I august 1976 rejste Magrethe og Annika tilbage til Danmark – og jeg flyttede sammen med Silvia og Elvira!
Silvia var færdig som etnograf/antropolog og havde fået arbejde i et social-anthropologisk studieprojekt i Mezquital-dalen i delstaten Hidalgo, lidt nord for Mexico By.
Mezquital-dalen hørte, og gør det vel stadig, til en af Mexicos fattigste regioner, bestående af et stort område med halvtørre bjerge og frugtbare dale. Den oprindelige befolkning er otomí-indianerne, som prøver at få lidt landbrug ud af den tørre jord, og lader deres geder afgræsse de sidste rester af grønt. I dalbundene er der landbrug med kunstvanding. Vandet hertil er spildevand fra storbyen Mexico, så i kanalerne og sluserne former der sig ofte store bjerge af hvidt sæbeskum, der med vinden blæses ud over markerne. Området er fantastisk smukt og bjergtagende storslået – i al sin menneskelige fattigdom.
Forskningsprojektet havde et hus i byen Ixmiquilpan, hvor vi boede sammen med 3-4 andre mexicanske antropologer, sociologer og et par tyske etnografer. Doña Celia var ansat til at lave mad til hele holdet. Det gjorde hun på en yderst velsmagende måde. Silvia og jeg jokede med, at vi skulle tage hende med til Danmark og der starte en mexicansk restaurant med autentisk mexicansk mad.
Forskningsmæssigt havde jeg ikke noget med de øvrige etnografer at gøre. Jeg havde mere end nok med at få min egen forskningsrapport om la Huasteca færdig. Her var Silvia mig en uerstattelig hjælp. Hun gjorde mit dañol (dansk-spansk) til pænt spansk. Det mexicanske hold blev ledet af sociologen Roger Batra, sammen med canadisk-mexicanske Luisa Paré. Hun, sammen med hendes mexicanske mand Echart Boege (ja, af tysk afstamning) blev vores bedste venner. Som gæst i huset kom også schweiziske Maya Nadig, som studerede etnopsykologi blandt otomikvinderne i en lille forarmet landsby.
Mexico var i den tid stadig præget af spredte oprørsbevægelser, især i de fattige delstater Guerrero og Oaxaca. En nat blev forskningshuset stormet af det halv-hemmeligt politi Federales de Seguridad, som ransagede alt – og tog hvad der var af løse værdier og penge. Den mand de søgte var der ikke, så de gik jo med halv, men ikke uforettet sag. Vi protesterede og ’de rette’ myndigheder forsøgte at forklare, at de bestemt ikke viste noget om ransagningen. Det endte med, at vi fik en politipatrule til at holde vagt – for os – 24 timer i døgnet. Og så kunne de vel også holde øje med om den person de oprindelig ledte efter, skulle dukke op. Men han var selvfølgelig over alle bjerge, i Guatemala, hvorfra hans spor forsvandt for evigt. Sidst vi hørte nyt om ham, var han, sammen med sin mor, blevet anholdt og myrdet af det guatemaltekiske politi.
I slutningen af 1976 var der præsidentskifte, og alle regeringsprojekter går ved denne overgang i stå, indtil den nye præsident og regering har fået greb om tøjlerne. Silvia og jeg forsøgte at få et forsknings- og udviklingsprojekt i gang, men der var ikke bid, så vi måtte finde andre græsgange.
