Menú

48. Ciudad Santos – Tancanhuitz

Efter en 7-8 timers lang bustur fra Mexico By ad den snoede Pan American landevej over Sierra Madre bjergene, steg jeg en eftermiddag sidst i april af bussen og stod med alle mine pakkenelliker for foden af en stejl bjergkam. Jeg blev helt, men glædeligt, overvældet af den fugtige tropiske varme, og den frodige grønne vækst af planter, lianer og træer, der skød op overalt. Det sidste stykke vej op til mit kommende hjemsted foregik i gammel faldefærdig fællestaxa.

Buenos días ….. , sagde jeg til en stor tyk matrone, som holdt styr på kontorpersonalet i det åbne forretningslokale ud til hovedgaden, hvor INI havde indrettet sig. Cd. Santos ligger klemt inde i en smal bjergkløft, og husene skyder op på bjergskråningerne langs landevejen, der går igennem byen. Når biler og busser kørte forbi INIkontoret, kunne man ikke høre hvad man selv sagde, og et fint lag støv dalede ned på skrivebordene.

-Sr.Christian !
-Si!, soy yo ! Og så blev jeg ført ind i baglokalet, der fungerede som kontor for centrets leder, Juan Valdéz Aguayo. Den tykke matrone var hans kone, Doña Rosita. Juan Valdéz stod heller ikke tilbage for sin ægteviv hvad angår vægt, men da han var høj, fordelte kiloene sig på en kraftfuld måde, der gav ham en stærk pondus.

Efter de indledende høfligheder, og Juan Valdéz var en travl mand, blev jeg installeret på byen eneste hotel. Snuske-rusket, lavt til loftet og bliktag der afgav en forfærdelig varme når solen skinnede, og en trommende larm når det regnede – og begge fænomener var hyppige. Badeværelset og lokum i et, var et lille kosteskab bagerst på etagen, hvor jeg havde betænkelighed ved at komme barfodet. Men da jeg trods alt var den rige gringo, kunne jeg tillade mig at leje hotellets, lad os kalde det suite, som var et 4×4 m stort rum med en seng, hvor madrassen bøjede sammen som en hængekøje, men desværre ikke gav hængekøjens friskhed og muligheder for at gynge. Clouet ved denne suite var, at værelset havde balkon, hvorfra man kunne holde øje med alt hvad der foregik på byens lille plaza. Og det kunne jeg have fået mange timer til at gå med, havde det ikke været for de osende taxaer ned under balkonen.

kapitler