På et tidspunkt syntes jeg, at jeg også skulle se noget mere af Ecuador. Niels Fock havde også opfordret os til at tage ned til et inkatempel – Inkapirca, dels for at se ruinen, og ikke mindst for at se Tsitsit, den berømte eller berygtede indianerlandsby i nærheden. Alle ved hvordan rygterne går, og de var efterhånden blevet til, at der i Tsitsit var blevet brændt nogle læger fra Mission Andena, og alle betragtede folkene dér som meget farlige. Det endte med at Bjarke, Robert Agro, en amerikansk etnograf, og jeg tog en tur ned til det sydlige Ecuador, for at se os om, og blive klogere på folkene fra Tsitsit. Fra en artikel jeg skrev, da jeg var kommet hjem, citeres:
Jeg fandt ud af at det egentligt kunne være mægtig morsomt for ham, og også meget hjælpsomt at have min husvært, gamle Rafael Lema med. Nå, først ville Taita, som vi døbte ham på turen, ikke med. Men pigerne i huset pressede ham nu for at tage med, og jeg gjorde også hvad jeg kunne for at få ham med. Men han ville ikke rigtig. Ikke før end jeg fandt ud af, at han var bange for at vi skulle sælge ham nede i Cuenca, eller sydpå, og kunne berolige ham med, at dét kunne vi bestemt ikke finde på. Han havde spurgt sin kone hvad hun syn-tes om, at han tog med til Cuenca, og hun havde igen spurgt sin gamle mor, der profetisk havde sagt, at vi ganske bestemt ville sælge gamle Rafael, og at han derfor absolut ikke skulle tage med.
Ja man kunne grine, men det er ikke så naivt som det lyder. Det fortæller noget om fortiden, om hvordan indianerne blev behandlet af den hvide mand. Sådan bliver Otavalo indianerne ikke mere behandlet, men gå til andre egne i Ecua-dor, dér er der spændinger mellem indianerne og ’de hvide’. Mange indianere tror, at de hvide kommer til deres landsbyer, enten for at stjæle deres børn, tage deres land eller kvinder, eller for at opkræve skat.
Det endte dog med, at vi fik ham overtalt, og aftalte at mødes med ham i byen Ambato, hvor han ville prøve at sælge nogle af sine vævede sjaler på marke-det.
Vi kunne nu ikke få nogen bus fra Ambato længere sydpå til Riobamba, dels fordi det var markedsdag og dels fordi der ikke er så mange busser i den ret-ning. Så besluttede vi os til at forsøge lykken ’på tommelfingeren’. Det var alle tiders selskab der drog ud af landevejen. En gringo (Robert Agro) der lignede en engelsk løjtnant på grund af dele af en militæruniform, han havde købt på et overskudslager, sine lange snørrestøvler og sorte baskerhue. Dertil to grin-go-danskere, hvor den ene var svøbt i en af de amerikanske militærjakker fra overskudslagre, der var på mode dengang. Jeg rejste i den store blå poncho jeg havde fået lavet. Vi lignede jeg ved ikke hvad.Den eneste ’normale’ var vel vores gamle Otavalo indianer med sin bylt af ponchoer på ryggen.
Den første lift vi fik, var med en stor tom lastbil, hvor vi blev losset om bag på ladet.
Det var en sjov reaktion folk havde overfor gamle Taita. Først ville de slet ikke kendes ved ham, og troede ikke at han var i selskab med os. Da vi så sagde, at han vár sammen med os, spurgte folkene en smule desorienteret, om det var vores tjener. Nej svarede vi. Nå men så er det Jeres fører. Nej svarede vi igen. Nå, nå men så Jeres tolk ? Næhe, svarede vi nok en gang, det er så-mænd bare en ven, hvorpå de så måbende på os. Det var vi konstant ude for på vores rejse sammen med Taita.
Den næste lift vi fik, var med en politijeep. Der var kun plads til tre på bagsæ-det, så gamle Taita blev losset om i bagagerummet sammen med alt vor baga-ge. Han syntes ikke at sige noget til det.
Derefter fik vi en interessant lift med en stor lastvogn der skulle til Riobamba med kartofler. Vi blev stoppet om bag i og havde det hyggeligt oven på kartof-lerne. For at få tiden til at gå havde vi lavet sangen Tipperary om, så den lød sålunde:
Its a long long way, to Inkapirka,
Its a long way to go
Its a long long way to Inkapirka
To the sweetest ruin I know.
Good-buy Quiito,
Farewell calle Triana.
Its a long long way to Inkapirka,
But my heart’s right there.– But he is an Indian !
– Sure let him come, I don’t mind.
Så hentede vi Taita, og fik ham op i lejligheden.Den næste morgen fik vi den bedste lift jeg nogensinde har fået – ja selv til i dag 2005. Det var på toppen af et gammelt futtog. Vi havde aftenen i forvejen mødt lokomotivføren, og han havde lovet os, at vi kunne køre med ham oppe på toppen af lokomotivet. Det var herligt, for der var den skønneste udsigt her, og da vi standsede ved alle små stationer kunne vi derfra betragte indianerne og livet i ro og mag. Og da vi nu kendte lokomotivføren, kørte toget aldrig før end vi var kommet med igen.
Det var et værre gammelt tog, men der kom alligevel efterhånden damp under kedlerne, så vi kunne suse af sted – især når det gik ned ad bakke. Gamle fader Rafael sad på sine textiler, men nu var der så meget sus, at han måtte bekymre sig en smule mere om sin store flotte columbianske hat, så han fik en snor om børen og bandt den sammen under hagen. Skyggen blev på denne måde vendt op, så hatten lignede en texas-kalot.Vi gjorde holdt i landsbyen Guamote for at spise. Det var en lille mes-tizoby, hvor tilsyneladende både busser og tog stoppede, for der var en masse boder hvor der blev stegt grise og kogte kød og ris, kartofler og alle mulige forskellige supper. Vi kikkede rundt og spiste noget brød med svinekød. Da vi skulle til at komme af sted var Taita forsvundet, så vi blev lidt nervøse. Vi piftede i dampfjøjten efter ham, og så kom han løbende med en anden otavalo-indianer i hælene. De grinede og snakkede løs, imedens de løb. Da Taita kom op på vognen, og vi kom af sted, fortalte han, at han havde mødt en af sine slægtninge fra Peguche, der nu boede her, Daniel Ruiz hed han. Han havde overall på, men havde beholdt sin lange fletning – som en rigtig otavalo-indianer.
Vi kørte nu gennem Palmyra-ørkenen, og stoppede i en lille ussel mes-tizo flække. Hvad søtan mon folk laver dér, og hvordan får de skrabet sammen til brødet ?
Vi kørte videre med toget til Sibambe, hvorefter det forsatte ned til kys-ten, og vi skulle med en lille skinnebus til Cuenca. Lige før Sibambe passerede vi ’Djævlens Næse’. Nedstigningen i terrænet er her for stejlt og brat til, at der kan laves kurver på jernbanen, og da toget gerne sku-lle en 200 – 300 m ned, blev man nødt til at lægge sporene i zig-zag, frem og tilbage. Det ene øjeblik kørte det ligefrem, og i næste øjeblik bakkede vi tilbage.Efter nu et par dages rejse nåede vi frem til det gamle inka fort Inkapir-ca. Det så majestætisk ud som det lå der på en bakketop, hvorfra der var en fantastisk udsigt over et dalsystem, og grene af dale der munde-de ud omkring Inkapirca. Bestemt en god strategisk placering. Her fik vi en mærkelig og øjenåbnende oplevelse ved mødet mellem to forskelli-ge ’indianerstammer’.
Vi var meget heldige med vor ankomsttid, for i Inkapirka fik vi at vide, at der den næste dag ville komme nogle folk fra Cañar og Asoges, mi-litær guvernøren for provinsen Cañar, og andre høje herrer, for at filme ruinen til turistformål. Indianerne fra Tsitsit var blevet bedt om at komme i deres festdragt for at deltage. Vi fik også at vide, at de skulle danse. Det var sandelig godt, for nu kom de folk vi så længe havde talt om til os, og vi behøvede ikke at tage til dem, hvis stemningen for et besøg i landsbyen ikke var god. For vi viste jo ikke andet om folkene fra Tsitsit, end hvad rygterne hviskede om. Glade gik vi i seng, men stakket var vor søvn, for det var skide koldt, ja det er det rigtige ord for hvad det var. Men vi glædede os alligevel til næste dag. Inden vi sov, havde vi været rundt og se ’el castillo’ – slottet. Vi var alle meget imponeret, og Taita faldt ustandselig i tanker over de svundne indianske fortid.
Næste morgen drog vi til Inkapirca og mødte der en masse folk fra Tsit-sit. Vi talte med præsidenten for landsbyen, en værdig (det er sådan nogle altid, ligesom prinser i eventyr altid er smukke og tapre) gammel herre. Gamle Taita var blevet instrueret om sit job som fortaler, og han gjorde et fint stykke arbejde ved at tale med præsidenten om vort arbe-jde, om hvem vi var, og spurgte om vi kunne komme og besøge Tsitsit samme eftermiddag. Præsidenten var venlig og indbydende, og sagde at vi kunne komme, men vi skulle spørge folk om lov til at fotografere og gå ind i deres huse.
Vi talte selv med mange af folkene fra Tsitsit, og de var alle meget åbne, og vi kunne endda uden særlige dikkadarer tager billeder af mændene, konerne og børnene. De var alle i nogle fantastiske flotte dragter. En lille dreng bar en stor konkylie, et horn indianerne bruger til at kalde sammen med.
Langt om længe kommer der tre landrovere fra Azoges med militærgu-vernøren og alle de andre honoratiores, plus, hvad jeg troede var alle deres pigebørn, omkring 14 – 16 unge piger. Vi gik nu op til ruinen, og alle pigerne fjanter ind i haciendaen. Kan I tænke Jer af hvilken grund ?
Nu skal I blot høre.
Pigerne viser sig efterhånden, en efter en og løber fnisende ud til rui-nen, påklædt som. . . indianere, i lange røde eller gule silke særker, med slids i siden, så man kan se deres lækre lår. Pigerne har fået et smukt lag læbestift på, og nogle gumler tyggegummi. Ud træder også en ung yndling klædt i hvide silkefodboldsbukser og en slaskende skin-nende rød kappe om skuldrene, og i hånden har han et spyd.
De rigtige indianerne der også har forsamlet sig oppe omkring ruinen, bliver nu gennet til side. Soljomfruerne, for det er hvad de skal foresti-lle, indtager deres pladser, ligesom yndlingen klatre op på Inkapirca for at blive tilbedt af sine soljomfruer. Instruktøren holder en kort tale om hvad formålet med filmen er, hvordan pigerne skal prøve at forestille sig Inkaen på toppen af sit slot, og dem selv som underdanige slavinder, der blindt underkaster sig herskerens vilje. Musikken, ja den er noget for sig selv, for det er mestizomusik, spillet med harmonika, tromme og guitar, sætter i gang, og på denne gloriøse måde starter noget der får en til at tænke på Irene Holms ballettimer, alt medens fotografen glad vimser omkring. Indianerne ser måbende til.
Vi kravlede i en pause op på ruinen for at snakke med den gæve kriger, der er blevet placeret som udkigsmand deroppe, og spørger ham:
– Hvorfor filmer I ikke alle de indianere der står omkring her og ser på, for de er da egentlig taget mere naturlige?
– Åhe, svarer han, indianerne her ved ikke hvordan man skal danse soldans !!Lidt efter spørger vi:
– Sig mig, hvem skal du egentlig taget forestille?
– Jeg er Atahualpa, svarer han gævt.Da inkakongen Atahualpa skulle gå ned fra ruinen, fik han en lille torn i foden, og den gæve kriger hinkede jamrende hen til en sten, hvor en af soljomfruerne hjalp ham af med ondet.
Efter at de gæve hvide indianere var blevet filmet, begyndt de rigtige indianerne at danse. Sikken en forandring. Der var et ’orkester’ med en stortromme og en gammel violin. Musikken var ensformig i samme grad som arabisk musik kan lyde ensformig, men det er den ikke, hvis man blot hører ordentlig efter. Der var fire der dansede, to voksne mænd og to drenge der mere eller mindre prøvede at gøre de voksnes trin efter. De havde flotte dragter på, ikke ponchoer, men de havde en slags sk-jorte på hvorpå der var broderet hjorte og andre dyremønstre. Omkring skinnebe-nene havde de spændt klokker. De havde træs-værd, som de under dansen slog hinanden med.
Ikke voldsomt. Så vævede de ud og ind mellem hinanden, de to voksne dansede altid sammen, medens børnene dan-sede for sig.
Da filmfolkene skulle til at gå, kom præsidenten for Tsitsit op til os og spurgte os, om de ikke fik betaling for den tid de havde spildt med at komme herover. Vi sagde, at vi ikke havde sendt bud efter dem, men at vi skulle tale med dem der stod for det hele. De var nu i mellemtiden blevet godt lakket til, ved den meget whisky de havde pøset i sig, og en skolemester stod stangdrukken op overfor indianerne og sagde:
– Næhe vi har ingen penge. Regeringen vil ikke betale til den slags ting, og indianerne de kan blot komme når man kalder på dem. Sådan er det.
Jeg spurgte så, om han ikke selv kunne give nogle pen-ge, til hvilket han svarede: v
– Hvorfor søren skulle jeg dog det. Så stoppede han, og alle indianerne, med landsbypresidenten som leder, tog deres hatte af, og sagde ’si senor, si patron.’
Om eftermiddagen drog vi over til landsbyen Tsitsit, hvor vi blev meget venligt modtaget, inviteret ind, og selvfølgelig også budt på mad og noget af det sprut vi selv havde taget med som gave. Ikke på noget tidspunkt følte vi os truede, så rygterne om folkenes farlighed var, som rygterne om fjeren, der blev til syv høns.
