Fra jeg ankom til la Huasteca, har jeg taget fotografier i s/h og dias. En del er blevet brugt i de bøger jeg fik lavet, men der var alligevel en del til overs på de 350 ruller film, jeg fik taget i min tid dér. Det havde altid været min idé og drøm, at lave en rigtig god fotobog fra la Huasteca, hvor det er fotografierne, der tages hensyn til ved trykningen, og ikke kun teksten, hvorved det ofte giver snusede billeder. Cara de la Huasteca – La Huastecas Ansigt kaldte jeg den. I den ville jeg give et ‘portræt’ af den region, der havde givet mig så meget, og hvor jeg tilbragte en turbulent og inspirerende tid. 150 fotografier fordelte jeg på en række temaer. Hvert kapitel fik en kort indledende tekst, ligesom der til hvert fotografi var en forklarende tekst. Teksten blev, selvfølgelig, skrevet på skrivemaskine, og fotografierne forstørret og trykt i de forskellige mørkekamre jeg under skiftende flytninger installerede. Men jeg kunne ikke finde nogen til at udgive den i den tid jeg boede i la Huasteca, hverken i San Luis Potosi eller i Mexico By, hvor der ville være størst chancer. Siden flyttede jeg til Sonora og endte på Yucatan, så det blev svært at forfølge sagen, også fordi jeg dér fik andre opslugende opgaver.
Ført mange år senere, og nu med den digitale teknologis velsignelser, tog jeg interessen op igen med at få den udgivet. Jeg scannede negativerne til mine oprindelige fotografier og satte ved brug af tekstbehandlingsprogrammet InDesign tekst og billeder sammen til en bog, som jeg mente stadig kunne have interesse. Det især på grund af den historiske dokumentation billederne gav af en verden der, om ikke helt forsvundet, så dog stærkt forandret. Jeg sendte en pdf fil, via internettet selvfølgelig, til forskellige kulturinstitutioner i San Luis Potosi. Antropologen Maurizio Guzman ved Colegio de San Luis svarede således:
Det var med stor begejstring jeg så dit forslag med fotos, som jeg er overbevist om, kan blive en ‘formidabel’ bog. ( Me quedo gratamente entusiasmado con este tipo de propuestas, apenas le eché un vistazo a tus fotos, me parece de entrada un proyecto editorial formidable).
Han sendte den videre til en bedømmelses komité, hvorfra jeg fik afslag med den begrundelse, at der var mere kunst end antropologi i bogen. Sådan! Og det skal de jo have lov til at mene. Men jeg vil nu stadig holde på, at et billede kan sige mere en tusinde ord, og hvis mine antropologiske motiver endda også er ’kunst’, hvad er der så at vente på for at få den udgivet.
Selvfølgelig har mit arbejde i Mexico haft til formål at tjene mig til dagen og vejen. Men med alle de goder og oplevelser jeg så generøst har fået i Mexico, har jeg også altid haft i sigte, at give ’noget’ tilbage til Mexico. Men, når dette nu ikke vil modtages, ja, så skal man jo heller ikke, som der står i Mathæus 7:6, smide perler for svin. Lidt hårdt sagt måske, men det er nok også det mange føler, der prøver at gøre noget for den nulevende indianske kultur. Ja, ja, men glæden ved at have oplevet alt det billederne står for, det har jeg ’da lov at ha’, som Liva Wedel sang.
Enden på mine billeder og bog blev deres indlemmelse i ‘Latin American Collection at Texas State University’ i Austin, som opbevarer en af de største samling af dokumenter fra Latinamerika.
I 2010 havde jeg den store oplevelse, at spille med i det klassiske mexicanske skuespil El Gesticulador af den mexicanske teatermand Rodolfo Usigli. Jeg havde en rolle, som ikke var meget ulig min, at spille den amerikanske historiker Mr. Bolton, der rejser rundt for at finde dokumenter omkring den mexicanske revolution. Undervejs bliver han/jeg bebrejdet at ’gringoerne køber alt’, hvortil han/jeg svarer:
– ’Ja hvorfor ikke, hvis det er for kulturen!’ Men lidt trist at den skal ende på den anden side af grænsen.
