Det var gået godt med de to bøger fra La Huasteca, som blev udgivet på Mellemfolkeligt Samvirke. I den tid var Danmark så småt begyndt at rulle sine bistandsprojekt ud rundt om i verden, og for at få opbakning til det i de hjemlige parcelhuse, gik man samtidig i gang med at oplyse danskerne om de kulturelle og økonomiske forhold rundt om i den knapt så privilegerede verden.
Mellemfolkelig Samvirke voksede kraftigt på denne konto, og det gav mulighed for nok et par bøger om Mexico. Fra min studentertid og sammen med Margrethe var ved kunstnegruppen M59’s ferniseringer på Den Frie blevet bekendt med fotografen Viggo Rivad. Jeg er ikke den eneste der siger det, men jeg vil gerne kraftig understrege, at han er alle tiders hyggelige fyr, nem at omgås, og – en knald go’ fotograf. Vi blev nu enige om, at forsøge at lave en bog om dagligdagen i Mexico, hvor jeg fandt steder, skrev tekster og han – naturligvis – fotograferede. Det blev en tur på et par måneder – og sikken en tur!
Vi drog af sted sammen med min gamle kammersjuk Bjarne, som fulgte med som det tynde øl og godt selskab. Men først måtte jeg også opleve det, som vel de fleste fotografer på et tidspunkt kommer ud for – at få sit fotoudstyr stjålet. Viggo Rivad fortalte mig, at han fik hele sin fototaske ’løftet’, mens han fordybede sig i HC Andersens mulige fødested i Odense. Jeg skulle have fornyet min opholdstilladelse til Mexico, og satte mig ind på en restaurant for at slå de mange timer ’ihjel’, inden de fik sat alle stemplerne og underskrifterne i mit pas i udenrigsministeriet. Mit kamera lægger jeg på bordet foran mig, så jeg ikke skal tabe det af syne. Og dér sidder jeg og venter. En nydelig herre ved bordet bag mig spørger på et tidspunkt, hvor jeg er sløv af at vente, om jeg ikke har en tændstik. – Næhe det har jeg ikke, svarer jeg, men så spørger han hvor jeg kommer fra, og man er jo altid lidt stolt over at fortælle om home-sweet-home, så en lang samtale går i gang, – med ham ved bordet bagved. Efter en passende tid rejser den ’nydelige’ herre sig, siger tak for snakken og går af sted. Jeg vender blikket tilbage mod mit bord, men det varer nogle minutter inden jeg registrerer, at det faktisk er rigtigt hvad jeg ser, eller rettere, ikke ser. Mit kamera er væk. Al respekt for et fint koordineret samarbejde ! Men for fanden …. Heldigvis kunne Viggo tage et nyt Nikkormat med til mig, så skaden var ikke større. Men man husker den slags ting. Vi lagde ud i en af de fattigste egne af Mexico, i Mezquital-dalen i den lille støvede landsby Yolotepec. Her dukkede vi op hos landsbyborgmesteren – el comisario – som jeg kendte lidt til. Han var lige så fattig som alle andre i landsbyen, og ved siden af sit borgerlige ombud var han foruden bondemand også tjener inde i Mexico By. Han kiggede os an, da vi troppede op, 3 mand høj. Men et stykke gulv med en palmemåtte kunne han da godt tilbyde os, og det var et tilbud vi ikke kunne sige nej til, så sent på aftenen. Ethvert andet ville kun blive dårligere. Efter en lang anstrengende rejse ville vi jo gerne sove, men det blev svært, for el comisario kunne kun sove med radioen på fulde tryk. I en tidlig morgentime kunne man pludselig høre Viggo slå takten til musikken mod væggen ind til kommissærens værelse, mens han rap-sang:
Vi ka’ ikke sove,
Vi vil gerne sove,
Sluk den skide radio
Så opgav også Bjarne og jeg at sove videre, og da klokken efterhånden var blevet 4, var det på tide at stå op, som alle andre i landsbyen gjorde på dette ’sindsyge’ tidpunkt. Tidspunktet faldt godt sammen med faldet i temperaturen på gulvet og soveposerne gav ikke mere nok varme. Så hellere komme op, og fylde varme på kroppen i form af en kop varm majsvælling – atole.
Lidelserne på cementgulvet, kulden, den stegende middagssol, og lopperne fra de lånte tæpper – alt sammen var det dét værd når vi så Viggos billeder fra Yolotepec. Men vi var glade, da vi kunne komme hjem til vores egne bløde og varme senge – og favne. Ja, det er en sandhed med modifikationer. Jeg havde jo mit på det varme i Silvias favn, og Bjarne var ikke sen til at finde en blød mexicansk señorita – som var señora med barn og eget hus uden mand. Men så var der Viggo. Han måtte tage til takke med en smal feltseng, og varmen fik han fra et ekstra tæppe han lånte – dog uden lopper. Men vi skulle videre. I den næste by blev vi indlogeret på det lokale hotel. Her skridtede Viggo, Bjarne og jeg op ad trappen i hall’en til balkonen på 1 sal. Vi holdt øjnene mod trinene, for ikke at snuble i den slidte løber med en del huller Men da vi kom op og hævede blikket, hvad så vi så? Vi kiggede på hinanden, og så brød en fælles indre stemme hos os alle tre ud i Holger Fællessangers:
Der, hvor nordsøbølger ruller ind mod land,
der, hvor skummet hvirvler over revlens sand, …
Foran os hang et enormt stort maleri af en bølge, der rullede ind mod land. Skagensmalerne kunne nok have gjort det mere smagfuldt, men ikke med mere saft og kraft. Vi kunne ikke så mange flere vers, men de kunne jo også gentages med så rungende stemmer og ekko, at en forfjamsket søvnig hotelgæst med skrækken malet i ansigtet, lukkede døren til sit værelse op. Han var vel overbevist om at det var alarm for brand eller jordskælv.
Da vi var blevet installeret på en tremandsstue gik vi ned til morgenmaden: huevos mexicanos – æg a la mexicana. Hertil hørte også en portion bønnemos, som blev serveret på tallerkenen i form af en lille klat.
– Den hundelort spiser jeg ikke, sagde Viggo, og Bjarne nikkede bifaldende med. Så måtte jeg på resten af turen spise bønnemos for tre. Og med go’ chili er det en herreret! Turen gik videre til de fattige indianere i Chihuahuas snedækkede bjerge. På en mudret vej mødte vi en lille barfodet indianerpige, ikke med svovlstikkerne, men med en lille turistdukke, som hun forsøgte at sælge – og selvfølgelig købte vi. Videre til de stenrige storbønder i Yaqui-dalens overrislede marker i Sonora Videre til de stenrige storbønder i Yaqui-dalens overrislede marker i Sonora. En stor del af jorden var lige blevet nationaliseret, så der var noget at snakke om. Men der blev alligevel råd til snack med kæmperejer og en flyvetur rundt over markerne. Vi sagde ikke noget til storbønderne om, at vi også var ude og besøge jordbesætterne. Her blev vi budt på en nyklappede tortilla, og så kom ’mors element-køkken’ på forsiden af den fotobog: Dagligliv i Mexico, som blev resultatet af hin mindeværdige tur.
