I sommeren 1980 flyttede Silvia, Elvira, nyfødte Maya og jeg til Valladolid. Det var besluttet at Culturas Populares skulle uddanne en slags barfodsetnografer – unge mayaer der efterfølgende skulle virke som kulturindsamlere og formidlere i deres egne landsbyer. De begyndte et 3 måneders intensivt kursus, som Silvia blev leder af. Til holdet stødte den mexicanske folkloristen Ernest ?? og hans argentinske kone Carmen ?? til. Og sandelig, pludselig stod danske Max Jardow Pedersen der. Han var som musiketnolog blevet ansat i Culturas Populares – verden er lille. Max var kommet til Mexico sammen med journalisten Freddy Wulff, der skrev drabelige og eventyrlige beskrivelser til mandebladet Ugens Rapport. Når Freddy var ved at nedlægge en hjort med bue og pil, var det Maxes job at være på pletten og forevige dramaet fotografisk. Men i længden var det ikke Max’s kop the. Han stod af i Mexico, hvor han hurtigt fandt, eller blev fundet af Malene. De blev i hvert fald enige om at slå kludene sammen og startede en lille restaurant– cosina economica. Men det er et slid og giver ikke ekstra tid til at optage musik, som var Maxes speciale. Måske havde jeg fortalt ham om Culturas Populares og mulighederne for arbejde dér. I hvert fald søgte han, fik jobbet, og stod en skønne dag i Valladolid – Mr. Livingstone, I presume!!
José Tec Poot som var antroplog fra Yucatans universitet, kom også med på lærerholdet. Og til sidst Alberto ??, hvis efternavn jeg ikke mere husker.
Til at begynde med skulle vi finde de 30 elever. Det blev gjort med opslag og skriftlige og mundtlige prøver i forskellige del af Yucatan, således at alle egne var repræsenteret. En forudsætning for at blive antaget var ’at de var godt funderet i den lokale kultur’. Selvfølgelig skulle de kunne snakke maya, og til det ’lokale’ regnede vi maya-ceremonier og de mange helgenfester med, som jo er helt katolske. Hermed gjorde vi en uret ved at fravælge de elever der var evageligos eller hermanos, altså protestanter, eller tilhørende en sekt, der havde brudt med den katolske kirke, og ‘gammel’ overtro. Det ville jeg ikke have gjort i dag. De kunne vel være lige så kulturinteresserede som det ateistiske medlem af den danske folkekirke, der var med til at fravælge dem. Og som, i al beskedenhed, blev en ivrig indsamler af alt slags gammelt kulturgods hos mayaerne.
Kurset for barfods-eleverne blev holdt på Instituto Nacional Indigenistas – INI’s re-gionale center udenfor Valladolid, hvor eleverne både kunne spise og overnatte. Vi forsøgte at give eleverne en indføring i såvel den før-spanske som den nutidige maya kultur. De fleste elever der går ud af mellemskolen, eller for den sags skyld også gymnasium – prepa, er meget dårlige til at redigere og skrive. Så nu satte vi dem også på skriveøvelser, og det både på spansk og maya. Mange yucatekere kender kun deres landsby, eller arbejdssteder som Cancún eller Mérida. Få har besøgt deres forfædres ruinbyer, så vi arrangerede udflugter til Chichen Itza, og til klosteret i Maní, hvor de spanske munke holdt inkvisitorisk auto de fe og her benyttede lejligheden til at brænde en stor hoben gamle mayaskrifter af, da de blev betragtet som ’djæv-lens værk’.
For at skærpe elevernes evner til at indsamle i felten, afholdt vi kurser i forskellige landsbyer, som de skulle give en beskrivelse af. En gang var jeg leder af en ekskursion til sisal-landsbyen Teya. En anden gang var jeg i pottemagerbyen Ticul med eleverne.
