La Huasteca var, og er stadig et meget fattigt område med store sociale modsætninger og ringe økonomisk udvikling. Det førte også til sociale og politiske sammenstød. Mange mente, at den mexicanske revolutions løfte om jord og frihed til bønderne langt fra var blevet indfriet. Tvært imod var det ofte revolutionsheltene, der havde raget de største stykker land til sig, som det var tilfældet med Gonzalo N. Santos, der endda havde fået byen Tancanhuitz opkaldt efter sig, så den nu hed Ciudad Santos!! Studerende og skolelærere var ofte aktive med at hjælpe bønderne til at organisere sig, hvad de ikke altid slap levende fra.
Lige uden for byen Aquismon hvor jeg boede, havde bondeorganisationen Tierra y Libertad – bondehelten Emiliano Zapatas kampråb – beslaglagt et stykke jord, som en af byens købmænd for år tilbage havde tilegnet sig – ifølge indianerne på ulovlig vis. Højst sandsynligt som pant for et lån, der måske, måske ikke, blev betalt tilbage. Jordstykket var ikke stort, så besættelsen var mere af symbolsk værdi, hvor to modstandere prøvede kræfter. Marken var besat af et par hundrede indianere, som med deres familier stillede små lætelte op og symbolsk begyndte at opdyrke små lodder. Det var i begyndelsen af november, under festen for de døde, så der blev også rikket altre op, tændt lys og bedt bønner for de afdøde. Hele dette menageri blev hurtigt omringet af et regiment soldater. Hver part holdt på sit, og hvad kunne det ikke ende med, når myndighederne ikke ville forhandle inde på det besatte område, og bondelederne ikke turde komme ud af deres okkuperede område.
Pludselig var der nogle der mente, at gringen – den danske etnograf der boede i byen, kunne være en uvildig mellemmand!! Det ville jeg naturligvis ikke undslå. Endelig et stykke håndgribeligt nyttigt arbejde. Så der spadserede jeg frem og tilbage med forslag. Det hele endte med, at jorden blev givet tilbage til bønderne, og købmanden fik et rigeligt stort stykke jord med kunstvanding endda, som jordreformministeriet kunne give et andet sted.
Knap så happy ending var der i en anden landsby, Argentina, som også var med i min undersøgelse. Her boede indianerne i elendige små hytter på smalle jordlodder klemt inde mellem en støvet landevej og godsejernes store kvægmarker. Jord havde indianerne ikke selv. De arbejdede på godserne. I en hytte som en godsejer havde stillet til rådighed, var der blev oprettet en skole. Men nu var indianerne begyndt at brokke sig over deres elendige forhold, og det mente andre godsejerne måske var noget, de havde lært i skolen. Så de trælse godsejeren ræsonnerede, at det var bedre, at den mere skolevenlige godsejer fik sine bygninger tilbage, og for at ryge ræven ud, blev der en nat sat ild til skolen. Det kunne måske få indianerne til at forstå! Men der kom dog siden med INIs hjælp en ny skole. Så helt i stampe stod tingene alligevel ikke.
