Heldigvis var det umuligt at finde et hus til leje i Cd. Santos – for byen var indeklemt, støjende og snusket. Mit drømmehus fandt vi i den nærliggende by Aquismón, som ligger på den svagt bølgende slette for foden af de høje Sierra Madre bjerge. Mit hus var et stort træhus med store åbne skoddevinduer. Her flyttede jeg ind sammen med Margrethe og vores datter Annika. Der var en stue, og på hver side et værelse, og bag ved stuen et køkken med store åbne tremmevinduer. Huset lå midt på en stor grund med masser af blomster og store skyggefulde mango- og advokadotræer. Lige ud til den lille bys store plaza, hvor der om søndagen bliver stillet markedsboder op, og pladsen fyldtes med indianere fra de omkringliggende landsbyer. Når markedet var forbi, var der altid liv i plazaens kiosk, og fra mit hus kunne jeg svagt høre jukeboxens melodier, og slå basrytmens takt, som med sine dum dum dum i forskellige tonehøjder altid trængte igennem.
Til højre for grunden, og 2 m fra soveværelset lå byens overdækkede markedshal. Når hallen ikke blev brugt til marked, var den i regnvejr samlingssted for folk, der søgte ly. Men vores største overraskelse fik vi, da der blev dækket op til bryllupsfest og det elektroniske orkester satte i med alle tangenter og for fuld volumen. At der en eller to gange om ugen også kom en rejsebiograf og viste film, ja det var jo et plus, for dem kunne vi se fra soveværelset, eller ved at tage en stol med ud i vores have på sidelinien. Alt det blev vane, og efterhånden kunne jeg sove roligt igennem ethvert bryllup, konfirmation eller politisk møde.
Et af mine bedste minder fra huset og pladsen i Aquismón er den lille kaffebod, som en gammel indianerkone hver fredag eftermiddag riggede til på fortovet foran vores hus. En stort plastiksejldug blev spændt op over nogle rafter og holdt stramt med snore, der var bundet omkring et par store sten. Så blev der tændt bål, og vand til kaffen blev hentet fra vores vandhane i haven. På små træbænke eller på fortovskanten sad kaffedrikkerne og sippede sød kaffe med pilonsillo / sukker og dyppede deres pan dulce / sødt brød i kaffen. Om aftenen skinnede den varme røde bålild ind i vores stue, og en liflig lugt af røg bredte sig ud fra boden. Her på bænken tog vi kaffen efter middagen ! Den er stadig mit livs bedste café! Ligesom mine bedste cigarer er dem med grov tobak rullet ind i majsblade, som jeg købte af en gammel mand, der altid sad i vejkanten, når jeg kørte forbi.
