Den tidligere comisario – borgmester, i landsbyen, don Teodoro Canul og hele hans forgrenede storfamilie, blev vores faste ankerplads i Xocen. Lad mig her blot skildre den nære familie. Portræt af andre medlemmer kan findes i vores bøger om Xocén.
Don Teodoro, der døde i 2021, var traditionel milpabonde, og han gik hver dag sammen med sin hest mi pobre caballo (min stakkels hest), og sønnen Tomas ud i sin milpa – hvis altså dagen ikke var en af de mange helgendage, hvor Vorherre ikke så i nåde til dem, som arbejdede for det verdslige, i stedet for det åndelige. Don Teodoro var maestro cantor, en slags kirkesanger, og det giver mange afbrydelser i det daglige arbejder, da der ustandselig var bud efter ham og hans gruppes sang og bønner, hver gang en ceremoni skal markeres. Desuden var han ceremonimester ved de mange familieceremonier, for han vidste hvor mange lys der skal på bordet, hvor mange gange der skal bedes, og kunne forklare de nygifte om nødvendigheden af at holde de 10 Bud.
Don Teodoros kone Doñia Celustina var noget forsagt og skrantende, men jeg tror det mest var fordi hun led af en permanent mavelidelse. Måske kræft, som hun aldrig fik konstateret. Hun talt kun maya og forstod lidt spansk, så det begrænsede vores snak med hende til et goddag, farvel og mange tak for mad – Dios botik. For vi var altid velkommen i hendes køkken, og kunne kun vanskeligt komme derfra uden først at have spist en ordentlig portion bønner med en tilhørende stak tortillas.
Don Todoro og Doñia Celustina havde kun sønnen Tomas. Han fulgte med sin far i milpaen, men kunne nok se, at der her ikke kan tjenes nok til at dække de udgifter, som det nye liv kræver, med skolegang til børnene, el, radio og tv, patentmedicin i stedet for naturens planter, og pepsi eller cocacola i stedet for vand med citronsaft, etc. etc. Så han har, dog uden større held, forsøgt selv at lave noget kunsthåndværk i træ. Jeg fik med støtte fra Solhvervsfonden organiseret et trædreje værksted i landsbyen, men det kom ikke til at køre. Morten Vesely fra Danmark, som er ivrig hobbydrejer gav undervisning et par måneder, men gnisten tændtes ikke hos eleverne. Større gevindst havde Tomas med at hjælpe sin dygtige kone Jacinta med at færdiggøre de broderier hun laver og organiserer for andre kvinder i Xocen.
Tomas og Jacinta har fire børn, to drenge og to piger. Den ældste dreng Fatimo gennemførte gymnasiet – prepa og er nu færdig som programmør i edb og blevet ansat som lærer i en maya-spansk sproget skole i en lille landsby. Pigerne er ikke studieminded. Den ældste pige, Maria José, blev tidlig gift med en mand, der arbejder i turistzonen ved Cancun. De har et barn, og bor alle sammen med Tomas og Jacinta. Den anden datter, Anacleta, er i gang i et telegymnasium for at blive student. Den yngste søn, Juan, er blevet færdig med gymnasiet. Jeg tror aldrig han har været med i marken for at så og høste majs. Dér ser han ingen fremtid. Til gengæld, det sidste jeg har hørt om ham er, at han læser psykologi i hovedbyen Merida. Jo, der er nok en søn efter Fatimo, Juan! Så snart han kunde forlod han hjemmet og fik arbejde i Cancun. Da han længe efter kom tilbage, med en enlig mor med et barn, blev han knapt så venligt modtaget af sin mor, da han jo dermed havde brudt alle xocenensiske regler for at stifte familie. Så han tog med kone og barn tilbage, hvor de kom fra, og jeg hører aldrig mere nyt om ham.
Med i husholdet hørte også Pascuala. Hun er datter af Teodoros søster, som døde under barslen, og Pascuala blev derfor plejebarn hos Teodoro og Celustina, som hun betragter som sine forældre. Man kan ikke ligefrem sige, at Pascuala var heldig med sin første kærlighed. Hun var forlovet med en stabil ung fyr. Men er kærligheden der ikke, kan selv et belejligt forhold synes ubelejligt eller ligefrem ulideligt, så hun brød med ham, hvilket ikke var velset af hendes far. For trods alt er en pige i den giftemodne alder, som ikke bliver gift, en økonomisk byrde for familien, da hun ikke har indtægt og kun kan bidrage med at ’hælpe til’. Så hun kastede sig, så at sige, med åbne øjne i armene på en drukkenbolt, som hun hurtigt fik to søde piger med. Men, det var også det eneste han bidrog til. De gik hurtigt fra hinanden. Pascuala tjente så, som enlig mor, til pigernes og eget underhold som rengøringspige på et af de store turisthoteller ved den Caribiske Kyst, mens pigerne blev passet af bedsteforældrene i Xocen. Det var dengang ikke velset, at de unge piger tog selvstændigt arbejde, og det førte til megen sladder omkring Pascuala. Ja, for var hun egentlig ikke bare ’ludder’?
Pascualas mand Juan er prototypen på en del af de unge i Xocen, som ikke mere finder underhold i det traditionelle milpabrug, og derfor søger lønarbejde på kvægranchoer eller i turistbranchen ved den Caribiske Kyst. I det traditionelle samfund i Xocen er alkohol en vigtig del i de mange ceremonier, der afholdes i årets løb. Men når festen og tømrermændene er overstået, kan bonden stadig gå ud i sin milpa og hente til familiens underhold. Så let er det ikke i dag for de unge, der snart kan få drukket deres ugeløn op, så der ikke er til familien, og ofte heller ikke har til, at de kan betale for transporten tilbage til arbejdspladsen, men må låne sig frem.
Ved siden af Don Teodoros rektangulære stenhus, som han havde fået efter sin far, havde han bygget et traditionel elipseformet hus med palmetag til sin søster Maria, som boede her sammen med sin søn Lauro. Hun var blevet gravid i utide, blev ikke gift og fødte som enlig mor en invalid dreng. Ja, for hende kom ulykkerne ikke alene. Maria levede yderst sparsomt af de få penge hun kunne tjene ved at kopiere og sælge mønstre til broderier på kvindernes traditionelle kjoler – hipil. Da Lauros mor døde overtog Tomas og Fatimo pasningen af ham. Til gengæld hjalp han sine små niecer med skolelektierne. Det traditionelle mayahus blev siden erstattet med et lille regeringsstøttet gasbeton hus. Men nu er også Lauro død, og huset står indtil videre tomt.
Det du lige har læst er jo en pæn historien om familien Canul. Men, hør så!
Det siges, at det er når arven skal deles, at man kommer til rigtig at kende sine familie og venner. Det passer i Danmark, som i Xocen hos familien Canul.
Da Pascuala arbejde i den Caribiske turistzonen mødte hun en ældre fraskilt mand, Daniel. De fandt sammen og han finansierede et hus til hende og sine to piger tilbage i Xocén. Desværre døde han alt for tidligt af kræft, så Pascual stod igen alene, men dog nu, under eget tag.
Imens Pascuala havde boet sammen med don Teodoro var hun raget uklar med sin halvbroders kone Jacinta. Jacinta beskyldte Pascuala og hendes piger for at stjæle, og da don Teodoro forsvor det, ramte Jacintas vrede også ham og hans kone. Dét i en sådan grad, at Jacinta nu helt afskar enhver kontakt til sine svigerforældre, som nu var blevet gamle, svagt gående og syge. Jacinta fik sin mand Tomas til at anklage sin far som medskyldig i tyveri. Det skete, så at sige for åben mikrofon, i det lille lokale borgmesterkontor, hvor alle kan høre med og give mening. Anklagen kom der ikke noget ud af, men splittelsen i familien skar dybere. Jacintas svigermor døde forgræmmet uden kontakt til sine børnebørn. Og derefter sad don Teodoro stort set uden mad og drikke 10 m fra sin søn, svigerdatter og børnebørn, uden kontakt med dem. For hans børnebørn turde heller ikke besøge ham, med mindre Jacinta ikke var i nærheden.
I bund og grund tror jeg, at Jacinta var bange for, at don Teodoro skulle tilgodese sin plejedatter med en del af arven, som her var en del af huslodden. Men dét, skulle ske over hendes lig! Men, det blev ikke over hendes, men over hans!
Da Pascuala arbejde i den Caribiske turistzonen mødte hun en ældre fraskilt mand, Daniel. De fandt sammen og han finansierede et hus til hende og sine to piger tilbage i Xocén. Desværre døde han alt for tidligt af kræft, så Pascual stod igen alene, men dog nu, under eget tag.
Dybt forgræmmet og for at overleve flyttede Don Teodoro nu til sin plejedatter Pascuala, hvor han kærligt blev plejet til sin død i begyndelsen af 2021. Jeg besøgte ham ofte, til han på sit sidste ikke kunne rejse sig fra hængekøjen, og vi dårligt kunne forstå hinanden. Men, til hans begravelse og de messer der efterfølgende afholdtes, var det helt uden hans søn Tomas, Jacinta og sine børnebørn. I arg vrede over sin søns manglende hjælp, og for at få penge til medicin solgte don Teodoro sit hus. Og nu ligger Tomas og Jacinta i strid med den nye ejer, som de påstår har narret den gamle til at sælge.
Ja, follow the money!
Her har jeg præsenteret den nære del af familien Canul. Så mangler hele den øvrige del, men det bliver for meget at tage dem med i denne her omgang, selv om de fortjener det, for de har alle bidraget med deres gæstfrihed og åbenhed til at Silvias og mit ophold i Xocen blev så rig en oplevelse, og at vores beskrivelse af deres samfund har kunnet blive så omfattende og dybtgående.
Hele landsbyens historie, hvordan det sociale netværk er udspændt, og forholdet til de overnaturlige magter balanceres, har vi beskrevet i vores etnografiske monografi Xocén – en el Centro el Mundo. For at sætte kød på de mange generaliseringer, tilføjede vi en beskrivelse af en række medlemmer i tre generationer i Canul familien.
