«Alteret skal altid stå med en ren dug på», skrev Sjællands første lutheranske biskop Peder Paladius i sin visitatsbog fra 1540.
De hvide duge sad sognet kvinder under tællepråsens og petroleumslampens skær og broderede i de lange mørke vinteraftener. Mange af dem ligger stadig på kirkernes alter. Men hvem broderer nye i dag? Det var det spørgsmål mange menighedsråd stillede sig, når den gamle dug blev for slidt. Og det samme spørgsmål stillede min gamle nabo Peter Fischer Møller sig. Han var siden vi sidst sås blevet præst, og samtidig kommet i bestyrelsen for Selskabet for Kirkelig Kunst. Selskabet broderer i den bedste kvalitet til danske kirker, men når det er til danske lønninger, havde mange kirker ikke råd. Og så købte de ofte en billig løsning fra, som det lidt usmukt blev sagt, det ’katolske overskudsmarked’.
Da Peter så den messehagel af Erik Ellegaard Frederiksens, vi havde broderet til Selskabet for Kirkelig Kunst, foreslog han, at vi skulle lave et projekt, hvor de dygtige mayabrodøser skulle broderer godt broderi til danske kirker. Herved ville vi slå to fluer med et smæk, brodøserne ville få arbejde til en rimelig løn, og de danske kirker få broderi til en overkommelig pris. Broderierne skulle designes af danske kunstnere, så de indgår i dansk tradition for kirkekunst. Det førte til et projekt som stadig fungerer I mindre målestok.
Projektet har ført til et godt samarbejde med danske kunstnere. Margrethe Agger lavede forslag til et antependium, som desværre ikke blev realiseret. Det blev til gengæld Martin Nannestads strengt komponerede antependium og tilsvarende messehagel. Lars Sand Kirk tegnede forslag til en messehagel, der blev broderet i en lille maya landsby.
Jeg har altid holdt mere af det spraglede og fantasifulde end de rette liniers minimalisme. Men jeg skal jo ikke bestemme. Da jeg derfor på en udstilling Fuglefri på KunstCentret Silkeborg Bad så et stort papirklip af Sonia Brandes, tænkte jeg med det samme, at Sonias klip kunne danne forlæg for indianerkvindernes fabulerende broderi. Det blev i første omgang til et klip efter et kalkmaleri i Viskinge kirke, som blev til en messehagel. Næst klippede Sonia med blomstermotiver forslag til fire messehagler i de liturgiske farver; hvid/gylden, grøn, rød, og violet. Jeg og ’alle’ syntes de var fantastisk flotte, men det er jo ikke nok, for de skal også afsættes, og det fik vi kun gjort med den gule.
Vi havde held med andre messehagler, som vi selv havde designet med kornneg og drue, formet som et kors. Mange var enige om, at den var ’lige egnet til en høstgudstjeneste’!
Mayakvinderne er eksperter i at brodere alle former for hulsøm på deres kjoler og underskørter. Denne teknik brugte vi til at lave alterduge til en lang række kirker.
Mayaprojektet blev aldrig så stort, som vi drømte om. Jeg sad i Mexico med de dygtige brodøser, men i Danmark manglede vi en sælger. Men sjovt har det været, fordi jeg på denne vis fik kontakter til en verden, som ikke rigtig var min, og da slet ikke da jeg blev etnograf i Mexico. Men kontakten, besøg og udstillinger i de mange kirker, har været en vidunderlig chance til at holde kontakten med ’mit gamle land’ ved lige. Jeg har glædet mig over at høre gudstjeneste i Roskilde Domkirke mens jeg passede udstilling oppe på 1. sal, og jeg har passet udstilling en sommerdag under kalkmaleriet med dansefrisen i Ørslev kirke imellem Holsteinborg Slot og herregården Basnæs og læst i H. C. Andersens dagbøger om hans mange besøg dér.
På de udstillinger hvor vi er blevet indbudt af Landsforeningen af Menighedsråds medlemmer til deres årlige møde på Hotel Nyborg Stand, har vi haft en mayabrodøse med til at vise, hvordan hun hurtigt og snildt kan brodere på en ’gammeldags’ trædesymaskine. Det var altid et trækplaster – især hos de ældre kvindelige menighedsrådsmedlemmer, som svimer lidt hen i minderne om, da de i deres unge dage selv broderede.
Men er det ikke lykkedes Mayabroderi at fylde alle de danske kirker med mayabroderede duge, så har vi haft bedre held på præstesiden, hvor vi i dag leverer alle de hvide ’manchetter’ – poignetter hedder de, som præsterne har på ærmerne af deres kjole.
Tro det eller ej, men jeg er i dag, 2021, eneleverandør af poignetter til den danske folkekirke, og ser jeg billeder eller transmissioner fra en kirkelig højtid, kan jeg ikke lade være med at tænke på, at præstens poignetter har været igennem mine hænder.
Det blev bestemt ikke sunget ved min vugge. Her kunne jeg godt tro at Vorherre, i modsætning af hvad Einstein troede, spillede terninger, og at hans rafleslag gav mig denne opgave. Som jeg bestemt ikke er utilfreds med.
Jawohl Herrn Einstein, Herrens veje er uransagelige, og tit spiller han terninger.
