Byen Merida var det første sted jeg kom til i Mexico. Nu bor jeg, med kone, børnebørn og hund og kat i Merida. Og rimeligvis er det her, hvor jeg ender mine dage!
Margethe og jeg lejede os ind på et ydmygt hotel i gade 62, lige inden den løber ud i den Store Plads / Plaza Grande. Hotellet var stadig åbent indtil for ganske få år siden, men jeg var aldrig inde og kigge og mindes. Men når jeg spadserede forbi, kiggede jeg nu op til den balkon, hvor vi havde hængt tøj til tørre.
Alfredo Barrera Vazques var maya-etnografen som man skulle kontakte, havde jeg fået at vide af Aesel Hansen. Han holdt kontor og vist også undervisning i vestibulen i Palacio Canton, som er et kæmpe skrummel af en paradebygning, der kunne minde om en stor bryllupskage med masser af flødeskum. Mit spanske var ikke helt på toppen – hvad det stadig ikke er – og om mayaerne og Yucatan var min viden også begrænset, så det var lidt vi kunne snakke om. Men jeg fik da forklaret, at jeg gerne ville ud til Chan Kom landsbyen, og så var han meget velvillig med at stille en af sine studenter, Juan Ramon Bastarachea til rådighed som vores guide. Ham kom jeg mange år senere til at arbejde sammen med, da jeg blev ansat på Instituto Nacional de Antropología e Historia, INAH i Merida.
I en lejet bil kørte vi først til maya-ruinen Chichen Itza, og derefter videre til ’min landsby’ Chan Kom. Vi var så heldige, at løbe ind i en mindre regn- eller takke-ceremoni, som vi fik lov til at kigge med på. Ja, så snusede jeg rundt en halv til en hel time, og det er jo sjovt at se det jeg havde læst om. Men det er jo ikke meget jeg kunne opsnuse på så kort tid. Især når jeg ikke forstår maya endsige var nogen ørn til spansk. Så udbyttet blev lidt lidt. Jeg måtte komme igen – og det skal jeg love for jeg gjorde.
Fra Merida tog Margrethe og jeg videre ad den traditionelle rute, med tog til Palenque, og så til San Cristobal. San Crisóbal, hjemstedet for Na Bolom og ’vores’ danske Frans Blom. Han var død da vi ankom, og nu regerede Trudis, hans effektive schweiziske kone Gertrud Blom, over etablissementet. Hun holdt stedet kørende ved blandt andet. at holde en slags restaurant, hvortil man skulle tilmelde sig på forhånd. Til menageriet hørte et par Lacandonere, som hjalp med i husførelsen. De tilhørte en af de sidste ’uberørte’ indianergrupper i Mexico, som Frans og Gertrudis under deres rejser i junglen havde fået en særlig tilknytning til. Nogle etnografer følte, at de ligesom havde taget patent på dem, at det var ’deres’. Den slags etnograf-imperialisme var ikke velanskrevet blandt kritiske unge etnografer, så selv om vi havde tilmeldt os til middag i Na Bolom, så meldte jeg alligevel afbud og tog i stedet ud på en ridetur i bjergene. Pokker i hende! Det vil jeg i dag kalde umoden opførsel. Under alle omstændigheder burde jeg, som god etnograf også have studeret, hvordan andre etnografer forholdt sig til deres informanter. Der skulle gå 40 år før jeg kom til middag i Na Bolom. Et smukt sted hvor minderne om disse to særlige og stærke personligheder på en fin måde præger stedet. Godt at jeg nåede det, selv om det var uden Trudis. Men hendes kjoler hang der stadig, og jeg kunne fornemme røgen fra Frans piberøg over lænestolen foran pejsen.
Fra San Cristobal tog vi videre med bus via Oaxaca til Mexico By. Vi så alt det man skal se. Markeder, indianere, museer og folkeliv. Jo bestemt, hertil ville jeg tilbage. Der lå en opgave og ventede. Men hvilke muligheder var der?
