Langt, langt de fleste af mine fotos har jeg taget udenfor Danmark. Men ingen regel uden undtagelse.
Da jeg kom til Mexico, blev jeg hurtigt vildt begejstret for mexicanernes ’afslappede’ forhold til døden, i hvert fald set i forhold til os danskere. Det kom der så en udstilling ud af på Moesgaard Museum, Festen for de døde. Men inden da, havde jeg under det kulturelle genopdragelseskursus jeg underlagde mig selv, ved at melde mig og min mexicanske familie som elever på Rødding Højskole på efterårsholdet i 1988, faktisk lavet en lille udstilling dér om festen for de døde, i forbindelse med en temauge, jeg havde fået overtalt forstanderne Niels Holck til at holde. Det blev en total fiasko, for ikke mange udenfra højskolen mødte op for at høre om noget så dødsens uvedkommende som døden. Men det er nu deres sag.
Udstilling blev lavet i samarbejde med Djurslands Museum, hvor jeg forinden havde lavet en fotoudstilling om Fiskerne på Yucatan. Med den daværende direktør for museet Bjarne Flou, blev vi enige om, at det ville være interessant at lave en tilsvarende udstilling om ’den danske død’, og for at komme i gang, skaffede Bjarne penge og bil, så jeg kunne begynde at registrere gravminder på danske kirkegård. Det gik jeg med liv og død op i, og jeg tror jeg fik dækket de fleste kirkegårde i Sønderjylland, hvor højskolen ligger. Hvad der især slog mig dér, var naturligvis de mange krigergrave, eller mindesmærker over faldne i den 1. Verdenskrig, men endnu mere over gravene med de faldne frivillige i Frikorps Danmark, oftest faldet i Rusland. Det var vel unge idealister, som havde troet lige så meget på deres sag, som de unge danske, der drog til Spanien, og ikke alle kom hjem. Det var en kontrast, der gav stof til eftertanke.
Med tiden fik jeg også taget billeder af kirkegårde omkring København – og da der jo dér er blevet begravet folk af mere forskellige sociale og kulturelle klasser end på de små provinskirkegårde, ja så er gravminderne dér også tilsvarende mere varierende og ‘interessante’.
Jeg ligger efterhånden inde med et kæmpe fotomateriale, for jeg kan stadig ikke gå forbi en kirkegård uden lige at smutte ind for at se, om der ikke skulle være noget fotoværdigt. Og det er det jo altid, hvis man har øjnene åbne. Hvad der skal komme ud af de mange billeder, ud over den artikel jeg skrev til tidskriftet Samvirke i 1988, ja det er ikke godt at vide. Jeg har søgt at sætte billederne sammen emnevis og i samme tidsperiode, og så knyttet dem sammen med, hvad danske samtidsdigtere har skrevet om døden. På denne måde er jeg kommet land og rige rundt, og gennem litteraturen fra vikingetiden til i dag. En berigende oplevelse.
Kommer der ikke en bog ud af anstrengelserne, har de i hvert fald givet mig et dybtgående indblik i danskernes, især digternes, forskellige opfattelser gennem tiderne af det uungåelige. Men måske, ’something will turn up’, som Mr. Micawber hos Dickens siger.
