Min anden udvalgte landsby blev kaffebyen Tamapatz.
Landsbyen ligger oppe i bjergene, 6 timers vandring fra byen Aquismón ad en gammel muldyrsti, der mange steder er regnet væk, og andre steder i regntiden er fuld af mudder. Nogle steder er stien smal langs en bjergskråning, og andre steder er den som en trappe op til 10. sal, til man kommer op i de 1000 m’s højde, hvor den lille landsby ligger. Det er en hård tur op – og for den sags skyld også ned, men lønnen får man rigeligt i begge ender. Oppe, ved endelig at komme frem, skue ud over det fantastiske landskab, hvor bjergdalene ofte er fyldt op med store hvide vatskyer, og mærke den dejlige kølige friske vind. Præmien når man kommer ned er, endelig at komme sveddryppende frem og så drikke en iskold øl på plazaen i Aquismón under de skyggefulde træer. En gang skulle jeg tilbage fra Tamapatz. Det regnede og var ved at blive mørkt, og under de høje træer var det bare bælgmørkt. Jeg kunne ikke se en hånd for mig. Det kunne heldigvis mit muldyr. Jeg slap til sidst bare tøjlerne og lod den finde vej. Det tog sin tid, men helskindet hjem kom vi.
Bjergskråningerne er fulde af kaffeplantager. De fleste små, og ejes og dyrkes af indianerne. Når høsten er ’hjemme’, bæres de 40-50 kg tunge sække ned til opkøberne i Aquismón. På tilbagevejen bæres kasser med øl og sodavand op. En gang mødte jeg et lille hold slæbere komme bærende på et nyt stort køleskab til præsten i Tamapatz. En anden gang kom jeg forbi en ’ambulance-transport’, hvor en syg mand var surret fast på en stol og båret på rygge af en slæber, på vej ned til hospitalet i Aquismon.
La Cueva de las Golondrinas – Papegøjegrotten er en anden attraktion ved Tamapatz. Det er ’verdens dybeste hul, brønd, grotte’ – eller hvad man nu kan kalde dette 60 m brede hul, hvor der er 400 m frit fald ned til bunden. Der er ikke meget liv dernede, men på kanterne er der fuldt af reder med grønne papegøjer. Flagermus er der også rigeligt af. Kommer man ved solopgang eller solnedgang, står man midt i en stormsky af skræppende papegøjer, der flyver ud eller ned. Imponerende! I 1974 måtte man hejse sig ned. I dag ser jeg på nettet, at man springer ud i det frie rum, og det sidste stykke lader sig glide ned i paraglider. Kravle op ad et tov må man nok stadig, og det er vel stadig sveddryppende. Men jeg nåede nu ikke at prøve nogle af delene. Det var mig nok at ligge på kanten og lade øjnene vænne sig til at se bunden.
Fra denne smukke og inspirerende landsby lavede jeg en anden skolebog – igen med skam at melde, kun for danske skoleelever.
