Jeg kom hjem fra Ecuador, lige til juleaften, og hjem til Margrethe og vores lille datter, som kom til at hedde Annika. Vi holdt til i Margrethes pigeværelse i den gamle hestestald hos hendes forældre Henry og Hanne Agger. Der boede vi en kort tid og flyttede så til en lille skøn lejlighed i Lille Strandstræde med udsigt over Sct. Annæ Plads i det indre København. Alt det krævede jo sin mand, og det var jeg ikke meget af på den tid, for selv om gulsot er en dejlig smertefri sygdom, så er man noget så himmelsk træt. Og det var ikke kun een dag, at Margrethe fandt mig i nogenlunde sammen stilling foran morgenbordet, da hun om aftenen kom hjem, med indkøb i den ene arm og lille Annika på den anden.
Lidt efter lidt kom jeg igen til kræfter, gik i gang med at studere og fik også taget den forprøve i geografi, jeg var dumpet til inden afrejsen til Ecuador. Og som en slags belønning herfor, og for at holde mit spanske ved lige, og selvfølgelig også for at tage på den bryllupsrejse Margrethe og jeg ikke nåede, så besluttede vi at rejse ud. Men hvorhen ? Jeg fik kontakt til Gustav Henningsen, der er folkemindeforsker, og som var i gang med at studere hekse i Galicien i det nordlige Spanien. Jeg skrev og spurgte om jeg måtte komme derned og kigge på. Jo vi var meget velkomne, så Gustav ordnede, at vi kunne komme til at bo i samme by som han. Gustav er gift med spanske Maritza, og hos hendes forældre i Madrid, gjorde vi stop på vej til La Coruña i det nordvestlige Spanien.
Gustav havde installeret sig med sin familie i et nybygget hus i den lille by Ordenes mellem La Coruña og Santiago de Compostela. Det regner meget i Galicien og de dage hvor det regnede, var det bare som om vi sad i en gammeldags osteforretning med regnen der bølgede ned over ruderne, og fugten der dampede ud fra væggene. For at modstå skimmelangreb på vores sundhed skuttede vi os sammen omkring en gasovn i altmuligrummet i Gustav og Maritzas lille betonhus, når vi var på besøg hos dem. Så var Margrethe og jeg bedre installeret, i byens eneste hotel med restaurant. Vi fik en dejligt hjørneværelse med lukkede balkoner ud til byens torv og hovedgade, så vi kunne følge med i alt hvad der foregik. Om lørdagen var der godt gammeldags marked på torvet, med masser af boder under udspændte sejlduge, og på en plads i den næste gade stod alle de kreaturer og dyr samlet, som skulle sælges og købes. Så var der virkelig gang i hotellets restaurant, og værten svedte, mens han fór rundt med 10 fyldte tallerkener på hver arm, som han fordelte til skrigende, gestikulerende og sultne gæster.
Jeg havde egentlig ikke noget forskningsprojekt og ingen rigtig plan for hvad jeg ville lave. Men det var på det tidspunkt, at flere etnografer var begyndt at få øjnene op for, at man jo også kunne lave etnografiske studier i Europa blandt de mange mere eller mindre ’primitive’ bønder, der holdt gamle tekniker, sædvaner, og tro ved lige, trods de industrielle og samfundsomvæltende motorveje, der var ved at pløje sig igennem deres afsides egne. Etnografien var jo ellers på dette tidspunkt, i hvert fald i praksis, defineret som studiet af ’primitive’ samfund udenfor Europa.
Jeg var blevet inspireret af den amerikanske etnograf Eric Wolf, der havde skrevet en emne- og problem-oversigt over Peasants, som hans bog også hed, og der var endda en amerikaner, der havde lavet et studie over det mere ’primitive’ liv i nutidens Dragør. Alt det gjorde, at jeg også gerne ville i gang med noget til- og tidssvarende.
Sammen med Gustav vandrede vi nu ud i de små galiciske landsbyer. Her var jorden stadig fordelt på en masse små ’primitive’ brug, som blev dyrket med ret traditionelle metoder. Jorden var, som et af de få steder i Europa, ejet af kvinderne, og arv gik igennem kvindesiden. Så i hvert fald havde kvinderne også bukserne på her, og det var ikke usædvanligt at se dem gå i spidsen for det oksespand, der brugtes til at trække den simple træplov. Der var så småt tale om at lave jordreformer, og lægge nogle af de mange små brug sammen til større enheder. Det ville jeg gerne studere, men der var endnu for lidt kød på benet, syntes jeg. Eller, man skal jo også gå efter benet, og jeg var trods alt på forsinkede hvedebrødsdage.
Gustav borede løs i tro, overtro, hekse og hekseri i Galicien. Jeg hængte på, når han var ude og interviewe, eller besøge valfartssteder, men ellers gik Margrethe og jeg, med lille Annika på armen, på ryggen i bæresele eller i klapvogn rundt på de mange lerede og hule veje omkring Ordenes. For at falde i med de indfødte havde jeg også købt mig en baskerhue som mændene gik med, og jeg tror den hjalp, for vi blevet stort set overalt venligt modtaget. Men det gjorde Gustav nu også, selv om han gik uden baskerhue. Noget andet er, siges det blandt etnografer, at det altid virker tillidsvækkende, når man kommer med kone og barn. Så kan ’de indfødte’ jo se, at vi i hvert fald på nogle punkter ligner dem.
Vi blev meget gode venner med Manuel Fraga – et almindeligt navn på disse kanter, så det bliver nok svært at genfinde ham – han er dog nok død – eller hans hus. Heldigvis for os, var han lidt invalid, så han havde ofte god tid, mens hans kone trak af sted med ploven. Han og hans kone boede, som de fleste andre, i et lille stenhus, hvor køkken og stald stort set gik ud i et. Her sad vi omkring det åbne ildsted, for der skal ikke meget regn til, førend det bliver koldt og især klamt i sådan et stenhus. Her omkring ilden gik snakken, og når vi ikke kunne finde på mere at snakke om, begyndte vi at spille skak. Det er jo en beskæftigelse hvor man for så vidt slet ikke må snakke, så der kom mit manglende spanske mig ikke til skade. Og når han vandt, og det gjorde han for det meste, så kunne han godt finde på at fejre sejren med en luns af den svineskinke han havde hængende i skorstensrøgen. Rødvinen måtte jeg holde mig fra på grund af gulsoten.
Vi fik mange fine venner, og da landsbyens jomfruelige helgen blev fejret med fyrværkeri og store sammenkomster, blev vi inviteret med af 10 forskellige familier. Og vi kunne dårligt sige ja til den ene og nej til den anden. Dengang troede jeg, at en invitation var en invitation, som i Danmark, og ikke bare en venlighed, der gav mulighed for både at komme eller ikke-komme. Så vi følte, vi skulle komme til dem alle. Engang var vi lige blev spist af hos een familie, men vi var jo også inviteret hen hos den anden, så selv om vi ikke ligefrem var sultne, så kunne vi heller ikke undslå at komme forbi, om det så bare skulle være for at drikke et glas sammen. Men hvilket glas ! Vi begyndte med stor suppe med mange fede spæklunser i. Og det var spæklunser så det bævrede. Siden har jeg fået dem serveret i mange andre bondesamfund, hvor de tjener som brændsel til det hårde manuelle arbejde, men aldrig i Danmark, hvor vi er bekymret for alt der sætter sig på sidebenene. Det var så noget med, at finde en grimasse der ka’ passe, og så bare synke fedtet. Men med den rigelige vin og cognac gled det ned. Ja det kunne de andre sagtes gøre, men jeg der ikke måtte drikke ? Så kom oksestegen på bordet, og det nyttede ikke noget at afslå, heller ikke da der blev budt tredje gang. Så skulle vi i gang med desserten eller efterretten. Det var en kombination af klipfiskebudding og tørrede kvæder / membrillo. Dios mio! Det lagde sig godt i maven, og det var lige knapt nok, at Margrethe og jeg kunne trille ud ad gårdspladsen og nå frem bag de første levende hegn, hvor vi faldt om, og i ordets bogstaveligste forstand slog mave de næste par timer. Men næste dag var vi klar igen. Sådan er det jo at være på ’deltager-observation’, hvor man må leve med de indfødte. I hvert fald prøve. Kedeligt var det dog ikke.
Bror Westmann som også var begyndt at læse etnografi samme år som jeg, kom ned og besøgte os. Det endte med, at han, med Gustavs gode formidling, blev sat op på spidsen og hjørnet af Galicien, i en lille valfartslandsby på kanten af havet, for at studere og gøre sig klogere på dette fænomen. Men ligesom jeg, gjorde han helle ikke europæisk folkekultur til sit speciale. Vi fulgte traditionen og skulle udenfor Europa. Bror tog fat på folkekunsten i Marokko.
Der var noget fantastisk dragende ved at stå overfor denne fremmede, mystiske, traditionelle verden, som ’et primitivt’ samfund kan tage sig ud for nybegyndere indenfor etnografien. Det var virkelig som Ali Baba, der med de rigtige trylleord kunne få porten i bjerget til at åbne sig, og dermed skaffe sig adgang til fantastiske skatte. Jeg fik en masse gode indtryk i Galicien, og taget nogle hæderlige fotografier, men jeg kom aldrig rigtig i gang med de studier over bondeøkonomier, samfund og landreformer i Galicien, som jeg havde planlagt. Da jeg kom tilbage til mine studier efter sommerferien, kom jeg i gang med andre ting.
I det vel lange forløb af min studietid deltog jeg i mange aktiviteter, som selvfølge tog tid fra det egentlige studier. Men, de var sjove og gav mig hen ad vejen et bredere perspektiv på faget og dets udfordringer.
