Mexico har siden den spanske koloniadministration, og vel også under aztekerne i den centrale del af Mexico, været et meget centralistisk styret land. Alle initiativer kom og kommer stort set stadig fra centralregeringen, og alle beslutninger skulle ind omkring Mexico By og vende. Sådan var det også med udforskningen af fortiden og historien. Instituto Nacional de Antropología e Historia – INAH har oversigt og monopol på al forskning, udgravning og bevaring af de før-spanske arkæologiske udgravninger og ruiner, ligesom bevaringen af kolonitidens monumenter og bygninger. Sådan er det stadig, men der blev fra 1970erne gjort en administrativ og politisk indsats for at decentralisere, og give større beslutningsrettigheder til Mexicos 31 delstater.
Et resultat heraf var oprettelsen af regionale INAH centre. Et INAH center blev oprettet i den nordvestlige delstat Sonora. Her fik Silvia ansættelse, og jeg fulgte med som det tynde øl.
En stor del af Yaqui-indianernes jord i Sonora var gennem tiderne lidt efter lidt blevet beslaglagt og gjort til et af Mexicos største kunstvandingsområder med kommercielt intensivt landbrug. Disse investeringer var – selvfølgelig – ikke i nævneværdig grad kommet indianerne til gode. Goderne høstede ‘revolutionens helte’ – og nu deres sønner og børnebørn. Indianerne betragtede de som en sten i skoen – de manglede ‘forståelse’ for modernismens velsignelser. Deres egne forbilleder er ‘the american way of life’. Yaqui indianerne havde – selvfølgelig – altid gjort oprør mod dem som kom, og ville tage deres land. I slutningen af forrige årh. blev en stor del indfanget og sendt som strammefanger til Yucatan, hvor de skulle arbejde på de opblomstrende sisal-haciendaer. Jeg kom siden til at møde et par efterkommere der.
Det var meningen at Silvia og jeg skulle studere de indianske grupper i Sonora og Chihuahua staterne. Vi kørte en del rundt i området. Sonora er meget varmt, og udenfor kunstvandingsområderne uendelig tørt og støvet. Men også fantastisk flot.
En gang kørte jeg med lille Elvira bag i folkevognen fra Hermosillo mod øst til Mazocahui, og så op gennem et landskab der kunne være brugt i enhver ‘cowboyder og indianerfilm’ til den store mineby Cananea. Her blev Elvira bidt af en lille hund, og da jeg var nervøs for hundegalskab, kørte vi til Nogales og ind i USA for at finde en læge – som vi selvfølgelig lige så godt kunne have fundet i Cananea. Men i min dumme naivitet tænkte jeg ikke på denne mulighed. Elvira fik jo ikke rabis, men da vi skulle tilbage til Hermosillo, ville en mexicansk grænsebetjent ikke anerkende mine papirer, og bad mig køre tilbage og ordne papirerne i det mexicanske konsulat på den anden side af grænsen. Der kunne jeg godt se, at der enten var lagt op til en stor mordida / smørepenge, eller et pokkers besvær med at få mine ordentlige papirer genordnet. Der måtte være en anden løsning. Jeg kiggede på kortet og kunne se, at hvis jeg kørte en kææææææææmpe omvej kunne jeg komme uden om kontrolposten. Så jeg vendte om, drejede mod øst, og kørte af de mest fantastiske små snoede og stenede grusveje og over halvt udtørrede flodlejer til El Correo og ned til Altar og Caborca – ved en flyvesands vandrende ørken. Helt bestemt turen værd. Elvira bag i bilen fik skiftet ble et par gange, levede af Gerber babymosemad og litervis af vand og mælk i sutteflaske. Folk troede jeg var enke, siden jeg, mand alene kørte med et spædbarn! Jeg tror ikke jeg kunne have kørt denne afsides omvej i dag. Jeg ville sikkert være blevet pløkket ned af narkoer, som ville tro jeg var hemmelig politiagent, eller stoppet af politiet, som ville splitte bilen ad for at finde … ja hvad de nu troede jeg havde bilen fuld af. Det er bestemt ikke en gæstfri zone i dag.
Denne tur med Elvira er en af de små tilsyneladende ubetydelige milepæle i ens samlede liv, men som erindringen gør stor, og ikke vil give slip på. Og omvendt kan man rask væk glemme andre ‘vigtige’ begivenheder.
Mine oplevelser og kontakter i Sonora fik jeg brug for nogle år senere, da jeg sammen med Viggo Rivad brugte Sonora som eksempler i bogen Mexikansk Hverdag. Vi havde her en lang samtale med Nathalia Elias Calles, svigerdatter til Plutarco Elias Calles. Calles var grundlæggere af det moderne mexicanske politiske system, idet han samlede de mange interesser efter Revolutionen i det politiske parti PRI, der bevarede magten i Mexico i 70 år. Calles blev også præsident i Mexico og gennem årene fik han også raget en del af Yaqui indianernes jord til sig. Nu sad doña Nathalia og fortalte os om hvor uretfærdigt det var, at en del af hendes mange hektarer jord nyligt var blevet givet tilbage til fattige bønder.
Det lykkedes ikke Silvia og mig at skabe den rette kemi med ledelsen af INAH-centret i Hermosillo, så det endte med, at vi drog tilbage til Mexico By. Desværre, for det var bestemt et område med udfordringer i. I Mexico begyndte Silvia at undervise på Antropolog skolen. Og jeg fik et job tilbage i la Huasteca.
Ikke godt at vi blev så adskilte. Vi måtte finde noget fælles.
