende nok at have en tilskuerplads i historiens teater. Herfra så jeg både Per Hækkerup med cigar vandre fra DFDS Århusbåden, vel op til Christianborg. Og Kong Frederik 9 hestetrukket afsted på sin sidste rejse. Vagtparaden var mit præcise urværk, for når kongen eller dronningen var på Amalienborg, så kunne jeg stille mit ur, 6 min i 12, når den marcherede forbi.
Thorkild Kristensen var en ældre, og i mere end een forstand en høj herre. Han var nu så småt begyndt at varme op til Danmarks indmelding i Fællesmarkedet – gad vide om han ikke var den eneste på Centret, som gik ind for det. Alt det betød, at vi ikke så så meget til ham i det daglige. Men det skal dog skrives, at han forestod alle de mange fælles medarbejdermøder hvor ALT hvad der foregik på Centret blev forelagt og diskuteret. Det vil sige, at vi også brugte megen tid på at diskutere emne, som vi hverken havde interesse i eller forudsætninger for at sætte os ind i. Men demokratisk var det. Og det samme var han!
Jeg var ikke den eneste nægter på Centret. Ja, jeg vil næsten tro vi var flere nægtere end rigtig ansatte. Kjeld Larsen var glødende maoist, hvilket ikke blot viste sig ved, at hans studieemne var det kulturrevolutionære Kina, hvorfor han også organiserede en meget populær og talstærk studiekreds om Kina. Keld viste sin kinesiske solidaritet ved at gå i blå drejelsjakke med mao-flip, og havde et glat tilbagestrøget hår som en anden kommissær fra Riget i Østen. Om Mao og hans lille røde bog var der ingen tvivl, men han havde god humor, når vi kom udenfor kineseriet.
Per Carlsen er økonom og hans interesse var udviklingen og danske interesser i Kenya. Blandt andet talte ham om et crysantemum-selskab, som jo senere viste sig at være starttrampolinen for selskabsslagteren og B&W ejeren Jan Bonde Nielsen.
Der skete en masse på Centret dengang med begejstrede medarbejdere. Men den historie skal jeg ikke fortælle.
Mit speciale som etnograf var relateret til Latinamerika, og det var jo et tema caliente dengang med populære Che Guevara og Fidel Castro på Cuba og spirende revolutioner i andre lande, så det blev aftalt, at jeg skulle organisere en Latinamerika studiekreds. Det blev en spændende udfordring, hvor jeg pludselig fik kontor, telefon, penge og kontakter til at lave det jeg syntes var det helt rigtige, til fremme for udviklingen i disse undertrykte lande.
