De førspanske regnguder Cha’ko’ob ( Chaak i flertal) var de guder som de spanske munke havde sværest ved at få udryddet. Regnguderne er gengivet på meget af den smukke keramik, som de gamle mayaer dekorerede, og de pryder facaderne på de fleste af de store mayaruiner, som Chichen Itza, Uxmal og Kabah. De var en integreret del af de gamle mayaers kultur. Selfølgelig, for de kom med vandet til markens planter. Ganske vist accepterer bønderne i Xocen idag at Ærkeenglen San Miguel er chef over de mange chaaker – men de mange Chaaker lever stadig i bedste velgående. Selvfølgelig fordi de som vandbærere stadig er helt uundværlige for at få majsplanterne til at gro.
I hele den videnskabelige, hovedsagelig arkæologiske litteratur omtales Chaakerne altid som uden køn, eller i bedste fald som hankønsvæsner. Men sådan er det ikke i mayaernes verden, hverken i den før-spanske eller nutidige. Ved at lytte til de bønner der blev bedt under den årlige og uundværlige regnceremoni i Xocen, som jeg optog og fik transskriberet, opdagede Silvia, at regnguderne selvfølgelig, ligesom de mandlige deltagere i ceremonierne, alle har en kone. Og med den viden begyndte hun at kigge på billederne i de gamle mayaskrifter, og der mener hun også at kunne finde regngudernes koner. Tak Silvia, det havde jeg aldrig opdaget. Normalt er der et meget jævnbyrdigt forhold mellem mænd og kvinder i mayasamfunde-ne, men når der laves regnceremoni i maj, juni måned, så er det kun mændene der deltage. Så Silvia kunne ikke komme med og observere. Og hvorfor er kvinderne ikke med? Vores videnskabelig forklaring er, at regnceremonien er en uundværlig takkeceremoni til de over-naturlige væsner, som sørger for regn og dermed afgrøde på markerne. Milpaen er mændenes domæne, hvor kvinderne normalt ikke deltager, og derfor har de heller ikke noget at gøre ved den årlige regnceremoni.
Men vi fik en mere kontant forklaring på kvindernes fravær ved regnceremonierne:
– Hvis kvinderne er med, så vil mændene stå bagved og diskutere hvem der har den bedste…. og hvem der er den smukkeste, og det vil ikke passe ind i en så vigtig ceremoni.
Så derfor er de ikke med. Og Silvia altså heller ikke. Men efterfølgende kunne hun uden problemer få uddybet alle detaljerne med ’ypperstepræsten’ el j’men Don Alfonso.
Under ceremonien bedes der ved forskellige altre.
Hovedalteret for regnguderne, og ved de mindre altre for Skovens Skytsånd, og for Underjordiske Kilders Skytsånd. Jeg forsøgte på bånd at optage dem alle, men det blev noget usammenhængende, for det er svært at være tre steder på samme tid, men også fordi jeg blev sendt ’i byen’ efter vand. Det var lettere i mit Folkevognsrugbrød, end hvis det skulle bæres i dunke. Heldigvis fik jeg muligheden for at deltage i 4 ceremonier, og med stor hjælp fra den mayatalende lærer Pedro Pablo Chuck og maya-præsten Alfonso Dzib, fik vi stykket båndene og bønnerne sammen til et sammenhængende forløb.
Beskrivelsen af regnguder og gudinderne samlede vi i bogen Jinetes del Cielo Maya, (Ryttere på mayaernes himmel), der blev udgivet på det lokale universitetsforlag.
