Jeg ved ikke præcis hvornår jeg besluttede, at jeg ville ud at rejse, langt væk, når jeg blev færdig med studentereksamen. Hvis jeg da blev det, for dygtig var jeg ikke. Men jeg var sikker på at jeg ville af sted. Det lykkedes mig i lige at kravle over med en studentereksamen, som i dag bestemt ikke ville havde givet mig adgangsbillet til etnografistudiet. Men dengang – i 1960’erne!
Det var ’de goe’ gamle dage’, hvor der var fri adgang til alle studier. Og alle gode råd, om det nu ikke var klogest, at komme i gang med universitetsstudierne og få en afsluttende eksamen, eller i hvert fald første del, prellede af som vand på en gås. Nej jeg skulle af sted, og det skulle være nu, ud og opleve verden. Det var dengang endnu ikke blevet ’mode’, at unge studenter tog et sabbatår, så jeg var den eneste på mit studenterhold fra Bagsværd Kostskole, der fremturede med denne halsløse beslutning, som selv min mor ikke var glad ved. Jeg syntes ellers, at det var hendes drømme om høstakken og om at blive opdagelsesrejsende, som jeg nu ville realisere. For at gøre drøm til virkelighed, var jeg allerede i 3. gymnasieklasse begyndt at forberede rejsen. Indien var målet. Jeg læste Ghandi’s og Nehru’s biografier og rejseberetninger af enhver art for at få fiduser, inspiration og baggrund.
Til at finansiere rejsen, havde jeg stadig noget tilbage af et legat fra min engelske gudfader, Mr. Bennett eller Pop, og med det ville jeg købe en motorcykel og drøne af sted til Indien. Jeg blev dog nødt til selv at spæde til, så jeg arbejdede hele sommeren i tryksværteafdelingen på ’Sadolin og Holmblad’ på Amager.
Det var på alle måder en sort oplevelse, hvor jeg ikke så meget til dagens lys. Jeg blev så formørket i hjernen, at jeg på kalenderens 1. august læste 1. september, som var min planlagte afrejsedag. Det var noget af en opvågning da jeg fattede, at der var een måneds slavearbejde tilbage. Men så fik jeg også lært, at vi skal være enormt taknemmelige for alle de mennesker, der dagligt møder op for at stå på samme plet, dag ud og dag ind, år ud og år ind, og lave det arbejde, der får hjulene til at køre. Dét har jeg aldrig selv kunnet gøre.
Formålet med min rejse var at se, hvordan verden stod til, og kunne blive et bedre sted at bo. Ikke bare for mig, men for alle. For at sikre at jeg kom til de ’rigtige’ steder, og se og ’lære’ noget undervejs, skrev jeg rundt til forskellige udsendte bistandsmissioner og kristelige missionærer. Mange af adresserne fik jeg ved at gå ind på den amerikanske ambassades bibliotek. Det var dengang, man bare kunne vade ind, med en stor taske fuld af hvad det skulle være, og dér låne bøger, plader og få nyttige henvisninger til flinke amerikanske institutioner, fra endnu flinkere og hjælpsomme amerikanere på ambassaden.
Det var da myten om ’the good american’ stadig var levende og udbredt. Den fik siden nogle skrammer under Vietnamkrigen og i Latinamerika – amerikanernes ’baghave’, og der kom større og større hegn omkring ambassaden. Endelig kom jeg af sted, i oktober 1961. På en BMW 250 cubiccm motorcykel, der astadigt lød som en gammel fiskekutter. Igennem et koldt Europa, hvor jeg boede i stalde hos franske bønder, og i Jugoslavien hos gæstfrie muslimer, som i dag måske ikke mere lever efter de udrensninger og krige, de har måtte lide under. Men jeg nåede aldrig frem til Indien. I Bagdad syntes jeg at have fået kulde nok, og ville ikke køre gennem Irans og Afghanistans snedækkede bjerge. Så jeg vendte om, stillede min motorcykel hos venner i Jerusalem, og tomlede derfra via båd fra Libanon ned gennem Afrika, hvor jeg endte i Johannesburg.
Det blev virkelig min store oplevelsestur. I Tyrkiet kunne jeg uden problemer slå mit telt op i et græsk tempel, en romersk arena eller en korsfarerborg. I Bagdad fik jeg set arkæologi, udgravninger, og hvad der var tilbage af Babylon, men det var nu de levende mennesker, der interesserede mig mest. Dem mødte jeg i basaren og ude i ørkenen hos en beduinfamilie.
Tilbage i Jordan tilbragte jeg julenat i fødselskirken i Betlehem. I Cairo blev jeg vildt begejstret for den islamiske verden, og så alt hvad der var af moskeer, museer og bydele. I det egyptiske Nubien boede jeg mellem fødderne på een af de store figurer ved Abu Simple, mens templet stadig lå nede ved Nil-bredden. I Sudan sugede jeg myg ned i en flaske i forbindelse med et sundhedsprojekt for at bekæmpe sovesyge hos nogle af de etniske grupper, som jeg senere læste om i den kendte etnograf Evans-Pritchard’s bog: The Nuer. Jeg var på besøg i Karen Blixens efterladte hus i Kenya og kravlede op på toppen af Kilmanjaro bjerget. I det der dengang var Rhodesia var jeg til frokost i parlamentet med Jan Smith, der forgæves forsøgte at lade de hvide beholde magte.
Og i Sydafrika oplevede jeg begge sider af apartheidsystemet midt i det ’sorte’ bykvarter Soweto i ’Jo’burg’, hvor der i 1976 havde været en politi massakre på den afrikanske befolkning. Senere hos en dansk settler på en sukker og kvægfarm i Natal, hvor jeg fik ’ægte’ dansk oksehalesuppe, og derefter gik ud til hans arbejdere, der boede i små lerklinede hytter. Jeg fløj hjem fra Mozambique, hvor jeg landede i Paris uden mange ører på lommen. Den første nat sov jeg på en udluftningsrist til Metroen, den næste dag i øsende regnvejr i en skov under mit regnslag. Og kosten var smal. Men jeg blev også gæstfrit inviteret ind hos en brav borgerfamilie i Luxembourg, hvor jeg sov i en seng så stor som Prinsessen på ærtens. Hjem kom jeg – på tommelfingeren, i løbet af 3-4 dage.
Det er sikkert, at mine ophold hos de dengang stadig ’primitive’ befolkningsgrupper hjalp gevaldigt med til at åbne mine øjne op for etnografien som studie og arbejdsmulighed. Ja, jeg har siden aldrig et sekund tvivlet om, at jeg valgte det rigtige studium. De unges sabbatår, som nu af nogle politikere nedladende kaldes ’fjumreår’, er meget effektive for at blive klar på sig selv, og hurtigt komme i gang med det ’rette’ studie – og blive færdig.
